berlin. Aarhus University PressЧитать онлайн книгу.
berlin
robin engelhardt
Født mellem to aborter den anden august 1967 i centrum af Østberlin. En svær start, kunne man mene, men på den anden side kunne det kun gå fremad. Kom til Danmark, da jeg var ni, og levede ti år i Nakskov på Lolland, hvor jeg kom til den filosofiske overbevisning, at fremskridt måtte være en illusion. I mine 20’ere udviklede jeg en personlighedstype, der mente altid at have haft det hårdt og derfor ejede den evige ret til at nyde livet. Det gør jeg så nu, så godt jeg kan. Er uddannet alle de rigtige steder og har begået alle de rigtige fejl (karriere, lederstilling, stress etc.). Skriver for tiden om naturvidenskab og samfund i ugebladet Ingeniøren og laver små bogprojekter i fritiden.
intro
erindringer fra museumsøen
På dørtelefonen til mit barndomshjem i Am Kupfergraben nummer seks kan man i dag læse navnet ”Prof. Dr. Sauer”. Han er Angela Merkels mand og bor her sammen med den tyske kansler. De flyttede ind engang i 1999 eller 2000, lige efter at parlamentet var vendt tilbage til Berlin. Den østtyskfødte Merkel og hendes sure kemiprofessor (som efter sigende er en sur mand, der hele tiden brokker sig over larm fra gaden) fik tilbudt dette trofæ af en lejlighed i den genforenede hovedstad, fordi det historieløse Ulbrichtshausen i udkanten af Berlin, hvor DDR-eliten gemte sig i store villaer og bag tykke mure, ikke længere kunne anses som et repræsentativt hjem for en statschef. Efter DDR’s sammenbrud var historien nemlig kommet tilbage til Tyskland, og man havde lov til at være stolt af den igen.
På dørtelefonen til nummer seks står også andre navne: Ganz, Schön, Lustig, Oder og så videre. Fantasinavne de fleste. Hvis man læser oppefra og ned står der ”Ganz schön lustig, oder?”, hvilket oversat betyder noget i retning af ”Ganske sjovt, ikke sandt?”. Jeg gætter på, at hele huset er blevet annekteret af statssikkerhedsapparatet (altså det nye, ikke det gamle), fordi gaden med sine to millioner turister om året og vinduer i alle retninger ikke er nem at sikre.
Jeg kan dog forsikre, at Frau Zimmermann fra første sal og de andre i opgangen ikke syntes, det var særlig sjovt at få at vide, at de ville blive smidt på porten. ”Wir werden ja expropriiert!”, sagde hun oprørt, da jeg besøgte hende nogle år efter Murens fald. ”Das hat man sich ja nicht mal im Sozialismus getraut”, sagde hun og snørede viskestykket stramt om sin arm. Hun refererede til, at ekspropriering jo egentlig burde være en DDR-specialitet. ”Ekspropriatørerne skal eksproprieres”, skrev Karl Marx allerede i Kapitalen, og mente dermed det befriende øjeblik, hvor kapitalismen bryder sammen i selvmodsigelser, og et nyt, socialistisk fællesskab opstår.
Men det var, hvad der skete. Hun og hendes lille og bredskuldrede mand blev genhuset mod deres vilje, og i dag er hele området fyldt med velkendte systemstøtter som den tidligere forbundspræsident Richard von Weizsäcker og den tidligere premierminister for DDR Lothar de Maizière, der med demokrati og markedskræfter i hånden fik fravristet den østtyske pøbel sit sidste privilegium.
Samme dag som jeg besøgte Frau Zimmermann, gik jeg rundt i huset for at se, hvad der var sket siden min udrejse i 1977. Baggården lignede sig selv, men føltes meget mindre. Skraldespandene stod stadig i midten, og nedgangen til kulkælderen lå som altid i en mørk skygge på højre side af baggården bag et lille bed. Jeg gik hen til baghuset for at se, om jeg kunne komme op til vores gamle lejlighed på tredje sal. Døren var åben.
Hele opgangen var ved at blive bygget om. Der lå værktøj på trappetrinene, og øjensynligt var alle lejere blevet jaget væk. Jeg gik op til tredje sal, men døren var låst. Loftet var åbent, og der flød med træbjælker over det hele. Håndværkere var i fuld gang med at udskifte taget og var gået hjem for resten af dagen. Jeg gik rundt og kiggede lidt ud ad de små loftsluger, der var åbne mod vest. Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvor uretfærdigt det var for alle de mennesker, som havde boet her i mange år for en husleje på 35 Mark om måneden, og som pludselig blev smidt ud, bare fordi et nyt regime havde besluttet sig til at bruge huset til sine nye pampere. Jeg kan også huske, hvordan en lille djævel i mig drømte om at gemme en fjernbetjent bombe her under loftet, og så vente i mange år, indtil situationen var helt perfekt til min sølle hævn.
Jeg var dog ikke helt klar over, hvem eller hvad jeg ville hævne. Var det blot en intellektuel surhed over, at nye uretfærdigheder i kapitalismen havde erstattet de gamle uretfærdigheder i den såkaldte ’realt eksisterende socialisme’? (som ikke skal ligestilles med ordet ’socialisme’. Når man som østtysker sagde ordet ”socialisme”, var det altid med et indforstået anførselstegn, fordi DDR jo i virkeligheden var et udemokratisk, autokratisk og planøkonomisk regime. Derfor blev det normalt at beskrive DDR ved betegnelsen ”real existierender Sozialismus”, efter at DDR’s leder Erich Honecker ufrivilligt kom til at bruge ordene i en tale i 1973. Siden har østtyske systemkritikere brugt betegnelsen som en slags orwellsk newspeak-kode, altid med et skævt smil på læben).
Eller var min vrede noget mere personligt? Måske var det en vrede over aldrig at have fået lov til at udleve min barndom i disse baggårde under Berlins tage. Det var jo i 1977, jeg blev sat på toget og kørt til Danmark. Jeg var ni år, populær i skolen og anfører for mit lilleput-fodboldhold i Union Berlin. Vi lå nummer to i ligaen, for helvede! Hvad havde jeg gjort, siden jeg mod min vilje blev deporteret til Danmark, og så Lolland af alle steder, hvor der ikke var andet end roemarker og mennesker, der hader tyskere?
”Du var altid så glad en dreng”, huskede Frau Zimmermann, da jeg kom tilbage fra baghuset. Da hun så mit blik, tilføjede hun efter en kort pause: ”men det var vel ikke nemt for jer drenge med en sådan mor, som aldrig var til stede”.
Egentlig var vi to helt normale børn. Roland var den ældste. Han var en sart og lidt ængstelig dreng, der aldrig fik nok opmærksomhed. Allerede tidligt fik hans øjne et traurigt knæk, efter at han mærkede, at mor ikke havde den store kærlighed tilovers for ham. Da jeg kom til verden, gjorde jeg mit bedste for at smile og grine til alle. Der var også to andre potentielle søskende, men de fik slet ikke nogen chance og blev skyllet ud med en kemisk cocktail på hemmelige klinikker i 1966 og 1969.
Vores forældre var lige så påvirket af 1960’ernes strømninger om alternative livsformer som andre unge i Vesteuropa. The Beatles og langt hår florerede på skoler og universiteter, ligesom tanker om fri sex, kvindefrigørelse og new age-bevidsthed. DDR-staten prøvede at bekæmpe den nye mode, der på trods af bøjede tv-antenner og hård censur var fløjet hen over Muren. Men forgæves. Far fik fuldskæg. Mor fik højt hår og gik i røde plasticstøvler. Storebror blev iklædt brogede trompetbukser, og om natten lyttede han til Radio Luxembourg under dynen.
Senere tog staten mere hårdhændede metoder i brug. De kaldte de oprørske unge for negativ-dekadente Jugendliche og erklærede alle ansamlinger af beskæggede studenter på en tilfældig mælkebar for Rauditum (vandalisme) med knippelsuppe og hæfte til følge. Og efter at sovjetiske tanks slog ned på foråret i Prag den 21. august 1968, var det i det hele taget slut med at drømme om en ny samfundsorden. No Satisfaction! For min far endte det i 1970’erne med stasiforfølgelse, Berufsverbot, og et liv som udstødt komponist. Mor havde et mere skrøbeligt temperament og forsøgte at finde tilflugt i tarotkort og indisk mystik. Men det eneste, DDR kunne tilbyde i den retning, var halvårlige indlæggelser på sindssygehospitalet med tilhørende tvangsjakker og elektrochoks.
”I var hele tiden ude at lege”, afbrød Frau Zimmermann min tankestrøm, ”og jeg tror, at Herr Müller fra anden sal fik en blodprop af at råbe så meget ud ad vinduet og skælde ud på jeres fodboldspil i gården”. ”Herr Müller var jo den eneste ægte kommunist i hele huset”, fortsatte hun. ”Han hængte altid flag ud ad vinduet og råbte over larmen og alle de uretfærdigheder, der blev begået mod ham, og i øvrigt mod hele menneskeheden. Det var lidt synd for ham, for han var altid meget hjælpsom”.
”Han var jo også vores julemand i mange år”, sagde jeg, ”og kom ind ad døren i fuldt kostume og med en kulsæk over skulderen. Jeg var lidt bange for ham”.
Am Kupfergraben var et specielt sted at bo. Gaden går langs Spreeflodens vestlige arm ved Bodemuseum på nordspidsen af Museumsøen og går hele vejen forbi Pergamonmuseum, Neues og Altes Museum, ned til kanonerne ved arsenalet, hvor den skifter navn til Am Zeughaus for til sidst at