'Family Support'. Группа авторовЧитать онлайн книгу.
Max Kreuzer og Niels Rosendal Jensen (red.)
“Family Support” – empowerment af forældre i internationalt perspektiv
Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag
Aspekter af familiesociologien i fugleflugt – en indledning
Niels Rosendal Jensen og Max Kreuzer
At befatte sig med dette emne er i sig selv noget af en udfordring. Reaktionerne på det oprindelige projekt var ikke til at tage fejl af. Da tanken luftedes første gang i kredse af kolleger og venner lød den umiddelbare reaktion: Lad være med det! Drop det og find noget andet! Familie er alt for kontroversiel en sag! Den slags bemærkninger faldt der mange af, og grundlæggende indeholdt de et stort gran af sandhed.
Familiediskurs og familiepolitik har den højeste ministerielle bevågenhed. Hvorfor har den nuværende regering ligefrem dannet et “Ministerium for familie, forbrug og ligestilling”? Hvorfor har Socialministeriet udgivet betænkningen “En god start til alle børn” med i det mindste en ejendommelig formulering: “Også familier, som i øvrigt ville blive betragtet som velfungerende, møder op i socialforvaltningen med problemer, som de selv skulle kunne klare. Det betyder, at der bruges tid og ressourcer på dem, som ellers skulle gå til børn og forældre med problemer”? Er der da en udskillelse i gang? Måske handler kernen i sagen om: “Er dine problemer berettigede?”
Allerede selve begrebet “familie” viser sig at være mangetydigt. Det hænger uden tvivl sammen med modsætningen mellem “den samfundsmæssige realiteter” og “de værdier, familien tilskrives” – dvs. den kendsgerning, at der tales længe og meget om familieværdier, samtidig at stadig flere bliver skilt. Virkeligheden holder altså til venstre, mens værdierne trækker mod højre. Da debatten om lesbiskes adgang til kunstig befrugtning behandledes i Folketinget, gik bølgerne ligeledes højt. Mange knubbede ord om de “unaturlige” familiedannelser kontra den “naturlige” kernefamilie, bestående af far, mor og to børn. Den danske stats familiepolitik skulle støtte, at et barn voksede op med både en far og en mor. Bl.a. udtalte den forhenværende socialminister, Henriette Kjær: “Vi mener som udgangspunkt, at et barn har krav på en far og en mor, og vi ser ingen grund til, at staten direkte skal være med til at skabe et fædreløst samfund” (Lützen 2000: 7).
At beskæftige sig med familie er dermed det samme som at bevæge sig ind i et sprængfarligt, emotionelt minefelt, hvor der i højere grad ses tilbage på familiens glorværdige fortid som kernefamilie med hjemmegående husmoder end frem mod nye familieformer eller krav om mere ligestilling og stærkere demokratiske relationer. Netop på den baggrund er der endnu større anledning til at bidrage til debatten.
“Familiens samfundsmæssige funktioner”
I fagdiskussionen kan man finde en mangfoldighed af definitioner af familiens samfundsmæssige funktion: Således anbefaler f. eks. Franz-Xaver Kaufmann (1995: 34ff.) en inddeling i 5 kategorier: “Kohæsion og emotionel stabilisering”, “forplantning”, “pleje og opdragelse af børn”, “husholdning, sundhed og rekreation” og “gensidig hjælp”. Klaus Schneewind (1999: 23) skelner i god overensstemmelse med den internationale tradition mellem følgende hovedfunktioner: “Reproduktion”, “eksistenssikring og produktion”, “regeneration”, “socialisering og opdragelse” såvel som “placering”.
Til forskel derfra holder Michael Opielka (1997: 344ff.) på, at det er tilstrækkeligt at skelne mellem 4 funktionstyper:
1 “de økonomiske funktioner af støtte i husholdning og den praktiske gensidige hjælp” (“støtte”),
2 “de generative og pædagogiske funktioner” (“opdragelse”),
3 “funktioner i form af gensidig emotionel støtte, i form af rekreation og i form af kulturel og moralsk handlen” (“kommunikation”),
4 “de individuelle såvel som kollektivt identitetsskabende funktioner, som har til formål at opretholde strukturmønstre ved hjælp af overindividuelle værdier” (“legitimation”).
Opielka skelner i hvert af disse fire områder mellem “familiens egenydelser” og “velfærdsstatens ydelser”.
Vi kan her hverken inddrage eller forholde os til de argumenter om familiens samfundsmæssige funktion, som stammer fra marxistisk side (med rod i Friedrich Engels’ “Familiens, statens og privatejendommens oprindelse” (1884)) eller feministisk side (med udgangspunkt i Betty Friedans “The Feminine Mystique” (1963)), fordi de handlingsmodeller, som fremstilles i hovedparten af denne bog, ikke kan udledes af disse teorier, men principielt kunne tages under luppen hhv. kritiseres ud fra dem. Denne problematik henvises til mulige, senere publikationer.
Temaer som ’socialpolitisk stabilisering af familier’; social reproduktion gennem familierne (social arv) hhv. ’placering’ og spørgsmålet om kvinders erhvervsarbejde og de drøftelser, der knytter sig til mulige koblinger mellem børn, familie og karriere vil kun blive inddraget i marginen.
I det følgende vil vi i alt væsentligt begrænse os til familiens “opdragelses- og kommunikationsfunktion” hhv. dens funktion vedr.”kohæsion og emotionel stabilisering”. Skønt meget taler for, at de nævnte funktioner står i forbindelse med hinanden og påvirker hinanden gensidigt, drister vi os til denne fremgangsmåde med de begrænsninger, dette måtte indebære.
Socialkonstruktivisme og “Familieretorik”
Den franske sociolog Pierre Bourdieu (1997: 134-147) karakteriserer den aktuelle interesse for familien som en “familiediskurs”; andre kalder det for “familieretorik”. Bourdieu præsenterer (ib. 135f.) en idealiseret sammenfatning på følgende måde:
1 familien betragtes som “en overpersonlig personlighed med et samlet liv og en samlet tankegang og med en ganske særlig opfattelse af verden”
2 familien “eksisterer som et afgrænset socialt univers, der er interesseret i at opretholde sine grænser udadtil og er orienteret mod at idealisere sit indre liv som værende helligt, sanctum”
3 familien med forankring i “boligen, dvs. huset som fast holdepunkt, som et sted der består – og husstanden som permanent enhed”
4 familien “udgør et univers, hvor alle almindelige regler i den økonomiske verden er ophævet” og “som det sted, hvor man betror sig (trusting) og skænker hinanden gaver (don, giving) – i modsætning til markedet, hvor man handler, betaler og giver kredit, hvor der hersker en noget-for-noget-logik”
5 familien karakteriseres som et univers præget af begrebet “philia, et ord der ofte oversættes med venskab, og som rent faktisk betegner afvisningen af et beregnende sindelag”.
Men han afslører denne model som en illusion, en myte eller en social konstruktion understøttet af statens magt: “Familien er således ganske rigtigt en fiktion, et socialt artefakt, en illusion i dette ords mest almindelige betydning, men vel at mærke en “velunderbygget illusion”, eftersom den produceres og reproduceres med Statens garanti, og derfor til hver en tid af Staten modtager de midler der skal til for at eksistere og opretholde sin eksistens” (ib. 147).
At der i de vestlige stater ikke kan konstateres enighed om familiepolitikken, vises tydeligt i analyserne af Anne Hélène Gautier (1996) og Franz-Xaver Kaufmann (2002). Hvor internationalt set forskellige samlivsmønstre, som skares under begrebet “familie”, viser et detaljeret kvalitativt studie af Perdita Huston (2001). Under mottoet “History is the best antidote to nostalgia” har Arlene Skolnick (1991) påtaget sig den vanskelige opgave at levere en differentieret beskrivelse af situationen i den amerikanske familie på et tidspunkt, hvor monumentalværket “Narcissismens kultur” af Christopher Lasch (1979) endnu fyldte overskrifterne.
John Muncie og Roger Sapsford (1995: 7-37) henviser til det normative aspekt, der skjuler sig i “familieretorikken”: På spørgsmålet om, hvorfor “changing families” dog ikke indebærer, at man tager afsked med begrebet “familie” og i stedet sætter andre begreber som f.eks. “domestic units” eller “living arrangements” svarer de ved at knytte an til D. Gittins (1985): “’The Family’, however, she sees as an ideological object