Sarbarheder. Mikkel ThorupЧитать онлайн книгу.
og usikkerhedsopbygning i perioden, ikke mindst på grund af krigene i eks-Jugoslavien samt globaliseringen af økonomien i form af udflytning af arbejdspladser og tab af økonomisk suverænitet, der bidrog til at dæmpe begejstringen for de nye tider efter Den Kolde Krigs ophør. Positive forventninger blev i et vist omfang vendt til dystre prognoser, som man f.eks. så det i de mange beskrivelser af fremtiden som ‘det kommende anarki’,5 ‘historiens genkomst’,6 ‘den nye middelalder’,7 der alle forudsagde en mørkere og mere usikker fremtid.
I efterkrigstiden var den dominerende krigstænkning rettet imod stat-stat-konflikter. Der var et vist fokus på oprør og revolutioner fra 1945 og frem samt terrorisme fra 1960’erne og frem, men militærplanlæggere så dette som ‘konflikter mindre end krig’, og de blev ofte tolket ind i den større øst-vest-konflikt snarere end som noget i og af sig selv, der afgørende udfordrede den statscentriske orden. Det ændrede sig markant, da Østblokken forsvandt. Som der står i bogen Networks, Terrorism and Global Insurgency: “Fjenden er ikke længere en genkendelig militær entitet eller en industriel kapabilitet til at føre traditionel krig. Fjenden bliver nu ‘vold’ og årsagerne til vold.”8
I 1990’erne angik en væsentlig del af ordensdiskussionen humanitære interventioner og problemer med fejlslagne stater, der mentes at blive det dominerende indsatsområde for de vestlige militærstyrker, dvs. konfrontationer med enten illegitime stater – dvs. stater, der kun af navn var stater – eller deciderede ikke-statslige aktører. I 00’erne forsvandt den diskussion i vid udstrækning til fordel for sikkerhedsdiskussionen, og det i en sådan grad, at interventionen i Libyen i 2010 ikke først og fremmest blev omtalt som en humanitær indsats men som en sikkerhedsmæssig. Også i 00’erne var det – trods to større krige, én imod en ikke-anerkendt stat: Afghanistan, og én imod en anerkendt: Irak – den dominerende opfattelse, at fremtidens væsentligste voldelige udfordringer stammer fra ikke-stater. Det er muligt – med alle skemaets forbehold – at dikotomisere (og dermed for klarhedens skyld bevidst at overdrive) udviklingen fra 90’erne til 00’erne således:
Figur 1.
| 90’erne | 00’erne |
| humanitær intervention | krigen mod terror |
| fejlslagne stater, krigsherrer, folkemord, mafiagrupper, terrorister | terrorister, statssponsorer af terrorister |
| deres lidelse | vores sikkerhed |
| her/der | der = her |
| moralsk diskurs | sikkerhedsdiskurs |
| intervention et valg | intervention en nødvendighed |
| “Dette er en retfærdig krig baseret på værdier” (Tony Blair om Kosovo) | “Vi er i Afghanistan, så Taleban ikke kommer her” (Lars Løkke Rasmussen) |
| værdier, overskud | trusler, angst, underskud |
| global optimisme | skræmt selvtilstrækkelighed |
Denne bog vil have sit primære fokus på 00’ernes reaktioner og analyser; ikke mindst da de er langt mere udfordrede af omgivelserne end 90’ernes diskussion om humanitære interventioner, der kunne føres på baggrund af vestligt moralsk og politisk overskud. De satte ikke spørgsmålstegn ved vestlig overlegenhed. De bekræftede den. Det bliver lidt mere prekært i 00’erne. Fælles for de to perioder er dog en fornemmelse af accelererende kompleksitetsforøgelse i konfliktmiljøet.
2. MILITARISERING: NYE TRUSLER, NYE USIKKERHEDER
Andel del – militarisering – fokuserer på det amerikanske militærs samtidsforståelse og fremtidsplanlægning.
Der er en række oplagte grunde til særligt at fokusere på det amerikanske militær. Det er det absolut største og stærkeste; dets budget til både tropper og teknologisk udvikling er uden sammenligning med andre staters (Pentagon bruger syv gange mere pr. soldat end alle EU-landene tilsammen på udvikling af ny teknologi);9 det er det eneste militær med global rækkevidde og tilstedeværelse; og endelig så kopieres dets doktriner og strategier af alverdens militærstyrker: Vennerne kopierer det for at kunne samarbejde med amerikanerne, fjenderne for at kunne besejre dem. Det amerikanske militærs vurdering af verdens tilstand, og deres beslutninger om teknologi, strategi, intervention og meget andet, er en af verdens afgørende ordensskabende faktorer.
I de samlede styrkers fælles rapport Joint Operating Environment fra februar 2010, der er en oversigt over det amerikanske militærs konfliktscenarier, skriver de i indledningen:
Det menneskelige vilkår vil garantere, at usikkerhed, tvetydighed og overraskelse vil dominere tingenes gang. Hvor omhyggeligt vi end tænker over fremtiden; hvor omfattende vores forberedelser end er; hvor sammenhængende og gennemtænkte vores begreber, træning og doktrin end er; så vil vi blive overrasket […] Vi vil finde os selv uforberedte af ændringer i de politiske, økonomiske, teknologiske, strategiske og operationelle miljøer. Vi vil blive overrasket over vores fjenders kreativitet og kunnen.10
Det er denne fokusering på usikkerhed, tvetydighed og overraskelse, der har min interesse i denne bog. Det kan være en fair beskrivelse af verdens gang som sådan. Det interessante er det amerikanske militærs opskrivning af usikkerhed, tvetydighed og overraskelse som et grundvilkår i en situation, hvor de med lige så stor ret kunne have fokuseret på deres uden historisk sidestykke politiske, økonomiske, teknologiske, strategiske og operationelle overlegenhed.
I en rapport fra Office of Force Transformation fra 2003 står: “Gennem dets strategi og handlinger influerer USA på arten af fremtidens militære konkurrencer”. For at “fraråde fremtidig militær konkurrence er USA nødt til at udforske revolutionære operationelle koncepter, processer, evner og organisatoriske arrangementer.” For at alt kan forblive det samme, må alt forandre sig:
Formålet med militær transformation er at opretholde og forbedre amerikansk militær forrang i en tid med uforudsigelige, potentielt uforholdsmæssige forandringer i det strategiske sikkerhedsmiljø.11
For at USA kan forblive globalt dominerende må det hele tiden forandre sig, fordi dets omverden forandrer sig, og fordi dets fjender og udfordrere hele tiden tilpasser sig det amerikanske militærs forandringer.
Et gennemgående tema i den amerikanske militærstrategiske debat er netop dette symbiotiske forhold mellem forandringer i det amerikanske militær og dets fjender. I en rapport fra det amerikanske National Defence University med titlen Shock and Awe. Achieving Rapid Dominance skriver redaktørerne, at man nu – i 1996 – står i en unik situation uden eksterne, ligeværdige udfordrere. Men,
[…] potentielle modstandere kan ikke forventes at ignorere USA’s fremtrædende militære kapabilitet eller undlade at forsøge at udnytte, omgå eller modgå det. Med andre ord, konfronteret med USA’s militære overlegenhed i skibe, tanks, fly, våben, og vigtigst i kompetente kampsoldater, vil potentielle modstandere formodentlig forsøge at ændre vilkårene for fremtidig konflikt og gøre de amerikanske fortrin så irrelevante som muligt.12
Den amerikanske militære overlegenhed risikerer altså at skabe sin egen forældethed, idet den tvinger modstanderne til at omdefinere “vilkårene for fremtidig konflikt”. Det er netop læsningen af tegn på dette og forsøgene på at finde en respons hertil, der optager store dele af den militærstrategiske litteratur, vi skal se på i anden del. To af de væsentlige former, som de udpeger som fremtidige konflikters anatomi, er ‘ny krig’ – krigsherrer, børnesoldater og kriminelle, der kæmper for profit og af blodlyst frem for politiske målsætninger – samt ‘ny terrorisme’ – nihilistisk massevold udført for voldens egen skyld eller for eskatologiske dommedagsvisioner. Konfronteret med disse udfordringer er den konventionelle “militære overlegenhed i skibe, tanks, fly, våben” mindre vigtig, og værre endnu: Den kan vise sig at være decideret farlig for USA’s sikkerhed, da den netop tvinger fremtidens fjender til asymmetriske svar på en overlegenhed, de ikke kan matche men måske overliste.13
‘Asymmetri’ er blevet kodeordet eller fællesbetegnelsen for udfordringen og udfordrerne.14 Men der er grund til en vis skepsis over for forklaringspotentialet i begrebet,