TorklAedet som tegn. Aarhus University PressЧитать онлайн книгу.
individuelt fortolke dette tegn – hvilket af mange opfattes som en demokratisk udvikling.
Kendskab til forholdene i disse lande kan være med til at nuancere den danske debat. Bogens sigte er da også at bidrage til større viden og dermed færre myter og generaliseringer i de vedvarende diskussioner om tørklædet, om forholdene for Europas mange migranter og om vores egen kulturelle selvforståelse.
Debattens hovedspørgsmål
Afkodning af kulturelle tegn
I bogens del I, Tørklædet som kulturelt tegn, behandles følgende overordnede spørgsmål: hvad kultur er, hvorledes en kulturs tegn og koder er underlagt forandringer, og hvorledes kulturelle tegn afkodes.
Ole Høiris’ artikel ’En verden af kulturer eller en verden af civilisation’ fremstiller i et rids Vestens omgang med og fortællinger om ’de fremmede’ fra antikken til nutiden. Han tager sit udgangspunkt i Clifford Geertz’ definition af kultur som ’et offentligt væv af betydning, som vi kommunikerer igennem med dem, der kender koden’. Sløret fremstilles i forlængelse af Geertz’ antropologiske teori som et kulturelt symbol, der kun kan afkodes korrekt af mennesker inden for samme kultur. Vanskelighederne opstår, når udenforstående skal afkode et symbol, når et symbol ikke kan omtolkes til ens egne kulturelle koder, eller når et symbol tolkes forskelligt i forskellige kulturer – samtidig med at disse hver især hævder deres fortolkningssystems universelle gyldighed.
Et særligt skisma opstår, når et kulturelt tegn som tørklædet, der i udvandringslandene opfattes som et udtryk for tradition, og hvis betydning til dels – som i tilfældet Iran – fastlægges af de religiøse magtinstanser, omplantes til de moderne vestlige, individualiserede samfund. Med renæssancen skete der nemlig i Vesten en afgørende ændring i kulturens tegn, hvilket betød, at også klædedragtens udsigelse og funktion forandredes. Den traditionelle dragt blev med denne udvikling – over en meget lang tid – til mode. Hvor tegnenes betydning tidligere blev defineret religiøst og traditionalistisk, ses de med den tiltagende verdsliggørelse og sociale dynamisering af de europæiske samfund i stigende grad som resultat af kommunikationen og den individuelle fortolkning. Et tegns betydning var ikke længere givet af Gud, men af mennesket. Hvor den islamiske religion trods moderniseringprocesser i Tyrkiet og mange arabiske lande grundlæggende er en lovreligion, er kristendommen i de vestlige sekulære demokratier blevet en samvittighedsreligion, og fortolkningerne af de kulturelle koder er i højere grad overladt til de enkelte individer i deres vekslende fællesskaber.
Ud fra det europæiske princip om statens verdslighed kategoriseres ikkesekulære kulturer i den europæiske debat ofte som førmoderne og laverestående kulturer. Jan Lindhardt viser i sin artikel ’Klæder skaber folk – eller gør de?’, hvorledes Vesten er en del af samme kulturelle tradition som de islamiske kulturer, idet også Biblen kender til tørklædepåbud og begrunder dette religiøst. Også i Vesten har der, ligesom i Mellemøsten, siden det antikke Grækenland eksisteret skiftende normer for nøgenhed og påklædthed, men hvor det i Vesten i dag snarere er manden, der skjuler sig, er det i den islamiske kultur især kvinden.
Tove Engelhardt Mathiassen fremdrager i tråd hermed i artiklen ’Men hendes Ansigt dæktes af et Slør’, hvorledes Vesten kender til traditionelle anvendelser af sløret, og hvorledes sløret fra omkring 1800 begynder at indgå i modebilledet. Artiklen redegør for de utallige betydninger, som denne hovedbeklædning har haft i en sekulariseret kristen sammenhæng, hvor den helt op til 1960’erne blev forbundet med kvindelig ærbarhed.
Rikke Andreassen fokuserer i sit bidrag ’Burka og bryster. Debatter om tørklæder, tilgængelighed, ligestilling og nationalitet’ på mediernes fremstilling af den muslimske kvinde og hendes slør – især burkaen. Hun fremhæver i den forbindelse, hvorledes mange unge kvindelige muslimer bruger deres tørklæde som udtryk for et individuelt og selvbestemt valg, og hun opponerer mod mediernes fremstilling af de muslimske minoritetskvinder som undertrykte – med tørklædet som synligt symbol herpå. Hun argumenterer desuden for, at Vestens diskurs om den undertrykte muslimske kvinde tjener til at konstruere den vestlige selvforståelse af, at kønnenes ligestilling er opnået i Danmark, og at der her – i modsætning til i de muslimske lande – ikke længere eksisterer kvindeundertrykkelse. Hun ser med andre ord kritikken af den manglende ligestilling i muslimske befolkningsgrupper som et redskab, der bliver brugt til at kritisere muslimerne i Danmark og ekskludere dem af fællesskabet.
Samlet viser de fire bidrag, hvorledes kulturers tegn – herunder Vestens – er historisk foranderlige størrelser, hvis betydninger skifter alt efter, inden for hvilke diskurser der tales, og hvilke fællesskaber de anvendes i. En generaliserende fastlæggelse af én og kun én betydning, sådan som det ofte kan iagttages i debatten om tørklædet, er ikke mulig.
I del II, Nationale modeller for løsningen af tørklædestriden, behandles en række vigtige politiske, retslige og idemæssige spørgsmål, som tørklædet aktualiserer. De fire lande Danmark, Tyskland, Frankrig og Tyrkiet er valgt, fordi de er meget forskellige og hver for sig bidrager til belysning af flere af disse spørgsmål, som her skal præsenteres kort.
De vestlige frihedsrettigheders universalitet
En central overordnet problematik, som indirekte debatteres gennem det muslimske tørklæde, er spørgsmålet om de vestlige frihedsrettigheders universalitet. Ser man på den danske/europæiske udvikling, er det nærliggende at pege på det forhold, at det trods alt ikke er så længe siden, at adskillelsen af politik og religion fandt sted, idet der er tale om en langstrakt proces fra renæssancen og oplysningstiden frem mod en (måske imperialistisk?) stadfæstelse af ’universelle rettigheder’ i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948. Den centrale tanke heri er, at rettighederne er uafhængige af borgerens sociale status, køn, religiøse overbevisning, etniske oprindelse etc. Rettighederne er begrundet i menneskets ’natur’ og er derfor universelle. Men Cairo-deklarationen, der var resultatet af en konference i 1990, hvor menneskerettighederne blev defineret ud fra et islamisk perspektiv, er ligesom det Afrikanske Charter for Menneskerettigheder (1981), som lægger afrikansk kultur til grund for definitionen af menneskerettighederne, et udtryk for, at Vestens universelle værdier ikke godtages overalt, især fordi forholdet mellem individ og kollektiv defineres anderledes i andre dele af verden. Hensynet til familien og det mere omfattende kollektiv tillægges her større vægt end i Vesten, hvilket – set fra en vestlig synsvinkel – begrænser den individuelle frihed, men dette opfattes ikke nødvendigvis som et problem i disse kulturer. De vestlige ideers universelle gyldighed står altså ikke uimodsagt. Er det derfor et udtryk for såkaldt ’vestlig oplysningsfundamentalisme’, når Ayaan Hirsi Ali i sin stærke identifikation med det vestlige frihedsbegreb bekæmper tørklædet som symbol på undertrykkelse af kvinden i islam og hævder, at kvinder har en universel ret til ligeberettigelse. Skal en sådan ligeberettigelse i givet fald defineres efter vestlige kriterier? Eller er det muligt at udvikle en multi- eller flerdimensionel forståelse af begrebet lighed som universel menneskeret, sådan som Birte Siim plæderer for i sin artikel ’Det muslimske tørklæde som udfordring for demokratisk ligestilling’?
I de bidrag i bogen, der beskæftiger sig med tørklædedebatten og lovgivningen omkring tørklædet i Danmark, Tyskland, Frankrig og Tyrkiet, bliver det klart, hvorledes forståelsen af menneskerettighederne og altså selve det værdimæssige fundament for de sekulære vestlige demokratier sættes til debat i forbindelse med de omfattende migrationer til Europa. De offentlige debatter og retssager omkring tørklædet i disse lande viser, at ideerne om lighed, frihed, retten til fri religionsudøvelse og forbuddet mod kvindeundertrykkelse ikke er entydige størrelser, men tolkes forskelligt og kan komme i konflikt med hinanden.
Verdslighedsbegrebet og forholdet mellem stat og kirke
De fire eksempler viser endvidere, hvorledes også de vestlige staters verdslighedsbegreb og forholdet mellem stat og kirke indirekte debatteres, når der tales for og imod brug af tørklæde. Hvor Europa gennem en århundredlang udvikling har gennemført en adskillelse af det