Sprog pa universitetet. Группа авторовЧитать онлайн книгу.

      Hver epoke byder på forskellige forestillinger om, hvad et universitet er eller bør være, og forskellige opfattelser af, hvilke formål universitetet grundlæggende skal tjene. Man kan sige, at den grundlæggende ide med universitetet skifter i takt med, at det legitimerende princip bag institutionen skifter. Det spændende er, at hver ny epoke byder på et nybrud i sprogvalg på universitetet.

      Middelalderuniversitetet var forankret i kirkens autoritet; universitetets religiøse formål var en selvfølgelighed i samtiden, og det er derfor ikke nogen overraskelse, at latin – som kirkens sprog – er hovedsproget på universitetet i denne periode.

      I den næste epoke spiller kirken stadig en vigtig rolle, men efter reformationen drejer det sig om den danske nationale kirke, hvor latin spiller en mindre rolle, og universitetet finder i slutningen af det 17. – og særligt det 18. århundrede – i stigende grad sit legitimerende princip uden for kirken – i oplysningstanken og fornuften. Udviklingen i sprogvalget kan i denne periode primært ses som en bevægelse væk fra latin og de gejstlige værdier, latin forbindes med.

      Mod slutningen af det 19. århundrede og særligt i det 20. århundrede går udviklingen hen imod nationalsproget og de positive værdier, som det nationale forbindes med i denne periode; fokus er på nationsopbygningen og nationalstaten.

      Den sidste nuværende epoke indtræder i slutningen af det 20. århundrede. I denne periode anskues universitetet i stigende grad gennem neoliberalistiske briller som en virksomhed, der opererer på et internationalt marked. Sprogligt slår det igennem i en øget brug af engelsk, fordi engelsk i neoliberalismens optik fremstår som dét relevante sprog for det globale marked (Haberland 2009).

      Engelsk forekommer i dag at være det ‘naturlige’ valg, hvis man gerne vil ‘have kunder i butikken’ eller ‘sælge sine varer’, altså tiltrække studerende, publicere og patentere.

      Internationaliseringens sproglige paradoks

      Den sproglige mangfoldighed, som dansk universitetshistorie opbyder, er i dag midlertidigt kulmineret i en tosporet ensporethed. Følger man den offentlige debat om sprog på universiteterne, får man meget nemt den opfattelse, at der kun findes to sprog i verden, dansk og engelsk, og det ene er ved at æde det andet, så vi snart kun har et tilbage.

      Ser man sprogvalgssituationen på denne måde, som en kamp mellem dansk og engelsk, lider man imidlertid af en form for sprogblindhed, der nok er forståelig, når man tager tidsånden i betragtning, men som ikke desto mindre medfører, at man er i fare for at overse den sproglige mangfoldighed, som det internationale universitet rent faktisk rummer.

      Der bruges således færre og færre sprog på universiteterne, til trods for at universitetsbefolkningerne bliver mere og mere internationale, og mange sprog, der tidligere har haft en rolle at spille i det offentlige universitære rum, har med en øget internationalisering fået en mere snæver anvendelsesmulighed.

      Sproglig mangfoldighed viger pladsen for sproglig ensretning. Mens det tidligere var muligt at bruge danske, norske, svenske og endda også engelske, tyske og franske tekster som fælleslæsning i en dansksproget undervisning, er man nu på kurser, hvor der undervises på engelsk, henvist til udelukkende at bruge engelsksprogede materialer. Ikke fordi deltagerne ikke behersker andre sprog, men fordi de ikke er fælles om andre sprog end engelsk.

      Og så er det vel bare ‘naturligt’, at man i stigende grad bruger engelsk, eller hvad? Det kan man måske mene, men i virkeligheden viser denne lille historiske gennemgang, at det er svært at argumentere for, at der findes et ‘naturligt’ sprogvalg for undervisning og forskning på de danske universiteter. ‘Naturligt’ er i hvert fald et relativt begreb. Ændringerne i sprogvalg og sprogvalorisering på universiteterne skal forstås i sammenhæng med udviklinger i det omgivende samfund og skiftende opfattelser af universitetets rolle i samfundet.

      Noter

1 Dette bidrag bygger på Janus Mortensens oplæg ved åbningen af CALPIU-forskningscentret på Roskilde Universitet den 11. september 2009.

2 I hvert fald inden for det nuværende Danmarks grænser. Lund (hvor der fandtes et studium generale fra 1425-1536), Kiel (grundlagt 1665) og Christiania/ Oslo (grundlagt 1813) er i dag ikke længere danske.

      Litteratur

      Branner, Bodil (1999): “Caspar Wessel on representing complex numbers”. I: European Mathematical Society Newsletter, 33, 1999, 13-16.

      Bull, Tove (2004): “Dagens og gårsdagens akademiske lingua franca. Eit historisk tilbakeblikk og eit globalt utsyn.” I: Dag F. Simonsen (red.): Språk i kunn -skapssamfunnet. Engelsk – elitenes nye latin? Oslo: Gyldendal, 2004, 35-45.

      Haberland, Hartmut: “English – the language of globalism?” I: Rask. Internationalt tidsskrift for sprog og kommunikation, 30, 2009, 17-45.

      Haberland, Hartmut og Janus Mortensen (2009): “Engelsk – et nøgleord fra RUC til Tokyo.” I: Ken Farø, Alexandra Holsting m.fl. (red.) (2009): Sprogvidenskab i glimt: 70 tekster om sprog i teori og praksis. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 385-388.

      Hellesen, Jette Kjærulff og Ole Tuxen (1993): “Københavns Universitet 1788-1848.” I: Leif Grane og Kai Hørby (red.) (1993): Københavns Universitet 1479-1979. Bind II, Almindelig historie 1788-1936. København: Gad, 1-268.

      Schiewe, Jürgen (2000): “Von Latein zu Deutsch, von Deutsch zu Englisch. Gründe und Folgen des Wechsels von Wissenschaftssprachen.” I: Friedhelm Debus, Franz Gustav Kollmann og Uwe Pörksen (red.) (2000): Deutsch als Wissenschaftssprache im 20. Jahrhundert. Mainz: Akademie der Wissenschaften und der Literatur, Stuttgart: Franz Steiner, 81-104.

      Tamm, Ditlev (1991): “Københavns Universitet 1621-1732.” I: Svend Ellehøj, Leif Grane og Kai Hørby (red.) (1991): Københavns Universitet 1479-1979. Bind I, Almindelig historie 1479-1788. København: Gad, 199-314.