Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole HoirisЧитать онлайн книгу.
var således fortidens historie, som man kunne udlede jordens forskellige folks identitet og egenart af. Men Biblen peger også fremad. Hele historien mellem skabelsen og dommedag er jo åbenbaret.
Jøderne skulle blive forløst af den store Messias, som ifølge Salmernes Bog skal herske fra hav til hav og fra floden til jordens ende. Denne forløsers modstandere skal falde på knæ for ham, og hans fjender skal slikke støv. Konger fra Tarshish og fjerne øer skal frembære gaver, Sabas og Sebas konger skal bringe tribut, og alle konger skal kaste sig ned for ham, og alle folkeslag skal tjene ham.51 Af dette kunne de kristne senere slutte sig til, at der var tre konger, der besøgte Jesu vugge. Denne jødernes konges magt skulle altså blive stor, og den skulle sprede sig til hele verden, hvad der i Esajas’ beskrivelse fremstilles på følgende måde: »Jeg kommer selv for at samle alle folk og sprog, og de skal komme og se min herlighed. Jeg sætter et tegn på dem og sender dem, der undslipper, ud til folkene i Tarshish, Pul, Lud, Meshek, Tubal, Javan og de fjerne øer, der ikke har hørt om mig og ikke har set min herlighed. De skal fortælle folkene om min herlighed.«52 Og at Esajas hermed mente hele verden kunne ses af, at han også henviste til Amerika, hvad der af nogle, som nævnt, blev tolket ud af henvisningen til »de fjerne øer«, af andre ud fra følgende: »Ve dig, du land, hvor græshopperne svirrer, landet bag Nubiens strømme, du som sender bud af sted på floden i sivbåde hen over vandet. Gå, I hurtige sendebud, til det granvoksne, glinsende folk, et folk, som frygtes vidt omkring, til det spændstige, krigeriske folk, hvis land gennemstrømmes af floder.«53
Esajas blev også brugt til mere konkret at markere forholdet mellem de græske tænkere og de kristne i forhold til barbarerne, og her viste den kristne overlegenhed sig ifølge Athanasios fra Alexandria (ca. 296-373) klart. I De incarnatione–Om legemliggørelsen fra 335 skrev han, at grækernes filosoffer intet var i forhold til Kristus, som fik barbarerne til at opgive deres galskab og leve i fred. Ingen andre var kommet til skythere, etiopiere, persere, armeniere, gotere og dem på den anden side af oceanet, og ingen andre havde som Kristus fået dem overbevist, så de derfor ophørte med deres brutale skikke og tilbedelsen af deres gamle guder. Og som bevis for disse udsagn henviste Athanasios til Esajas’ og Mikas Bog, hvor der står, »Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom blandt talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.«54 Dette bliver i Athanasios’ fremstilling til, at »Mens de stadig var afgudsdyrkere, plejede grækere og barbarer at kriges med hinanden, og de var grusomme over for deres egne. For det var umuligt at krydse hav eller land på nogen måde, uden at have sværd i hånd…«55 Men efter at de var blevet kristnet, havde de lagt vildskaben og mordene til side, og de krigedes nu ikke længere, men levede i fred og venskab med hinanden. Når disse barbarer, der tidligere ikke kunne være uden deres våben i blot en time, hørte om Kristus, smedede de straks deres våben om til plove.56
Gog, Magog og Alexander den Store
Østen var dog ikke kun stedet for Edens Have. Også ondskaben holdt til her i form af Magog og Gog, som optræder lidt forskelligt som personer og som et land. Som tidligere nævnt blev Magog fremstillet som Jafets søn, men han fremstilles også som et land. Af Jeremias’ Bog fremgår det, at Jeremias’ syn af en gryde over ilden, som hælder fra nord, betyder, at fra nord skal ulykken slippes løs over alle landets indbyggere, for til den tid vil Herren fælde dom over folkene for deres ondskab og for at have svigtet ham.57 Senere gentages truslen om ondskaben fra nord, og her fremgår det, at fjenden vil trække op som skyer, hans vogne er som hvirvelvinde, og hans heste er hurtigere end ørne. Jorden skal blive tom og øde og himlen mørk. Alle byer skal jævnes med jorden, og alle frugthaver blive til ørken.58 Videre hedder det, at vandet skal svulme fra nord og blive en strøm, der vælter ind over landet.59 Det var disse udsagn og flere til, som blev kombineret med beretningerne om Gog og Magog, om hvem man andre steder kunne læse, at når de tusind år var omme, skulle Satan slippes løs fra sit fængsel og gå ud og forføre folkeslagene i alle de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig, talrige som havets sand.60 Ellers er det i Ezekiels Bog, at man kan læse om Gog og Magog. Her præsenteres Gog i landet Magog som storfyrste over Meshek og Tubal og som den, der har magten over en lang række tropper fra Østen og fra det yderste nord. Disse tropper skal, når lang tid er gået, og årene er omme, trække op som et uvejr og dække landet som en sky, og de skal røve og plyndre. Og det skal ske den dag, Herrens folk bor trygt. Da skal Gog bryde op og rykke ud fra landet i det yderste nord sammen med de mange folkeslag, der følger ham, og som alle er til hest. Og når Israel bliver angrebet, skal alle dyr og mennesker skælve for Gud, og bjergene skal jævnes med jorden, klippevægge falde og alle bymure styrte sammen. Men også Gog skal blive mål for Guds vrede. Gud vil sætte Gogs tropper op mod hinanden, og der skal fældes dom over ham med pest og blod, og skylregn, ild og svovl skal regne ned over ham og hans tropper og alle de folkeslag, der er sammen med ham.61 Og Gog skal falde på Israels bjerge sammen med alle sine tropper og folkeslag og blive føde for rovdyr og rovfugle, og Gog og hele hans larmende hob vil blive begravet i Abarimdalen øst for havet,62 ligesom han skal blive pint og plaget dag og nat i evighedernes evigheder.63 Denne fremtidsprofeti kunne man også tolke ud fra skriftsteder i Nye Testamente, hvor der blev skrevet om Antikrist eller Satan eller Djævelen i stedet for om Gog og Magog. Det var ingen tvivl om, at Antikrist, som var karakteriseret ved at fornægte Faderen og Sønnen, skulle komme, og at hans komme var tegn på, at det var den sidste time.64
Gog kom således fra det land i nord, hvorfra der på den yderste dag skulle komme folk og røve, plyndre og dræbe, så det var ikke sært, at det ville være godt at få disse vilde og barbariske folkeslag spærret inde, indtil den sidste dag kom, for i mellemtiden kunne de jo udrette megen skade. Og hvis de skulle stoppes, måtte der en stor helt til, en helt som havde været på de kanter, og som stod i ledtog med Gud, for Gog var jo også et Guds redskab. Der var således få kandidater til denne post, men her blev de kristne inspireret af den jødiske historiker Josephus (37/38-100), som i sin Bellum Judaicum–Den jødiske krig lod det være Alexander den Stores (356-323 fvt.) hensigt at spærre skytherne inde bag en jernport i et bjergpas,65 og som i sin Antiquitates Judaicae–Den jødiske oldtid identificerede Magogs folk med skytherne. I det hele taget lod Josephus Alexander være Guds instrument, der i kontakt med Gud og hjulpet af hans mirakler også skulle udløse den guddommelige vrede over perserne.66 Stedet for Alexanders byggeri af en jernport skulle være Darielpasset i det centrale Kaukasus,67 og denne fortælling skulle sammen med beretningerne om de ti forsvundne jødiske stammer komme til at indgå centralt i den beretning om Alexander den Store, som Pseudo-Kallisthenes udarbejdede i det 3. århundrede,68 for senere at blive gentaget af så store autoriteter som St. Ambrosius (339-397), Paulus Orosius (5. århundrede) og St. Isidor. Isidor identificerede disse ondskabens folk som hunnerne og skriver, at på trods af at Alexander spærrede dem inde bag en vold, så red de på deres raske heste over Det Kaukasiske Pas og overfaldt orientalerne, som de i 20 år havde krævet tribut fra.69 I Jacob af Serughs (449-521) syriske udgave af Pseudo-Kallisthenes’ beretning om Alexander den Store, den første kristne udgave af Alexanderfortællingerne, blev Gog og Magog, skytherne og jernporten forenet i en apokalyptisk profeti med Alexander i en helt central rolle som den, der spærrede de 22 farlige folkeslag inde. Alexander var således en oplagt kandidat til så store gerninger, når man lige så bort fra hans religiøse tilhørsforhold, men det kunne der jo rettes på. Alexander blev udnævnt til en ny profet, og at han fik denne status ikke bare af de kristne, men også af muslimerne, kan ses af, at han i Koranen tildeles en næsten tilsvarende status, hvad der måske ikke er så underligt, i og med at afsnittet i Koranen efter en række forskeres mening er inspireret af Jakob af Serughs beretning.
Af disse visioner fremgik det således, at et tydeligt tegn på den yderste dags komme var, at folkeslag fra Østen, angreb. Derfor blev også mange forskellige folk gennem historien forbundet med Gog og Magog. Skytherne var naturligvis de mest oplagte, da de siden antikken havde været ikke bare folket, men rytterfolket, der levede i de relevante egne. Dertil kom, at de hurtigt blev meget upopulære blandt de kristne, fordi de første missionærer i de områder omkring Det