Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole HoirisЧитать онлайн книгу.
Det jordiske paradis’ beliggenhed
Også spørgsmålet om Paradis’ eller rettere det jordiske paradis’ beliggenhed optog selvfølgelig mange, ikke mindste efter at det forlød, at Alexander den Store havde været ved muren, der omgav dette sted. I antikken havde det paradisiske land været placeret i verdens fjerneste og mest utilgængelige randområder som i Etiopien i syd, i hyperboræernes land i nord, i Indien eller Kina i øst og på De Velsignede Øer i vest. Romerne fastholdt De Velsignede Øer som Paradis, og den romerske digter Horats (65-8 fvt.) verdsliggjorde øerne i den forstand, at det blev muligt at besøge dem. Også Strabon (63 fvt.-19 evt.) og Plinius placerede de paradisiske tilstande her. En række tidligere kristne havde placeret Paradis i de antikke paradisiske områder, det vil sige hos hyperboræerne i nord, hos de renlivede etiopiere i syd eller på De Velsignede Øer i vest. Senere blev Paradis mere entydigt placeret i det fjerne og utilgængelige Østen, ligesom de fire floder, der kom fra Paradis, af nogle blev gjort underjordiske over en større strækning for at forhindre, at mennesket kunne bruge dem til at finde frem til Paradis.34 Blandt de kristne blev en vestlig placering accepteret af nogle såsom Tertullian (155-220), St. Ambrosius (339-397), og Thomas Aquinas (1224/25-1274). Men dette skyldtes måske også, at i og med opfattelsen af jorden som rund faldt det fjerne østen og det fjerne vesten på en måde sammen.35 Et af de forslag, som færre støttede, men som var specielt vestorienteret, var, at Paradis var St. Brendans Øer i den sydvestlige del af Atlanterhavet. Men Østen som hjemsted for Paradis havde den længste og den stærkeste tradition i kristendommen, fordi det af Første Mosebog fremgik, at: »Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet«,36 og endvidere hed det, at: »I Eden udsprang en flod, der vandede haven. Udenfor delte den sig og blev til fire strømme. Den første hedder Pishon; den snor sig gennem hele landet Havila, hvor der er guld. Guldet i det land er fint; der er også bedellium og shoham-sten. Den anden flod hedder Gihon; den snor sig gennem hele landet Nubien. Den tredje flod hedder Tigris; den løber øst for Assur. Den fjerde flod er Eufrat.«37 Det var således i Østen, at de fire floder udsprang, ligesom det var her, lyset og livet kom fra. Og dette bud på placeringen af Paradis i Østen blev bakket op af store kristne autoriteter som f.eks. Isidor af Sevilla (ca. 560-636), der i sin Etymologi placerede Paradis på fastlandet i den østlige del af Asien.38 Senere havde den vidt berejste Kosmas Indicopleustes (6. århundrede) ifølge nogle fortolkere placeret Paradis på et kontinent øst for Kina39 og ifølge andre på Ceylon, og på det berømte kort fra omkring 650 af den anonyme geograf fra Ravenna og det lige så berømte Herefordkort fra omkring 1280 var Paradis placeret ud for udmundingen af Ganges.40 Med Prester Johannes’ brev fra midten af det 12. århundrede blev det klart, at Paradis måtte ligge tæt på Indien, idet hans rige grænsede op til Paradis, ja, fra hans rige syntes der at være direkte adgang til Paradis, idet Livets Træ, som Prester Johannes havde adgang til en gang om året, når den fatale slange sov, ifølge Johannes’ Åbenbaring lå i Paradis.41 Denne placering af Paradis var i overensstemmelse med Brunetto Latinis (ca. 1210-1294), idet han i det encyklopædiske værk Li Livres dou Trésor–Bøgerne om skatten fra 1250’erne placerede Paradis i Indien. Andre var dog af en anden mening. Således mente Bartholomaeus Anglicus (13. århundrede) i sit encyklopædiske værk fra samme tid, De proprietatibus rerum–Om tingenes orden/egenskaber, i lighed med Dante Alighieri (1265-1321), at Paradis befandt sig på en ø i oceanet.42
Med kendskab til såvel Prester Johannes’ brev som de ekspeditioner, der blev sendt til det mongolske hof for at få rede på forholdene, placerede Roger Bacon (ca. 1220-1292) Paradis ved ækvator, som det fremgår af hans »store værk«, Opus maius. Den tropiske zone var i princippet ligesom de to polare zoner ubeboelig, og den tropiske zone kunne ifølge mange tænkere ikke passeres på grund af varmen. Dette skal jeg senere vende tilbage til. Men Bacon mente, at der var en tempereret zone midt i den tropiske zone, for her var dag og nat lige lange og temperaturen derfor altid den samme, sådan som det skulle være tilfældet i Paradis.43 Med denne argumentation var det jo også klart, at der var en ildmur omkring Paradis, så de jordiske mennesker ikke kunne komme hertil. Nærmere bestemte Bacon Ceylon som stedet for Paradis’ beliggenhed, for her fandtes store rigdomme, og folk blev meget gamle.44
Placeringen af Paradis var også i det 14. århundrede genstand for megen spekulation. Således undersøgte Ranulf Higden (ca. 1280-1364) omhyggeligt problemet i sin Polychronicon–De mange tider eller Verdens historie fra 1327, et værk i syv bøger svarende til de syv dage i skabelsesberetningen. Her gennemgår han verdens provinser og indleder med Paradis, hvorfra de fire floder udspringer. Phison går til Indien, er fuld af guld og kaldes Ganges af kongen i Indien. Gyson er Nilen og løber gennem Etiopien og Ægypten. Tigris har fået navnet, fordi den er så hurtig som en tiger, og endelig er der Eufrat. Paradis må ifølge Higden ligge på jorden, for det er så tungt, at hverken luft eller vand kan bære det. Og det, at de fire floder udspringer her, viser også, at Paradis må ligge på jorden. Og dertil må Paradis være stort – større end Indien og Ægypten, for hvis ikke Adam havde syndet, skulle der jo have været plads til alle mennesker. Desværre kan vi ikke komme ind i Paradis på grund af en ildmur, som er rejst på grund af Adams synd.45
Et andet bud på Paradis’ placering kom fra broder Jordanus Catalanus af Sévérac (død 1336), der missionerede i Østen i 1320’erne og senere igen i 1330’erne, og fra franciskaneren Giovanni dei Marignolli (før 1290-1357), der blev sendt til storkhanen i Kina i 1338. Ifølge Jordanus lå Paradis mellem det tredje Indien, »India Tertia«, og Etiopien ovre mod øst, for herfra kom Paradis’ fire floder. Jordanus’ bestemmelse byggede dog ikke på selvsyn, men på troværdige menneskers beretninger.46 Giovanni dei Marignolli havde en lidt anden placering. På sin rejse til Østen drog han efter at have besøgt St. Thomas’ kirke omkring 1349 videre rundt i Asien, og han kunne berette, at Paradis ifølge de indfødte på Ceylon lå kun 40 italienske mil væk, og det var ikke længere, end at man kunne høre lyden af vandet, der kom fra det kildevæld i Paradis, hvor de fire store floder udsprang. Giovanni var således så tæt på Paradis, at han kunne give en ret indgående beskrivelse af dette sted og dets nærmeste omgivelser. Paradis lå ud for Ceylon, omgivet af hav og så højt oppe på et bjerg, at det var det højeste sted i verden, ja så højt var det, at det nåede helt op til Månens sfære. Midt i Paradis var det kildevæld, hvorfra de fire floder stammede. Vandet løb ned fra bjerget og blev samlet i en sø, som kaldes Euphirattes. Herefter løb det under det frådende hav og kom frem på Ceylon, hvor det delte sig i de fire floder, som alle løb gennem Ceylon. Gihon løb herfra til Etiopien, hvor negrene ifølge Giovanni nu er. Floden løb hele vejen rundt om dette land, som også kaldes Prester Johannes’ land. Herfra løb floden ind i Ægypten ved Abasty, det sted hvor Mattæus i sin tid havde missioneret. Og her betalte ægypterne afgifter til Prester Johannes’ land, for i dette land havde man magten til at vende Nilens løb, og så ville Ægypten forsvinde – en idé som mange år senere vækker den største interesse hos portugiserne i deres kamp mod muslimerne. Efter beskrivelsen af de tre andre floder beretter Giovanni om træerne i Paradis. Uddrivelsen af Paradis blev også beskrevet i detaljer. En engel fløj Adam over fra det paradisiske bjerg til det højeste bjerg på Ceylon. På dette bjerg opholdt Giovanni sig i fire måneder, og han så det fodaftryk, som Adam havde sat i bjerget, og som var 2½ håndflade i længden. Englen satte Eva af på et andet bjerg, fire dagsrejser fra Adams bjerg, og i 40 dage holdt de sig fra hinanden, hvorefter en engel fløj Eva over til Adam – alt sammen ifølge fortællingerne lokalt. Men disse fortællinger, som her i det 21. århundrede stadig fortælles, om end dog ikke i en kristen kontekst eller med kristne koryfæer,47 var ifølge Giovanni dei Marignolli ikke på nogen måde i modsætning til de hellige skrifter. Yderligere beviser på sagen fik man ved at studere bjergets navn, Zindan Baba. »Baba« betyder »far« og »zindan« »helvede«, altså »Faders Helvede«, og det navn skyldes netop, at Adam følte tilværelsen der som et helvede, efter at han var blevet smidt ud af Paradis.48
Giovanni dei Marignolli var ikke den eneste, der mente, at floderne fra Paradis til den mere kendte verden løb under jorden. Denne idé om de underjordiske forløb stammede oprindeligt fra den bøotiske digter Pindar (518-438 fvt.)