Fornuftens perversion. Mikkel ThorupЧитать онлайн книгу.
franske revolutionære er “ateistiske og morderiske barbarer”, der har lært deres religionshad fra oplysningen. Burke giver ingen eksempler på oplysningens ateisme – der var selvfølgelig nogle ateister som til alle tider, men de fleste var religiøse i en eller anden forstand, om ikke andet så fordi de mente – som fx Voltaire, der afskyede ateisme – at religion var nødvendig for den sociale fred – men Burke konkluderer, at deres egentlige bevæggrund var et had til Gud og kirke: “De, der ikke elsker religion, hader den. Oprørerne imod Gud absolut hader skaberen af deres eksistens. De hader ham”.75 Oplysningsfilosofferne “rev præsteskabets omdømme i stykker med deres rasende deklamationer og skældsord”, hvorefter revolutionens politikere “sønderrev deres kroppe i massakrer”.76
Burke medgiver, at der altid har været ateister, men opildnet af oplysningen er de blevet “aktive, beregnende, turbulente og oprørske. De er svorne fjender af konger, adel og præsteskab”.77 De franske revolutionære “udførte i grusomhed, hvad de havde planlagt i bedrag”.78 Eller rettere, hvad oplysningsfilosofferne havde planlagt i bedrag og skjul. Burke kommer tæt på en egentlig konspirationsteori omkring den franske revolution. I 1797, kort før sin død, skrev han til den franske konspirationsteoretiker Augustin Barruel (1741-1820)79 – hvis store firebindsværk om oplysningssammensværgelsen bag den franske revolution fik enorm udbredelse – at han var ganske enig med ham, og Burke hævdede, at han personligt kendte til en sammensværgelse, der gik helt tilbage til 1773.80
I Reflections taler han fx om, at en “intrige, der kalder sig selv filosofisk”,81 en “litterær intrige”, havde skabt “en regulær plan for ødelæggelsen af den kristne religion”.82 Disse “ateistiske fædre” af revolutionen arbejdede for at vinde kontrol over meningsdannelsen uden dog at lægge deres plan åbent frem. “Intrigens ressourcer blev brugt for at supplere argumentet og forstandens mangler. Til dette system af litterært monopol blev tilføjet en uophørlig indsats for at bagvaske og diskreditere på alle måder og med alle midler alle dem, der ikke tilhørte deres fraktion”.83 Det litterære monopol henviser til en udbredt forestilling hos modoplysningen om, at tiden inden den franske revolution var domineret af en oplysningsfilosofi, der med fanatisme og intolerance som våben prædikede fremskridt og tolerance.
Ifølge Burke indyndede oplysningsfilosofferne sig hos velvillige fyrster, spredte deres budskab blandt folket og lagde deres planer.84 Konspirationsteorien bliver dels svaret på, hvordan en unaturlig filosofi kan få så stor indflydelse og vinde så stor en sejr, men derudover er den også en tidlig kritik af den offentlige mening, for det er tydeligt i Burkes skrifter, at det netop var opkomsten af aviser og en meningsdannelse på tværs af klasser og nationer, der forfærdede ham. I alle lande, observerer Burke, spreder “den franske konspiration” sig,85 og i England finder han den hos dissenterne i de forskellige kristne kirker, de der er dissenter af karakter, temperament og disposition, alle ateister, deister og socinianere, alle dem, der hader præsteskabet og misunder adelen, en stor andel af pengemændene og alle i Østindisk Kompagni,86 kort sagt alle de, der står i modsætning til Burkes aristokratiske samfundsmodel. Konspirationsteorien er en slags modteori til den offentlige mening, da den påstår, at selv i, måske endda særligt i, en oplyst, diskuterende tidsalder foregår de afgørende udviklinger skjult og fordækt. Den offentlige mening samt inddragelsen af nye klasser i meningsdannelsen er derfor et bedrag, der dækker over en lille fanatisk gruppes sammensværgelse.87
Oplysningsfilosofferne var revolutionens åndelige bagmænd, og det var dem, der gjorde denne revolution anderledes end alle andre hidtidige. Revolutionspolitikerne var kun marginalt værre end sådanne generelt, men dog afhængige af oplysningsfilosofferne, som sikrede, at resultatet blev katastrofalt, idet det fik en antireligiøs kerne:
Hvem kunne have troet, at den mest fuldendte og formidable revolution i et stort imperium kunne være skabt af filosoffer, ikke som underordnede hjælpere eller som oprørets hornblæsere, men som dens primære planlæggere og ledere – og kort tid derefter som dens administratorer og suveræne herskere? Hvem kunne have troet, at ateisme kunne skabe et af fanatismens mest voldsomme operative principper?88
Burke er en klar tilhænger af den kontinuitetstese, der ser en ubrudt linje fra oplysningsfilosofien til den franske revolution, og hans kritik bliver derfor del af en konservativ anklage mod politisk aktivisme for med (næsten automatisk) nødvendighed at udarte til vold. For Burke kan politik informeret af oplysningsprojektet kun forstås som magtbegær og ondskab, idet der på religionens tomme plads kun kan stå menneskets mørkeste lyster og laster.
III
Reflections og de senere antirevolutionære skrifter er i ikke ringe grad en afvisning af det demokratiske legitimitetsprincip, der vil gøre den politiske magt ansvarlig over for folket. Det afviser Burke som enten “nonsens” eller en “meget ufunderet, farlig, illegal og ukonstitutionel position”,89 da konsekvensen er, at alle andre regenter end den demokratisk valgte er illegitime, idet deres magt ikke er afledt af den eneste legitime, nemlig folket. Det, vi ser brydes, er spørgsmålet om, hvad der gør politisk magt legitim. For Burke er det først og fremmest kontinuitet, dvs. historisk udstrækning og arvelighed, hvorimod han forstår både oplysningen og revolutionen som demokratiske, idet legitim magt udelukkende hidrører fra folket.
Burke misforstår eller reducerer både oplysningen og revolutionens mangeartede indstillinger til politisk magt, men han gør ret i at se et nyt legitimitetsprincip bryde frem, et princip, der forandrer den hidtidige monarkiske magt fra at være legitimeret af Gud, traditionen og historiens nåde til at være noget illegitimt; og hvor det endda er den gamle tids legitimeringskategorier, der nu gør den monarkiske magt suspekt eller illegitim. Burke kalder dette nye legitimitetsprincip for kongemord, idet “det knæsætter som en fast naturlov og en fundamental menneskeret, at alle regeringsformer, der ikke er demokrati, er en usurpation. At alle konger er usurpatorer, og fordi de er konger, da må de dræbes sammen med deres koner, familier og tilhængere”.90 Burke gør her den enkeltstående begivenhed omkring den franske kongefamilie til sandheden om de nye principper. Demokrati er lig kongemord.
Om end radikaliteten af denne omvending tydeligvis foresvæver Burke, så har han tilsyneladende ikke helt forstået den, idet han gentagne gange spørger, hvad der egentlig var så galt med det gamle franske regime. Var det virkelig nødvendigt med en revolution? Var det så forfærdeligt? Disse spørgsmål stillet af Burke synes at indikere, at han ikke fuldt ud forstod rækkevidden af legitimitetsskiftet, der implicerer, at kongen er illegitim, fordi han er konge, og ikke fordi han har begået illegitime handlinger. Det er magtens ophav, ikke dens handlinger, der nu gør den legitim eller illegitim som styreform.
Demokrati for Burke betyder både anarki og tyranni. Han henviser bl.a. til den antikke demokratikritik hos Aristoteles, der forstår demokrati som et ustyrligt anarki, men samtidig trækker han også på en forståelse af demokrati som tyranni, dvs. demokrati som både fraværet og overfloden af magt.91 Det væsentlige er, at både anarki og tyranni signalerer en magt, der har brudt med sin naturlighed. Anarkiet vil føre til tyranniet, idet manglen på retmæssig og traditionel magt vil blive udfyldt af et overdrev af uretmæssig og voldelig magt. Der kan for Burke ikke være vedvarende mangel på socialitet eller magt. Når det aristokratiske samfunds socialitet nedbrydes, da er der for Burke ikke andre socialiseringsmekanismer end vold, som kan træde i stedet. Han er ikke i stand til at forestille sig et samfund baseret på andre principper end tradition og hierarki og må derfor forudsætte, at nøgen vold må træde i stedet for naturlig harmoni i alle andre samfundsalternativer.
Skandalen bag det demokratiske legitimitetsprincip er ikke kun, at den politiske magt skal gøres ansvarlig over for folket i ukvalificeret forstand, dvs. folket skal have indflydelse, fordi de er folket, og ikke fordi de har en særlig adelig eller ejendomsbesiddende kvalitet.92 Den har mindst lige så meget sin rod i, at demokrati også er en samfundsmæssig doktrin om generel lighed, dvs. demokrati er et opgør med hierarkier og privilegier og med de begrænsninger, der hindrer individets frie udfoldelse. Burke var tilhænger af det engelske system med en deling af magten mellem kongen og parlamentet,