Markens grøde. Кнут ГамсунЧитать онлайн книгу.
blå i ansigtet, bulnet og blodig, hun stryker håret bort, retter på sit hodeplagg, spytter; hendes mund er opsvulmet. Dit kreatur! sier hun.
Du har været i skogen og snuset, roper Inger, det er det du har brukt timerne til, du har fundet den ørlille graven. Men du skulde ha gravet et hul til dig selv med det samme. – Nu skal du få se! svarer Oline og hun lyser av hævngjærrighet. Jeg sier ikke mere men det blir ikke længer stue med kammers og orgelværk i klokken. – Det rår ikke du for! – Det skal ho Oline og jeg råde for!
De to kvindfolk kjækler herom. Oline er ikke så grov og høirøstet, nei hun er likefrem fredelig i sin grumme ondskap; men hun er indætt og farlig: jeg ser efter knyttet mit, jeg angrer på at jeg la det igjen i skogen. Du skal få ulden igjen, jeg vil ikke eie den! – Nå, så tror du jeg har stjålet den? – Selv vet du hvad du har!
Det kjækler de atter om. Inger tilbyr at peke på dem av sine sauer som hun har klippet ulden av, Oline spør fredelig og melet: Jaja, men hvem vet hvor du fik den første sauen? Inger nævner navn og sted hvor hendes første sauer var i foder med sine lam. Og du skal bare klinke klare vare dig for munden din! truer hun. – Haha! ler Oline så småt. Hun har altid hver gang et svar og gir sig ikke: munden min? End din egen mund!
Hun peker på Ingers vanskapthet og kalder hende en skabelon for Gud og mennesker. Inger svarer fræsende, og fordi Oline er fet kalder hun hende et ister – et slikt hundeister som du er! Og du skal få tak for haren som du sendte mig! – Haren? Dersom at jeg hadde været så fri for synd som for den haren! Hvorledes så han ut? – Hvorledes ser en hare ut? – Som du. Net akkurat som du. Og du skulde ikke ha fornøden at se på harer. – Du skal ha dig ut! Skriker Inger. Det var du som lot han Os-Anders komme med haren. Jeg skal få dig på straf. – Straf? Var det straf du nævnte? – Du misunder mig alt jeg har og du stekes op av misundelse til mig, vedblir Inger. Du har snartsagt ikke fåt søvn på øinene siden at jeg blev gift og fik han Isak og alt det som her er. Du store Gud og fader, hvad du vil mig? Er det min skyld at børnene dine ikke kom sig nogen steder hen og blev til noget? Du tåler ikke at se at børnene mine er velskapte og har grommere navne end som dine, og kan jeg hjælpe for at de er penere av kjøt og blod end som dine var!
Skulde noget gjøre Oline rasende så var det dette. Hun hadde været så mange ganger mor og hadde intet andet end børnene slike som de nu engang var, hun gjorde dem gode og skrytte av dem, løi på dem fortjenester de ikke hadde og skjulte deres brøst. – Hvad du sier? svarte hun Inger. At du ikke søkker i jorden av skam! Børnene mine, de som var himlens lyse engleskarer imot dine! Er det børnene mine som du våger at ta på tungen? De var allesammen syv guds skapninger da de var små og nu er de voksne og store alleihop. Du skal ikke vør! – End ho lise, kom ikke hun på straf, hvorledes var det? spør Inger. – Hun hadde ikke gjort noget, hun var uskyldig som en blomster, svarer Oline. Og hun er da gift i Bergen og går med hat, men hvad gjør du! – Og hvorledes var det med han nils? – Jeg estimerer ikke at svare dig. Men du har nu et av dine liggende borti skogen, hvad har du gjort med det? Du har dræpt det! – Hut og tiks og snask ut med dig! skriker Inger igjen og går Oline på livet.
Men Oline viker ikke, hun ikke engang reiser sig. Denne uforfærdethet som likner forhærdelse lammer Inger igjen og hun sier bare: Nei jeg skal benest lete op bordjungen! – Det skal du ikke vør, råder Oline til, jeg skal nok gå av mig selv. Men hvad det angår at du huter ut dit eget folk så er du et kreatur! – Ja du skal bare gå!
Men Oline går ikke. De to kvindfolk kjækler endnu en god stund og hver gang stueklokken slår halvt eller helt slag så hånler Oline og gjør Inger rasende. Tilslut kommer de begge i mere ro og Oline gjør sig færdig til at gå. Jeg har lang vei og natten imot mig, sier hun. Og det var skrot, jeg kunde jo ha tat med mig ørlite mat hjemmefra, sier hun.
Hertil svarer ikke Inger noget, hun har fåt sin forstand tilbake og slår vand i et fat til Oline: der – dersom at du vil tørke dig over! sier hun. Oline indser at hun bør fli sig før hun går, men da hun ikke vet hvor hun er blodig vasker hun feil. Inger står og ser på dette en stund, så peker hun: Der – far over tindingen også! Nei den andre tindingen jeg står jo og peker! – Kunde jeg vite hvad for en tinding du peker på! svarer Oline. – Det er mere på munden din også. Er du snoft ræd vand? spør Inger.
Det ender med at Inger må vaske den sårede og slænge et håndklæde til hende.
Hvad det var jeg skulde sagt, sier Oline mens hun tørker sig, og hun er så fuldkommen fredelig igjen, hvorledes skal han Isak og børnene stå det over? – Vet han det? spør Inger. – Vet han det ikke! Han kom og fik se det. – Hvad han sa? – Hvad kunde han si! Han blev målløs likesom jeg.
Taushet.
Det er du som er skyld i altsammen! klager Inger og brister i gråt. – Dersom at jeg hadde været så fri for synd! – Jeg skal spørre han Os-Anders, det kan du være viss på. – Gjør så!
De taler det over i ro og Oline synes at bli mindre hævngjærrig. Hun er politiker av høi rang og er vant til at finde utveier, nu ytrer hun endog et slags medfølelse: at når det nu kommer op så blir det stor synd i han Isak og børnene. – Ja, sier Inger og gråter mere. Jeg har grubliseret og grubliseret på det nat og dag. – Oline tænker sig som en frelse at hun kunde være til nogen hjælp. Hun kunde kanske komme og være her på nybygget når Inger blev sat fast.
Inger gråter ikke mere, hun likesom med ett lytter og overveier: Nei, du ser ikke efter børnene. – Ser jeg ikke efter børnene? Du aper. – Nå. – Er det nogen ting jeg har hjærte for så er det børn. – Ja dine egne, sier Inger, men hvorledes vilde du bli imot mine? Og når jeg tænker på at du skikket mig haren bare snoft for at ødelægge mig så er du ikke andet end fuld av synd. – Jeg? spør Oline. Er det mig du mener? – Ja det er dig jeg mener, svarer Inger og gråter. Du har været det værste utskud imot mig og jeg har ingen god tro om dig. Og desforuten så vilde du bare stjæle al ulden ifra os dersom at du kom hit. Og den ene gjeitosten efter den andre vilde gå til dit folk og ikke til mit. – Du er et kreatur! sa Oline.
Inger gråter og tørker øinene og taler iblandt. Oline vil såvisst ikke trænge sig på, for hun kan være hos han nils, sin søn, som hun hele tiden har været. Men når at nu Inger skal på straf så blir han Isak og de uskyldige små oprådde og Oline kunde gå her og ha et øie med dem. Hun fremstiller det tillokkende, det skulde slet ikke gå så ilde. Du kan nu tænke på det, sier hun.
Inger er slagen. Hun gråter og ryster på hodet og ser ned. Hun går søvngjængeragtig ut i skjåen og steller istand niste til gjesten. – Nei du skal ikke kostværde! sier Oline. – Du skal nu ikke gå matløs over fjældet, sier Inger.
Da Oline er gåt sniker Inger sig ut, ser sig om, lytter. Nei ingen lyd fra stenbruddet. Hun går nærmere og hører børnene, de leker med småstener. Isak har sat sig, han holder spetet mellem knærne og støtter sig på det som en stav. Der sitter han.
Inger sniker sig op i skogkanten. Hun hadde sat et lite kors i jorden et sted, korset ligger nede, men der det har ståt er torven lettet op og jorden omrotet. Hun sætter sig og soper jorden sammen igjen med hænderne. Og der sitter hun.
Hun kom av nysgjærrighet for at se hvormeget Oline har rotet i den lille grav, hun blir sittende fordi kreaturerne endnu ikke er hjemkommet tilkvælds. Hun gråter og ryster på hodet og ser ned.
VII
Dagene de går.
Det er et velsignet veir for jorden, med solskin og regnskurer, og avlingen blir derefter. Nybyggerne har nu gjort næsten al slåtten og får en mængde høi, det kniper hårdt med husrum for altsammen, de stapper ind under berghamrene, ind i stalden, stapper under stuebygningen, rømmer skjåen for alt som i er og stapper også den fuld til taket. Inger arbeider med som en umistelig hjælp og støtte sent og tidlig, Isak nytter hver regnøkt til at få den nye løen under tak og ialfald sørvæggen i fuld stand, så kan alverdens høi stappes dit. Det går dygtig fremover, det skal nok gå!
Den store sorg og tildragelse – javel, den var tilstede, gjærningen var gjort og følgerne måtte komme. Det gode går oftest en sporløs vei, det onde drager altid følger efter sig. Isak tok saken forstandig fra begyndelsen,