Kongernes March. Морган РайсЧитать онлайн книгу.
skubbede ham tilbage, vendte sig om og løb. Han spurtede ned ad korridoren, løb ned ad spiraltrappen, niveau efter niveau, mod tjenesteboligerne. Til sidst braste han ud i kælderen så flere tjenestefolk vendte hovederne. De var midt i at skrubbe de enorme gryder og koge spande af vand. Enorme brande brølede inde i murovnene, og tjenestefolkene, der var iført plettede forklæder, badede i sved. I den fjerne ende af rummet opdagede Gareth en enorm kammerpotte, hvor affald løb ned gennem skakten hvert minut. Gareth løb op til den nærmeste tjener og greb ham desperat i armen.
”Hvornår blev beholderen sidst tømt?” Spurgte Gareth.
”Det blev ført til floden for få minutter siden, min Herre.”
Gareth vendte sig og spurtede ud af rummet, ned ad slottes korridorer, op ad spiraltrappen endnu en gang og sprang ud i den kolde natteluft.
Han løb hen over græsmarken, stakåndet, mens han spurtede mod floden. Da han nærmede sig, fandt han et sted at skjule sig bag et stort træ tæt ved flodbredden. Han så to tjenere løfte den enorme jernbeholder og vippe den i flodens hastende strøm. Han holdt øje med beholderen, indtil den var vendt på hovedet, alt indholdet var blevet tømt, og de trak beholderen tilbage mod slottet.
Endelig var Gareth tilfreds. Ingen havde lagt mærke til nogen kniv. Hvor end den var, var den nu i flodens tidevand og blev vasket til anonymitet. Hvis hans far skulle dø denne aften, ville der ikke være noget bevis, der kunne lede til morderen.
Eller var der?
KAPITEL FEM
Thor fulgte Reece tæt, Krohn gik lige bag ham, mens de snoede sig gennem gangene, der ledte bagom til kongens kammer. Reece havde ført dem gennem en hemmelig dør gemt i en af stenvæggene. Nu holdt han en fakkel, mens de gik på række i de trænge gange, der førte dem rundt som i en uendelig labyrint. De gik op ad en smal stentrappe, der førte til en anden gang. Efter at have drejet om et par hjørner, stod de igen foran en trappe. Thor var forundret over, hvor indviklet alle disse gange var. ”Disse gange blev indbygget i slottet for hundredevis af år siden,” forklarede Reece med en hvisken, mens de klatrede op ad trappen. ”De blev bygget af min fars oldefar, den tredje MacGil-konge. Han fik det bygget efter en belejring – det skulle fungere som en flugtvej. Ironisk nok, har vi aldrig været under belejring siden, og disse gange er ikke blevet brugt i århundreder. Jeg opdagede dem som barn. Af og til kan jeg godt lide at bruge dem til at komme rundt i slottet uden at nogen ved, hvor jeg er. Da vi var yngre, legede Gwen, Godfrey og jeg gemmeleg i disse skjulte gange. Kendrick var for gammel, og Gareth kunne ikke lide at lege med os. Ingen fakler, det var reglen. Kulsort. Det var skræmmende dengang.”
Thor forsøgte at følge med da Reece, med en forbløffende selvsikkerhed, snoede sig igennem de mange, lange gange. Det var tydeligt, at han kendte dette sted som sin egen baglomme.
”Hvordan er det overhovedet muligt, at du kan huske hvor de fører hen?” Spurgte Thor. ”Man er ensom, når man vokser op som dreng på dette slot,” fortsatte Reece, ”især når alle andre er ældre, og man er for ung til at tilslutte sig Legionen. Og der er ikke andet at lave. Jeg gjorde det til min mission at opdage selv den mindste krog på dette sted.” De drejede omkring endnu et hjørne, gik ned ad tre stentrin, gennem en smal åbning i væggen og derefter ned ad en lang trappeopgang. Til sidst stod de foran en tyk egetræsdør, der var dækket af støv. Reece lagde det ene øre mod døren og lyttede. Thor stillede sig ved siden af ham.
”Hvilken dør er dette?” Spurgte Thor
”Shhh,” sagde Reece.
Thor blev stille og lagde sit eget øre mod døren og lyttede. Krohn stod bag dem og så forvirret op.
”Det er bagdøren til min fars kammer,” hviskede Reece. ”Jeg vil gerne høre, hvem der er derinde sammen med ham.”
Thor lyttede, med bankede hjerte, til de dæmpede stemmer bag døren.
”Det lyder som om, værelset er fyldt,” sagde Reece.
Reece vendte sig og så på Thor med et alvorligt blik.
”Er du godt klar over, du går ind i en ildstorm? Hans generaler vil være der, hans råd, hans rådgivere, hans familie – alle sammen. Og jeg er sikker på, at de alle er på udkig efter dig. Hans formodede morder. Det vil være som at gå direkte ind til din egen henrettelse. Hvis min far stadig tror på, at du prøvede at myrde ham, er du færdig. Er du sikker på, at du vil det her?”
Thor sank en klump i halsen. Det var nu eller aldrig. Hans hals blev tør, da han indså, at dette var et vendepunkt i hans liv. Det ville være lette at vende om og flygte. Han kunne leve et sikkert liv et eller andet sted langt fra Kongens Hof. Eller han kunne gå gennem den dør og potentielt tilbringe resten af sit liv i fangehullet, med andre uslinge – eller endda blive henrettet. Han tog en dyb indånding og besluttede sig. Han var nødt til at se sine dæmoner i øjnene. Han kunne ikke vende tilbage til det liv, han havde haft før. Thor nikkede. Han var bange for at åbne munden, bange for, at hvis han gjorde det, ville han skifte mening. Reece nikkede anerkendende tilbage. Derefter skubbede han jerngrebet ned og lænede skulderen ind mod døren så den langsomt åbnede. Thor kneb øjnene sammen i det skarpe fakkellys, da døren åbnede. Han stod midt i kongens private kammer med Krohn og Reece ved siden af sig. Der var mindst to dusin mennesker samlet omkring kongen, der lå på sin seng. Nogle stod over ham, andre knælede ved siden af ham. Omkring kongen var hans rådgivere og generaler sammen med Argon, dronningen, Kendrick, Godfrey – endda Gwendolyn. Det var kongens dødsleje, og Thor trængte ind i denne families private anliggender, i deres sidste øjeblikke med deres kære. Stemningen i rummet var dyster, ansigterne alvorlige. MacGil lå støttet på puder, og Thor var lettet over at se, at han stadig var i live – for nu. Med det samme vendte alle sig, overrasket over at Thor og Reece pludselig var blandt dem. Thor indså, hvilket chok det måtte være – deres pludselige ankomst gennem en hemmelig dør i stenmuren.
”Det er drengen!” Råbte nogen fra mængden, mens de pegede på Thor med hadefulde blikke. ”Det er ham, der prøvede at forgifte kongen!” Vagter nærmede sig fra alle sider. Thor vidste ikke, hvad han skulle gøre. En del af ham havde lyst til at vende sig om og flygte. Men han vidste, at han var nødt til at møde denne vrede flok, hvis han skulle få fred med kongen. Så han stod fast og forberedte sig, da flere vagter kom løbede og rakte ud for at gribe ham. Krohn stod trofast ved hans side, knurrede og advarede alle der nærmede sig. Mens Thor stod og ventede på at blive pågrebet, følte han en pludselig varme stige op inden i ham, en kraft, der bølgede gennem ham. Ufrivilligt løftede han den ene hånd og rakte en håndflade ud og rettede sin energi mod vagterne. Thor blev forbløffet, da de alle stoppede, midt i et skridt, som om de var frosne. Hans kræfter, hvad end det var, holdt dem i skak.
”Hvor vover du at snige dig her ind og bruge din trolddom, knægt!” Råbte Brom – kongens største general, og trak sit sværd. ”Var det ikke nok at prøve at dræbe vores konge?” Brom nærmede sig Thor med sit sværd. Og da han kom nærmere, følte Thor noget overvinde ham, en følelse stærkere end han nogensinde havde haft. Han lukkede øjnene og fokuserede. Han følte energien fra Broms sværd, dens form, dets metal, og på en eller anden måde blev han ét med det.
I sine tanker fik han det til at stoppe. Brom stod forbløffet tilbage – frosset på stedet.
”Argon!” Råbte Brom og snurrede rundt. ”Stop denne trolddom med det samme! Stop denne dreng!” Argon trådte ud fra mængden og sænkede langsomt sin hætte. Han stirrede tilbage på Thor med sine evigt intense og glødende øjne.
”Jeg ser ingen grund til at stoppe ham,” sagde Argon. ”Han er ikke kommet her for at gøre skade.”
”Er du gal? Han næsten dræbte vores konge!”
”Det er blot hvad du antager,” sagde Argon. ”Det er ikke det, jeg ser.”
”Lad ham være,” lød en grusom, dyb stemme.
Alle vendte sig, mens MacGil