Antiterrorismens idehistorie. Группа авторовЧитать онлайн книгу.
mod-vold. Det er ikke det samme som at sige, at staten altid er ansvarlig for den voldelige modstand, der bliver rettet imod den, men ej heller kan man påstå, at den er uskyldig. Dels vil statens forsøg på at håndhæve sin dominans skabe modstand, og dels vil bekæmpelsen af terroristisk vold skabe radikaliseringer, der giver sig udtryk i mere vold; og endelig skaber staten terroristiske figurer igennem den retslige og propagandistiske ud-grænsning af sine modstandere, som vi ser det i den israelske, amerikanske eller den russiske regerings legitimering af særdeles repressive handlinger med henvisning til, at deres modstandere som terrorister følgelig også skal behandles som sådanne. Om de så faktisk ‘er’ terrorister i objektiv forstand (om en sådan gives), er i den henseende mindre vigtigt. Det afgørende er dels måden, hvorpå de italesættes som terrorister i og af deres statslige omverden, og dels hvordan de selv overtager eller imødegår denne sproglige stigmatisering.
Terrorisme som sproglig strategi
I 1919 skrev Georg Lukács artiklen ‘Taktik og etik’, hvori han reflekterede over forholdet legalitet/illegalitet. Skønt han ikke diskuterer terrorspørgsmålet eller konkrete, praktiske handlinger, så er hans diskussion interessant, fordi han eksplicit tager afstand fra enhver tendens til, at den revolutionære kamp lader sig fange ind af systemets endsige af den i fortiden eller i nutiden herskende morals opfattelse af brugen af voldsmidler:
Hvis vi definerer taktik som et middel, med hvilket politisk aktive grupper opnår deres erklærede mål, som et bindemiddel mellem det endelige mål og virkeligheden, da opstår der fundamentale forskelle alt afhængig af, om det endelige mål kategoriseres som et moment inden for den givne sociale realitet eller hinsides denne. Den principielle forskel mellem det immanente og det transcendente endelige mål er, at den førstnævnte accepterer den eksisterende legale orden som et givet princip, der nødvendigvis og normativt bestemmer enhver handlings mulighedsrum, hvorimod den legale orden i det socio-transcendente tilfælde ses som ren realitet, som real magt, der højst tages i betragtning, hvis det er formålstjenstligt. (Lukács 1972: 3)
Lukács fortsætter med at understrege, at ethvert revolutionært mål “afviser den moralske raison d’être og det historisk-filosofisk passende ved både nutidige og fortidige legale ordner; i hvilken grad de – hvis overhovedet – skal tages i betragtning, er derfor et rent taktisk spørgsmål” (1972: 4). Heri ser vi den radikaliserede form af den forskydning af revolutionsbegrebet, som Schmitt og Koselleck diagnosticerede: den totale afvisning af systemets koder og den rene instrumentalisering af metoden ud fra, hvad der er mest formålstjenstligt. For hverken fortiden eller nutiden har noget krav på at bestemme fremtiden. Måske vi med dette kan sige, at afstanden mellem oprører og system bestemmer, hvor meget det, som Lukács kalder ‘den givne sociale realitet’, det vil sige de gældende juridiske og moralske love, får lov til at bestemme og yde indflydelse på kampen.
I Ernesto Che Guevaras vejledning til guerillakrig – et værk, der skulle opnå en helt central betydning inden for såvel den revolutionære kamp som i bekæmpelsen af den – ser vi derimod et forsøg på at spille ‘systemets spil’. For Che Guevara pointerer vigtigheden af at skelne mellem terrorisme og sabotage:
Sabotage har intet med terrorisme at gøre; terrorisme og personangreb er fuldstændig forskellige taktikker. Vi tror oprigtigt på, at terrorisme er af negativ værdi, at det på ingen måde producerer de ønskede effekter, at det kan vende folket imod en revolutionær bevægelse, og at det kan koste livet for dets udøvere ude af proportion med dets effekt. (Guevara 1961: 93)
Selv om man godt kan argumentere for, at denne argumentation er taktisk, at dens primære formål ikke er at lægge en dæmper på volden, men at undgå at den folkelige opinion vender sig væk fra oprøret, så er det centrale, at Che Guevara hermed overtager den udefra pålagte distinktion mellem det tilladelige og det utilladelige. For det første fordi denne strategi står i skarp modsætning til den opfattelse, Lukács gjorde sig til talsmand for. For det andet fordi hans diskursive adoption af det traditionelle begrebsapparat fik afgørende betydning for de revolutionære bevægelsers opfattelse af forholdet mellem mål og midler. Det var netop denne distinktion, der efter den 11. september fik en lang række af de illegitime voldsorganisationer med tæt tilknytning til den revolutionære bevægelse – den baskiske befrielsesorganisation ETA er nok det mest berømte eksempel – til simpelthen at nedlægge våbnene af frygt for at blive slået i hartkorn med ‘egentlig’ terrorisme.
Langt mere i overensstemmelse med Lukács’ opråb er den spanskfødte brasilianer Carlos Marighella, der ganske vist delvist var inspireret af Mao Tse-Tung og Che Guevara, men pointerede, at revolutionens ankerpunkt ikke skal findes i landbefolkningen, men i byen, og som følgelig blev ophavsmand til begrebet ‘byguerilla’, som Rote Armee Fraktion overtog (se tekster her i bogen). I modsætning til Che Guevara afviser Marighella ikke, at guerillaen har alle terroristens kendetegn. I 1969 skrev han, at byguerillaen er “regeringens uforsonlige fjende, der systematisk påfører skade på den etablerede autoritet og de, der udøver magt for at udbytte nationen […] Byguerillaen frygter ikke at afvikle og ødelægge det eksisterende brasilianske økonomiske, politiske og sociale system” (2006: 4). En sådan bestræbelse vil nødvendigvis få prædikatet ‘terrorist’, og Marighella er eksemplarisk for den position, der har et rent instrumentelt syn på betegnelsen, når han siger, at terrorisme normalt udøves ved at smide en bombe, der gør fjenden meget skade: “Terroristhandlingen er ikke anderledes end andre byguerillataktikker, andet end den tilsyneladende lethed, hvormed den kan udføres” (2006: 31), og han tilføjer, at “ordene bevæbnet kamp og terrorisme betyder ikke længere ondskab […] Det vanærer ikke nogen […] Det er en handling værdig for alle revolutionære i kamp mod det skammelige militære diktatur og dets monstrøsiteter” (2006: 3). Marighella vælger den offensive tilgang til beskyldningen om terrorisme. Ligesom man kunne se en udløber af adoptionen af det statslige skel mellem vold og terror i de grene af den revolutionære bevægelse, der opgav den væbnede kamp i kølvandet på den moderne terrorismes opkomst, er det ikke vanskeligt at se en forbindelse mellem den radikaliserede fornægtelse af denne distinktion hos på den ene side Lukács og Marighella og på den anden side i al Qaedas retorik, hvilket også bekræfter, at vor tids mest berømte terrororganisation således ikke kan betegnes som middelalderlig, men ligesom det statssystem, de eksisterer i modsætning til, tværtimod er helt og holdent moderne (Lawrence 2005; Gray 2006; Thorup 2006).
Konklusion: terroristiske figurer
Mens den traditionelle terror/antiterror-dikotomi kommer til kort, tilbyder Thomas P. Thornton to begreber, der bedre beskriver det faktiske forhold mellem legitim og illegitim vold, idet hans distinktion afviser den indbyggede statslige forståelse af situationen, der er indeholdt i en sådan skelnen. Han vælger i stedet at bruge begrebet ‘håndhævelsesterror’ til at beskrive den voldsudøvelse (antiterror), som anvendes af dem, der er i besiddelse af magten, samt ‘agitatorisk terror’ om voldsudøvelse anvendt af dem, der udfordrer magten (Thornton 2006: 42). Uagtet at en sådan distinktion er bundet op på en bestemt historisk kontekst, nemlig den moderne statsorden, så tjener den til at problematisere det statslige monopol på at udpege ‘terroristen’. Det er et både historisk og nutidigt faktum, at modsætningen terror/ antiterror ikke er sammenfaldende med modsætningen ikke-statslig/statslig, og derfor må vi ikke lade den statsligt definerede distinktion mellem det legale og det illegale sætte rammerne for vores analyse eller kritik. Det betyder på den anden side heller ikke, at vi skal acceptere de ikke-statslige udfordreres version af konflikten.
Det er således ikke vores hensigt at søge at vende skyldsspørgsmålet om, at gøre staten til den store dæmon eller glorificere diverse private voldsaktører. Vi har heller ikke nogen ambition om at postulere en moralsk ækvivalens mellem eksempelvis USA og al Qaeda, at afsløre staten som terroristisk eller at råbe ‘statsterror’, når staten reagerer på væbnede trusler. Målet er derimod en bedre forståelse af statsmagt og ikke-statslig modmagt. Begrebet statsterror er nok anvendeligt som et retorisk virkemiddel i forsøget på at delegitimere statens handlinger, men ret beset er skellet mellem terror og antiterror et skel, der sættes af staten selv. I den henseende er terror netop kendetegnet ved at være ikke-statslig, at udgøre en ikke-statslig pendant