Antiterrorismens idehistorie. Группа авторовЧитать онлайн книгу.
dominans, og hvor voldsudøvelsen derfor ofte antager en mere ekstrem karakter. I grænselandet agerer lykkeriddere, elitesoldater, strafferegimenter osv. Grænselandet kendetegnes ved sine uhellige alliancer og sine stedfortræderkrige. Den Kolde Krig blev udkæmpet i grænselandet – i Afghanistan, i Den Persiske golf og i Levanten – og krigen mod terror udkæmpes langt hen ad vejen på de samme slagmarker, skønt venner og fjender siden har byttet plads. Her benytter man statsligt sanktionerede, private voldsudøvere og ser igennem fingre med deres handlinger. Nyere eksempler inkluderer:
USA’s brug af guerillastyrker og støtte til samfundsomstyrtende virksomhed for at forhindre kommunistiske magtovertagelser i Mellem- og Sydamerika
USA’s brug af guerillastyrker og krigsherrer i Mellemøsten og Afghanistan både under Den Kolde Krig (mujahedinerne), op gennem 1990’erne (de kurdiske militser i Nordirak) og i krigen mod terror (Nordalliancen bestående af afghanske krigsherrer)
Israels brug af kristne falangister imod PLO i Libanon
Syriens brug af Hizbollah-militsen i Libanon imod Israel
Den serbiske stats brug af paramilitære styrker som Arkans Tigre
Grænselandet etableres som en bufferzone. Her hersker den brændte jords politik, her tegnes de røde linjer, her udstykkes no-go zoner, civilisationslinjer, ingenmandsland, sikkerhedszoner, stødpudezoner etc. (Osterhammel 1995). Ron skriver:
Indtil de politiske enheder omslutter grænselandet og etablerer deres centrale autoritet, da vælger de ofte at påvirke udviklingen gennem skjulte allierede i grænselandet, der opererer med ringe respekt for loven. Grænserne er derfor ofte svagt institutionaliseret og er ofte kaotiske skuepladser med tendens til selvbestaltede ordenshåndhævere og paramilitære freelancere. (2003: 16)
Grænselandet markerer ikke i sin oprindelige betydning en grænse mellem to territoriale enheder men derimod området mellem den statslige orden og naturen, og – som allerede Frederick Jackson Turner påpegede i sin berømte tale The Significance of the Frontier in American History fra 1893 – grænselandet udgør ikke statens negation; tværtimod er det ud af grænselandets kaos, at statens storhed, i dette tilfælde De Forenede Staters storhed, træder frem. Det er i den henseende helt i tråd med Turners oprindelige analyse, at James Ron fremhæver den amerikanske erobring af det vestlige grænseland som arketypisk. Myten om det vilde vesten repræsenterer netop forestillingen om en tid, hvor grænsen var åben, og hvor de indfødte grupper endnu ikke var inkorporeret i det politiske system – hvorfor de i parentes bemærket helt legitimt kunne udsættes for etnisk udrensning af såvel hæren som af private militsgrupper. Men da grænselandet først var domesticeret og underlagt central statsregulering, da de indfødte først var samlet i reservater, i omringet grænseland eller ghettoer, kunne de indfødte ikke mødes med militærmagt, men med ordenshåndhævelse, og drømmen om statens storhed måtte spejles i en anden uendelighed. Eftersom al jord i dag er territorialiseret, er grænselandet i sin oprindelige betydning derfor forsvundet, men som de ovenstående eksempler fra moderne historie viser, kan man stadig tale om et grænseland i fejlslagne eller smuldrende stater. Det gælder imidlertid også der, hvor en principielt stærk stat, som er i stand til at hævde suverænitet i enhver anden henseende, står magtesløs over for modstandere, der enten opererer i uvejsomme områder eller i områder med en kompleks befolkningssammensætning. Her kan man tale om et ‘indre grænseland’, hvor staten ikke som i ghettoen tåler den isolerede tilstedeværelsen af dissidens, men aktivt søger at bekæmpe den ved ‘agents provocateurs’, informanter (Marx 2006) og semi-autoriserede eller i hvert fald tolererede private voldsgrupper. Vi kan dermed udvide listen til også at omfatte:
Den britiske hærs tolerering af loyalistiske terrorgrupper imod IRA og republikanismen
Den spanske stats brug af den semi-statslige gruppe GAL til at bekæmpe ETA
Den italienske stats brug af fascistisk sort terror til at bekæmpe de Røde Brigader og kommunismen
Den sydafrikanske stats brug af zuluerne imod ANC
Den sudanske regerings brug af Janjaweed-militser i Darfur
Etableringen af infrastrukturel magt
Vi kan nærme os en mere indgående forståelse af forholdet mellem staten og de fra staten ud- og afgrænsede områder ved at differentiere imellem to historiske former for statsmagt: infrastrukturel og despotisk magt, en distinktion hentet fra sociologen Michael Mann (1984; 1993: 59). I grænselandet hersker den totale udgave af despotisk magt og få eller ingen elementer af infrastrukturel magt.
Despotisk magt henviser til den række af handlinger, som statseliten anvender uregelmæssigt, med besvær og store omkostninger, uden institutioner og reguleret praksis over for et territorium og dets befolkning, der ikke er underlagt fuld kontrol. Det betyder, at magtanvendelsen ofte er brutal, pludselig og ineffektiv, men også at den ikke møder anden modstand end den, de ramte befolkningsgrupper kan udøve, at den ikke er underlagt retslige (eller moralske begrænsninger), og at den foregår langt fra det metropolitiske centrum og ofte udføres af irregulære tropper. Despotisk magt angiver en under-institutionaliseret, mangelfuld dominans af et territorium, som der følgelig kompenseres for ved brugen af uhæmmet voldsmagt. Despotisk magt er kendetegnet ved at være uregelmæssig og voldsom, pulserende snarere end permanent. Hvor territoriets ressourcer i et infrastrukturelt domineret landskab hentes gennem beskatning, kan den despotiske magt, som hverken har egne magtorganers permanente tilstedeværelse eller befolkningens loyalitet at støtte sig til, kun komme i besiddelse af ressourcerne ved at tage dem med magt. I ghettoen hersker en mere afdæmpet despotisk magt, og i det nationalstatslige territorium, det vil sige et territorium som Danmark, findes der kun få, om overhovedet nogen, elementer af despotisk magt. Her hersker derimod den næsten totale udgave af infrastrukturel magt.
Infrastrukturel magt angiver statens faktiske evne til at statsliggøre territoriet, til at implementere og håndhæve sin dominans gennem opbygningen af institutioner, legitime praksisser, regulariseret og kontrolleret magtanvendelse, hvor der i princippet ikke er nogen forskel mellem statspraksissen i centrum og i periferien. Infrastrukturel magt angiver en institutionaliseret, bureaukratiseret, lovreguleret dominans af et territorium, der i normaltilstanden kun behøver ordinær politimagt. På et territorium domineret af infrastrukturel magt behøver man altså ikke gribe til despotisk magt eller ekstrem vold for at hævde sin dominans. Territoriet er pacificeret, neutraliseret og domineret af reguleringer, bureaukrati og love, der i sidste ende har det konventionelle voldsapparat i form af politi og domstole bag sig til at sikre den effektive håndhævelse af reglerne. Vi kan opsummere ved hjælp af dette skema:
Det mest håndgribelige eksempel på territorialiseringen eller på etableringen af en infrastrukturel magt findes formentlig med landkortets opkomst. Etableringen af en målsætning om den korrekte topografiske gengivelse af et statsligt territorium markerer således et helt afgørende skred inden for kartografien fra et kosmologisk ideal til strategisk. Målet var nu ikke at gengive verden som udtryk for en guddommelig orden med Den Hellige Stad i verdens centrum, endsige at skildre dens harmoni med et klassisk ideal om kontinenternes balance, men derimod – i og med at verdens centrum nu befandt sig i centrum af den konkrete, enevældige fyrstes territorium – helt konkret at kortlægge den statslige enheds styrker og svagheder med henblik på netop at forsvare denne enheds beståen (Hirst 2005: del 2).
Men dette ideal om kortlægning standser ikke ved ønsket om at beherske jorden. Det udvides og kommer også til at omfatte kortlægningen og beherskelsen af landets afgrøder, af dets kroppe og ideelt set af sjælene. I den forstand er det statistik, vi betragter – statistik, som det oprindeligt blev forstået, nemlig som det i 1672 blev beskrevet, som Staatenkunde – statskunnen eller statskundskab. Det første nationale statistiske bureau blev oprettet i Sverige i 1749 under navnet ‘Tabellverket’, mens Norge og Danmark fik deres i 1797. I modsætning til den moderne betydning af begrebet statistik dækkede det i begyndelsen således over