Fornuftens perversion. Mikkel ThorupЧитать онлайн книгу.
Demokratisk frihed er unaturlig og fører til faktisk ufrihed. Det samme gælder forsøgene på lighed. “Tro mig, sir. De, der forsøger at nivellere, skaber aldrig lighed. I alle samfund, der består af forskellige befolkningsgrupper, må en gruppe være øverst. Lighedsmagerne ændrer derfor og perverterer derfor kun tingenes naturlige orden”.93 Det gør de ved at placere bunden i toppen gennem det demokratiske lighedsprincip, der tildeler magtens flertal til de grupper i befolkningen (han nævner bl.a. skræddere, murere, frisører), som Burke anser for naturligt underlegne. “Disse grupper”, siger Burke, “bør ikke undertrykkes af staten, men staten undertrykkes, hvis folk som dem, individuelt eller kollektivt, tillades at herske. I dette [kampen for lighed] tror du, at du bekæmper fordomme, men du er i krig med naturen”.94 Krigen mod naturen fører direkte til despotiet og senere til terrorregimet, idet magten gives til dem, der ikke kan herske. Når samfundets naturlige hierarki omvæltes, da falder hele samfundet, og den franske revolution er for Burke netop beviset på dette, idet den ifølge ham blev udført af “mænd uden rang, uden omtanke, [mænd] af vildt, dyrisk sindelag, fulde af letsindighed, arrogance og indbildskhed, uden moral, uden redelighed, uden klogskab”,95 samtidig med at den var “uden det mindste spor af, hvad vi kalder landets naturlige jordbesiddende interesse”,96 der for Burke er “folkets naturlige repræsentanter”.97 De udgør et “naturligt aristokrati, uden hvem der ikke var nogen nation”.98
Burkes politiske og økonomiske skrifter er i mange henseender et forsvar for en særlig klasses interesser, nemlig de store jordbesidderes, hvis interesser han forsvarer, dels fordi de er ‘et naturligt aristokrati’, der sikrer kontinuitet og stabilitet, dels fordi deres klasseinteresser og klassekvalifikationer er et bolværk imod de udannede, uformuende og ukvalificeredes anarkiske tøjlesløshed. Derfor modsatte Burke sig genfordeling af jord og velstand, på trods af en klar forståelse af både landbefolkningen og den begyndende arbejderklasses hårde vilkår. Han fremførte en form for konservativ liberalisme på det økonomiske område, der betragtede socioøkonomisk ulighed og politisk hierarki som forudsætning for samfundets velstand.99 Burke afviser forestillingen om ‘arbejdende fattige’, der i tiden efter blev et afgørende samfundsproblem, og han siger, at hidtil var begrebet ‘fattig’ blevet forbeholdt dem, der ikke kan arbejde, men “når vi starter med at ynke dem som fattige, der skal arbejde, for at verden kan fungere, da leger vi med menneskets vilkår”.100 Det vil altså sige, at fattigdom er et menneskeligt vilkår (og derfor ikke menneskets opgave at afhjælpe), og tilmed et nødvendigt vilkår for at hjulene kan køre rundt. Her ser vi et klart eksempel på, hvordan argumentet om det naturlige og nødvendige kan tjene mere umiddelbare interesser.
IV
Burke observerer den generelle lighedstendens, som han anser for at være en nivelleringsfordring, dvs. et krav om den totale homogenitet og et opgør med enhver forskellighed mellem mennesker. Det er ifølge Burke revolutionens ambition at “ødelægge al autoritet, at nivellere al rang, alle ordner og alle forskelle i staten og helt igennem ødelægge ejendomsretten”.101 Dette er den klassiske måde at kritisere kravet om lighed på, som vi kender mindst fra Platon og frem: at lighed er et krav om absolut ensartethed. Burke tematiserer dette spørgsmål i et klart aristokratisk privilegie-perspektiv, når han siger:
Men ridderlighedens tid er forbi. Sofisternes, økonomernes og de beregnendes tid er fulgt efter, og Europas herlighed er udslukt for stedse. Aldrig, aldrig mere skal vi se den ædelmodige troskab mod rang og køn, den stolte underkastelse, den værdige lydighed, den hjertets underordning, som selv under trældoms kår holdt en ophøjet frihedsånd i live. Den livets nådegave, som ikke kan købes for penge, nationernes billige forsvarsmiddel, som opdrager til mandig tankegang og heroisk handlekraft, er borte!102
“Sofisterne, økonomerne og kalkulatorerne” betegner det nye fremvoksende småborgerskab og dem, som Burke anser for deres åndelige ophav, dvs. oplysningsfilosofferne. Det er de nye abstrakte tænkere og interessebestemte aktører, der opstiller nyttekalkuler baseret på egeninteresse og på abstrakt formulerede principper. Oplysningsfilosofien består af den “metafysiske abstraktions nøgenhed og ensomhed”.103 Det er en abstrakt fornuft, der kun orienterer sig efter sin egen fornuftighed snarere end efter naturens, historiens og institutionernes faktiskhed. Det indebærer hos Burke ikke et forsvar for irrationalisme og mystik, men en modstand imod en sekulær fornuft, der kun anerkender sin egen rationalitet som målestok.
Burkes forfatterskab er derfor også fyldt med angreb på ‘metafysikere’, ‘abstrakt spekulation’ og deslige, der for ham udtrykker en fornuft uden binding til virkeligheden, til det konkret givne, der for Burke har en tvingende og forpligtende karakter: “Jeg har ingen høj mening om den del af menneskeheden, der er hjemfalden til sublim abstraktion og metafysik, og som med koldt blod kan underlægge nutiden, og dem vi dagligt ser og samtaler med, til umiddelbare ulykker, for at opnå fremtidige og usikre gevinster for personer, der kun eksisterer som en idé”.104 Når oplysningsfilosofien problematiserer det konkret givne til fordel for det abstrakt ønskelige, da stiller de sig i modsætning til naturen, og deres mål kan da kun forsøges nået gennem vold og projektmageri, og det er netop sådan, han betragter den franske revolution: “en blind og rasende fornyelsestrang”.105 Nu står alt åbent for forandring. Hellige principper tjener kun som mål for spot og forandring. Det urørlige forulempes, og det selvfølgelige problematiseres. Oplysningsfilosofien udtrykker i tanke, hvad den franske revolution gjorde i handling – væk med alt det gamle:
Men nu skal alt forandres. Alle de smukke illusioner, der forlenede magten med mildhed og satte lydigheden fri, som skabte harmoni mellem livets forskellige afskygninger og ved en mild assimilering inkorporerede de følelser, der forskønner og formilder de almindelige omgangsformer, i det politiske liv, skal opløses af dette nye oplysningens og fornuftens sejrende herredømme. Alle livets gevandter skal på brutal vis rives af. Alle de dermed forbundne tanker, som udsmykkede den moralske forestillingsevnes garderobe, som hjertet besidder, og som forstanden godkender som nødvendige for at dække over vores nøgne, skælvende natur og ophøje den til værdighed i vores egen agtelse, skal sprænges i luften som en latterlig, absurd og forældet mode.106
Illusioner og slør lægger en tynd forskønnelse over livets hårdhed og forlener det med lidt større ynde, men oplysningen ønsker ifølge Burke at rive disse slør bort og afsløre livet og mennesket i al deres nøgenhed. Oplysningens lys-metaforik bliver her til et lys på det, vi helst ikke ville have set, det, der gør os flove over for hinanden. Slørets illusion over for den nøgne fornuft.
Denne revolutionære lighedsmani anerkender ingen af de gamle forskelskriterier, og Burke fremlægger, hvad han betragter som dens selvfølgelige konsekvens: kongemord som simpel forbrydelse og reduktionen af alt kvalitativt til rent ukvalificeret materialitet:
I dette system er kongen kun en mand og dronningen kun en kvinde, en kvinde er kun et dyr og ikke engang tilhørende den højeste rangorden. Al den agtelse, der udvises over for kvindens køn som sådant uafhængigt af specifikke anskuelser, skal regnes for romantik og dårskab. Kongemord, mord på forældre og helligbrøde er ikke andet end overtroiske opdigtninger, som fordærver retslæren ved at ødelægge dens enkelhed. Mordet på en konge, dronning, biskop eller far er blot almindeligt manddrab, og hvis folk ved noget tilfælde eller på nogen måde kan drage nytte heraf, er det den form for manddrab, som er mest tilgivelig, og som vi ikke bør ransage alt for nøje.107
Oplysningsfilosofiens konsekvens er, at en dronning kun er en kvinde, et kongemord kun et mord, og et mord lader sig undskylde, hvis det tjener vores interesser. Og Burke kan ikke lade være med at gentage en klassisk antidemokratisk påstand,108 nemlig at selv forskellen mellem menneske (eller rettere: kvinde) og dyr forsvinder. Demokratisk lighed er total forskelsløshed. Det, Burke beskriver, er, hvad han anser som de korrumperende konsekvenser af, at de samme principper og vurderingskriterier skal gælde for alle uden forskel.
Forskelsløshed er også orienteringsløshed og forvirring. Det er et opgør med de ting, der forlener virkeligheden med mening og som beskytter mennesket