Markens grøde. Кнут ГамсунЧитать онлайн книгу.
og var på yterste nippet til at si mere. Hvad hadde Oline gjort? Det var kanske ikke likefrem mord, men det var ikke langt unda. Han kunde tale i dødelig alvor om den sekstende gjeiten.
I al evighet kunde ikke Isak stå der på gulvet og tie. Han sa: Hm. Nå, det er ikke mere end som femten gjeiter nu? – Nei, svarte Oline mildt. Ja du kan nu selv tælle dem, jeg får det ikke til mere end som femten.
Nu, i dette øieblik kunde han gjøre det: strække ut hænderne og forandre Oline betydelig av figur bare med et godt grep. Det kunde han. Han gjorde det ikke, men han uttalte kjækt idet han gik til døren: Jeg sier ikke mere just nu! Dermed gik han ut som om det næste gang ikke skulde mangle på ordentlige ord fra hans side.
Eleseus! ropte han.
Hvor var Eleseus, hvor var begge børnene blit av? Farn hadde et spørsmål til dem, de var store gutter nu, de hadde øinene med sig. Han fandt dem under løegulvet, de var krøpet inderst ind og var usynlige, de forrådte sig ved en ængstelig hvisken. Så kom de frem som to syndere.
Saken var at Eleseus hadde fundet en stub farveblyant efter ingeniøren og da han vilde løpe efter med den var de skrævende voksne karer alt et godt stykke oppe i skogen, Eleseus stanset. Den tanke opstod i ham at han kanske kunde beholde blyanten – tænk, om han kunde det! Han fik med sig lille Sivert så han ikke skulde være rent alene mand om det og de krøp begge to ind under løegulvet med byttet. Å den blyantstubben – en mærkelighet i deres liv, et under! De fandt spåner og skrev dem ut med tegn, og blyanten viste rødt med den ene enden og blåt med den andre; gutterne skiftet til at bruke den. Da farn kaldte så nødvendig og høit hvisket Eleseus: de fremmede er vel kommet tilbake efter blyanten! Glæden var borte med ett, blev sopt ut av deres sind, og deres små hjærter begyndte at slå og regjere hårdt. Brødrene krøp frem; Eleseus holdt blyanten frem i armlængde ut imot farn at her var den og de hadde ikke gjort den istykker, men gid de aldrig hadde set den for sine øine. —
De så ingen ingeniør. Deres hjærter stilnet igjen, de følte en guds lykke i sig efter spændingen.
Det var en kone her igår, sa farn. – Ja? – Konen her nedenfor. Så dokker da hun gik igjen? – ja? – Hadde hun en gjeit med sig? – Nei, sa smågutterne. En gjeit? – Hadde hun ikke en gjeit med sig da hun gik hjem igjen? – Nei. Hvad for en gjeit?
Isak grundet og grundet. Om kvælden da buskapen kom hjem fra marken talte han gjeiterne først en gang: det var seksten. Han talte dem engang til, talte dem fem ganger – det var seksten gjeiter. Ingen var borte.
Isak pustet lettet. Hvorledes var dette at forstå? Oline, kreaturet, hadde vel ikke kunnet tælle til seksten. Han sa til hende i en ærgerlig tone: Hvad du farer og våser med, det er jo seksten gjeiter? – Er det seksten gjeiter? spurte hun uskyldig. – Ja. – Nå. Jaja. – Jo du er så meget til regnemester at. – Oline svarte hertil stille og forurettet: Når at alle gjeiterne er her så har gudskelov ikke ho Oline ætt op nogen av dem. Det er jeg glad for på hendes vegne!
Hun forvildet ham med dette puss og fik ham til at slå sig til ro. Han talte ikke buskapen mere, det faldt ham således ikke ind at tælle sauerne. Naturligvis var ikke Oline så værst, hun holdt et slags hus for ham og stelte hans dyr, hun var bare så dum at hun skadet sig selv og ikke ham. Lat hende gå der og leve, hun var ikke mere værdt. Men det var gråt og glædesløst at være Isak i et slikt liv.
Årene var gåt. Nu var det grodd græs på stuetaket, ja endog løetaket som var flere år yngre stod grønt. Skogens indfødte markmusen var for længe siden kommet i skjåen. Det svirret av meiser og anden småfugl på nybygget, her var orre opi lien, ja her var kommet skjur og kråke. Men det forunderligste skete siste sommer at det kom måse op fra kysten, kom mange mil op fra kysten og satte sig på dette jorde i ødemarken. Så kjendt var nybygget blit blandt al skapningen! Og hvad tror vi at Eleseus og lille Sivert fik for tanker da de så måserne? Å det var fremmede fugler yterst langt ifra, det var ikke mange av dem, men det var seks stykker, hvite, akkurat ens, de gik tilfots på marken fra og til, stundom bet de i græsset. – Far, hvad er de kommet hit for? spurte smågutterne. – Fordi de venter uveir i havet, svarte farn. – Å det var dunkelt og rart med de måserne!
Og megen anden nyttig og god lærdom gav Isak sine børn. De var så gamle nu at de skulde ha været på skole, men skolen lå mange mil ned i bygden og var ikke at nå. Isak hadde selv lært gutterne abc om søndagene, men for nogen slags høiere undervisning lå heller ikke han, lå heller ikke denne fødte jordbryter nei; Katekisme og Bibelhistorie hvilte derfor rolig på hylden hos gjeitosten. Isak måtte mene at boklig uvidenhet var til en viss grad mennesket en kraft, slik lot han børnene vokse op. De var begge to hans glæde og velsignelse, Isak måtte ofte mindes da de var små og deres mor hadde nægtet ham at løfte dem fordi han hadde kvae på hænderne. Ho, kvae, det reneste i livet! Tjære og gjeitmælk og for eksempel marv – sundt og fortræffelig det også; men kvae, furukvae – ti stille!
Ja der gik da børnene i et paradis av skitt og vankundighet; men de var pene børn når de en sjælden gang fik vasket sig, og lille Sivert han var likefrem en kjærnekar, men Eleseus han var finere og dypere. – Ja men hvorledes kan måserne vite at det blir uveir? spurte han. – De er veirsyke, sa farn. Men desforuten så er det ingen mere veirsyk end fluen, sa han, hvorledes det nu kan ha sig med hende, om at hun får gigt eller blir svimmel eller ikke. Men slå aldrig efter fluen, for så blir hun bare værre, sa han. Husk på det, gutter! Klæggen han er av et andet slag, han dør selv. Bedst som det er så kommer klæggen en dag om sommeren og bedst som det er så er han like så snoft borte igjen. – Hvor blir han av? spurte Eleseus. – Hvor han blir av? Fettet størkner i han så han blir liggende!
Hver dag fremover mere lærdom: når de hoppet ned fra høie stener skulde de holde tungen godt ind i munden og ikke få den mellem tænderne. Når de blev større og skulde ha god lugt på sig til kirke skulde de gnide sig med litt reinfant som vokste opi lien. Farn var fuld av visdom. Han lærte børnene om stener og om flint, at den hvite stenen var hårdere end som den grå; men da han fandt flint måtte han også finde en kote som han kokte i lut og gjorde knusk av. Så slog han ild til dem. Han lærte dem om månen at når de kunde gripe ind i den med venstre hånd så var den voksende, og når de kunde gripe ind i den med høire hånd så var den fældende – husk på det, gutter! En sjælden gang drev Isak det for vidt og blev sælsom: engang kom han med en uttalelse som gik ut på at det var vanskeligere for en kamel at komme i himlen end for et menneske at træ i et nåløie. En anden gang da han underviste om englenes glans sa han at de hadde spikret stjærner under skohælene i stedet for hæljærn. God og trohjærtig lære som høvde til nybygget, skolelæreren nede i bygden vilde smile av den, Isaks børn næret passe stærkt sit drømmeliv med den. De blev oplært og tildannet for deres egen snævre verden, hvad kunde være bedre? Om høsten i slagtingen var gutterne meget nysgjærrige og meget rædde og tunge av sind for dyrene som skulde dø. Der måtte nu Isak holde med en hånd og stikke med den andre, og Oline hun rørte i blodet. Gammelbukken blev leidd frem, vis og skjægget, smågutterne stod på hjørnet og kikket. – det er en svinagtig kold vind iår, sa Eleseus og snudde sig bort og tørket øinene. Lille Sivert han gråt mere ugenert og kunde ikke bare sig, men ropte: Nei stakkars gammelbukken! Da bukken var stukket kom Isak frem til sine små og gav dem følgende lære: Dokker skal aldrig stå og si stakkars og ynke et slagtoffer. For så blir det bare seiglivet. Husk på det!
Slik var årene gåt, og nu begyndte det at bli vår engang til.
Inger hadde skrevet igjen at hun hadde det bra og lærte meget i anstalten. Hendes lille pike var stor og hette Leopoldine efter den dag hun var født, den 15de november. Hun kunde alle ting og hadde geni for hækling og søm, ja det var utmærket pent, det være sig på tøi eller stramei.
Det mærkelige ved dette siste brev var at Inger selv hadde bokstaveret og skrevet det. Isak var ikke likere kar, han måtte få brevet læst hos handelsmanden nede i bygden; men da han hadde fåt det ind i sit hode sat det også der, han kom hjem og kunde det utenad.
Nu satte han sig med stor høitidelighet ved bordenden, bredte brevet ut og læste det for smågutterne. Oline kunde også gjærne se at han læste flytende skrift, men ellers henvendte han ikke et ord til hende. Da han var færdig sa han: der kan dokker høre,