Markens grøde. Кнут ГамсунЧитать онлайн книгу.
i tvil? Eller hadde hun mistanke til Isaks læsning? Det var ikke godt at utgrunde Olines sande mening når hun sat med sit sagtmodige ansigt og sa tvetydigheter. Isak besluttet ikke at ænse hende.
Og når at nu mor dokkers kommer hjem så skal dokker også lære at skrive, sa han til smågutterne.
Oline flyttet på nogen klær som hang til tørk ved ovnen, flyttet på en gryte, flyttet på klærne igjen og gav sig i det hele tat noget at gjøre. Hun tænkte hele tiden. – Når at det blir så gromt her i skogen så kunde du ha kjøpt med dig en mark kaffe til huset, sa hun til Isak. – _Kaffe? sa Isak. Det undslap ham. – Oline svarte rolig tilbake: Til denne tid har jeg kjøpt ørlite av min egen middel, men.
Kaffe som var en drøm og et æventyr for Isak, en regnbue! Oline apet naturligvis, han blev ikke sindt på hende; men endelig kom den sentænkte mand til at huske på Olines tuskhandel med lapperne og han sa arg: Ja jeg skal kjøpe kaffe til dig! Var det en mark du nævnte? Du skulde ha nævnt et pund. Det skal såvisst ikke mankere! – Du gjør ikke at ape, Isak. Han nils bror min har kaffe, her nede hos han Brede på Breidablik har de kaffe. – Ja for de har ikke mælk, eier ikke mælk. – Hvad det nu kan være med det. Men du som vet så meget og kan læse skrift net akkurat som en simle hun rænder – du vet vel at kaffe det er det i hvermands hus. – Kreatur! sa Isak.
Da satte Oline sig ned på krakken og vilde ingenlunde tie: og hvad som angår ho Inger, sa hun – dersom at jeg tør nævne så stort et ord. – Du kan si just det du vil. Jeg estimerer dig ikke. – Hun kommer hjem og har lært alt. Så har hun vel perler og fjær på hatten? – Ja det har hun vel. – Jaja, sa Oline, hun kan nu takke mig ørlite for al den storheten hun er kommen til. – _Dig?_ spurte Isak. Det undslap ham. – Oline svarte ydmyg: Eftersom at jeg var et ringe redskap til at få hende bort.
Det kunde ikke Isak si noget til, alle hans ord stoppet op, han sat og stirret. Hørte han ret? Oline så ut som om hun ikke hadde sagt nogen ting. Nei i en ordstrid blev Isak borte.
Han drev ut og var mørk i hu. Oline, dette dyr som næret sig av ondskap og blev fet – å det var vel galt av ham at han ikke hadde slåt hende ihjæl alt det første året! Tænkte han og brisket sig for sig selv. Det skulde han ha været kar for, tænkte han videre. Kar – han? Ingen kunde være frygteligere.
Og nu følger et løierlig optrin: han går i fjøset og tæller gjeiterne. De står der med sine kid og er fuldtallige. Han tæller kjyrene, grisen, fjorten høner, to kalver. Der har jeg nær glemt sauerne! sier han høit til sig selv, han tæller sauerne og han later som om han er spændt på om de er der alle. Isak vet meget godt at en sau er borte, han har visst det længe, hvorfor da spille fremmed for det? Saken er: Oline hadde jo i sin tid forvildet ham og løiet ifra sig en gjeit skjønt alle gjeiterne var tilstede, han hadde tat svært på vei dengang, men hadde ikke hat noget igjen for det. Han hadde aldrig noget igjen for at kjækle med Oline. Da han skulde slagte i høst blev han straks var at en lamsau manglet, men han hadde ikke mands mot og hjærte til at fordre regnskap for den med det samme. Han fik det heller ikke senere.
Men idag er han morsk, er Isak morsk, Oline har gjort ham gal. Han tæller sauerne op igjen, sætter pekefingeren på hver sau og tæller høit – Oline kan gjærne høre det hvis hun står utenfor. Og han sier med høi røst mange usle ting om Oline: at hun bruker en fuldstændig ny måte at fodre sau på således at en blir snoft borte, en lamsau; hun er en yderliggående tyvemær, forstod hun det! Å Oline kunde gjærne stå utenfor og få sig en ordentlig rædsel i livet!
Han skræver ut fra fjøset, går i stalden og tæller hesten, derfra agter han sig ind – agter han sig ind i sit hus og uttale sig. Han går så fort at buserullen står som en ophidset buserul ut fra hans ryg. Men Oline hun har kanske mærket et og andet fra glasvinduet, hun kommer sagte og sikker ut på dørhellen, hun har kjørler i hænderne og skal i fjøset.
Hvor har du gjort av lamsauen med de flate ørene? spør han. – Lamsauen? spør hun. – Og hadde hun været her så hadde hun hat to lam nu, hvor har du gjort av dem? Hun hadde altid to lam. På den måten har du hat bort fra mig tre sauliv, forstår du det!
Oline er aldeles overvældet, aldeles tilintetgjort av beskyldningen, hun vagger med hodet og benene synes at smelte under hende, så hun kanske er nødt til at falde og slå sig. Hendes hode politiserer hele tiden, hendes snarrådighet har altid gagnet hende, altid bragt hende bytte, den måtte ikke svigte hende nu heller.
Jeg stjæler gjeit og jeg stjæler sau, sier hun stille. Jeg undres på hvad jeg gjør med dem? Jeg æter dem op. – Ja sjøl vet du hvad du gjør. – Nå. Så skulde jeg ikke ha evig nok mat og suvel her i dit brød, Isak, jeg skulde være nødt til at stjæle atåt? Men det skal jeg si på din bak at det har jeg ikke hat fornøden i alle disse år. – Ja hvor har du da gjort av sauen? Har han Os-Anders fåt hende? – Han Os-Anders! Oline må bent sætte ned kjørlerne og lægge hænderne sammen: dersom at jeg var så fri for synd! Hvad det er for en sau med lam du snakker om? Er det den ene gjeiten som har flate ører? – Kreatur! sier Isak og vil gå. – Er du ikke et mirakels, Isak! Her har du fuldt op av alt slag og en himlens stjærnehær av dyr i fjøset, men du har ikke nok! Kan jeg vite hvad for en sau og hvad for to lam du kræver mig for? Du skulde takke Gud for hans miskundhet i tusen ledd. Nu er det bare denne sommeren og et stykke ut på vinteren så lammer sauerne igjen og du får tre ganger så mange som du nu har!
Å den Oline!
Isak gik bort murrende som en bjørn. For en tosk jeg var som ikke tynte hende den første dag! Tænkte han og injurierte kraftig sig selv; for en idiot, for en hestskit jeg var! Men det er ikke forsent endda, bare vent, lat hende gå i fjøset! Det er ikke rådelig at gjøre noget med hende i kvæld, men imorgen så er det rådelig. Tre sauliv borte! Kaffe! sa hun.
X
Dagen efter skulde bringe en meget stor oplevelse: det kom fremmede til nybygget, Geissler kom. Det var ikke sommer på myrene endda, men Geissler så ikke på føret, han kom tilfots, i rike skaftstøvler med bred lakeret krave; gule hansker hadde han på og var fin; en mand fra bygden bar hans tøi.
Han kom nu egentlig for at kjøpe en fjældstrækning av Isak, en kobbermine, og hvad pris skulde de sætte den i? Men forresten så kunde han hilse fra Inger – flink kone, avholdt; han kom fra Trondhjem og hadde talt med hende. Isak, du har arbeidet meget her! – Åja. Så dokker har talt med ho Inger? – Hvad er det derborte? Du har sat op kværn, du maler dit eget mel? Utmærket. Og du har brutt meget jord siden jeg var her. – Og det stod så bra til? – Ja det står godt til. Nå med din kone? Jo nu skal du høre! Lat os gå ind i kammerset. – Nei – Der er ikke så flidd! sier Oline av flere grunde avværgende.
De gik ind i kammerset og lukket døren, Oline stod igjen i stuen og fik intet høre.
Lensmand Geissler satte sig, klasket sig en kraftig gang på knærne og sat inde med Isaks skjæbne. Du har vel ikke solgt det kobberfjældet dit? spurte han. – Nei. – Godt. Jeg kjøper det. Jo jeg har talt med Inger og flere end hende. Hun blir visst fri med det første, det er hos kongen nu. – Hos kongen! – Hos kongen. Jeg gik til din kone, ingen vanskelighet for mig at slippe ind naturligvis, vi talte sammen en lang stund: nå, Inger, det går jo godt, rigtig godt? – Ja det er ikke at klage. – Længes du hjem? – Ja jeg kan ikke si andet. – Du skal snart komme hjem, sa jeg. Og det kan jeg fortælle dig, Isak, hun er en flink kone, ingen tårer, tværtimot, hun både smilte og lo – munden hendes er forresten opereret og gjensydd. Adjø, sa jeg til hende, du skal ikke bli længe her nu, du har mit ord!
Jeg gik til direktøren, det skulde jo bare mangle at han ikke vilde ha tat imot mig. De har en kone her som bør ut og hjem igjen, sa jeg, Inger Sellanrå. – Inger? sa han, ja hun er et bra menneske, jeg var tilfreds vi kunde ha hende i tyve år til, sa han. – Det blir det ikke noget av med, sa jeg, hun har været her forlænge alt. – Forlænge? sa han, kjender de saken? – Jeg kjender saken tilbunds, jeg var hendes lensmand. – Værsågod sit! sa han da – det skulde også mangle! – Jo vi steller så godt vi kan med Inger, sa direktøren, og med hendes lille pike, sa han. Så, konen er fra deres kanter? Vi har hjulpet hende til at få sin egen symaskine, hun er blit mestersvend på værkstedet og vi har lært hende op