Sarbarheder. Mikkel ThorupЧитать онлайн книгу.
denne model med dens forskydning fra magt til indflydelse og applicerer den på en række fænomener, så får vi påstanden om en afgørende samfundstransformation:
Figur 12.
| Økonomi | industriøkonomi | informations/ vidensøkonomi |
| Samfundsprincip | territorialitet | globalitet |
| Statsform | nationalstat | netværksstat |
| Familieform | patriarkalsk | ‘ren’, frivillig |
| Identitetsform | givet, påtvunget | refleksiv, kombinatorisk |
| Ledelsesform | bureaukratisk | flad, inddragende |
| International politik | udenrigspolitik | verdensindenrigspolitik |
Staten er nu kun bare én af flere aktører (om end stadig en privilegeret en af slagsen), der også omfatter storbyer, internationale institutioner og domstole, NGO’er, multinationale selskaber, transnationale netværk af interessegrupper, aktivister, firmaer, embedsmænd etc. Globaliseringen af staten er statens måde at sikre sin fortsatte eksistens på under nye vilkår.
Et andet problemfelt angår politikkens fremtid, hvor der er en tydelig tendens til at politisk samtale og politiske beslutninger i stigende grad foregår uden for parlamentet. Dette er på ingen måde kun et resultat af globaliseringen, men globaliseringen fremmer en udvikling, hvor politik i stigende grad foregår uden for og væk fra det politiske system, i bestyrelseslokaler, embedsmandsgrupper, internationale domstole, forbrugeraktivisme etc. Den politiske samtale og den politiske beslutning formuleres nu i det, man tidligere ville have forstået som ikke-politiske kontekster, i økonomien, juraen, videnskaben etc., hvilket Ulrich Beck har benævnt “subpolitik”,77 dvs. de politiske effekter af tilsyneladende ikke-politiske beslutninger, som når lægevidenskaben udvikler genteknologi, eller en virksomhed flytter sin produktion til udlandet; beslutninger taget ud fra ikke-politiske imperativer men som har afgjort politiske konsekvenser, som vi alle må forholde os politisk til. Globalisering er som sagt ikke årsagen til denne pluralisering og forskydelse af politikken, men den er med til at udhule den klassiske form for politik, nemlig parlamentarismen. Hvad det betyder for demokratiets fremtid, er for tidligt at sige, i hvert fald stiller det spørgsmålstegn ved den måde, vi hidtil har kontrolleret magten og deltaget i politikken på.
KAPITEL II
Rødder og vinger
Den nye kosmopolitisme og dens kritikere
Det er ikke ualmindeligt at opdele politiske filosofier i dem, der har ‘rødder’, og dem, der har ‘vinger’.78 Dem med rødder fremhæver det konkrete, stedet, det partikulære, det nationale, det altid allerede situerede. De kritiserer dem med vinger for at benægte virkelighedens rodfæstethed. Dem med vinger kritiserer til gengæld dem med rødder for at være indelukkede, fordomsfulde og krampagtigt stationære. De fremhæver i stedet friheden og det universelle; bevægelighed og foranderlighed som grundvilkåret.
Kosmopolitten er altid blevet beskyldt for at have vinger og ingen rødder. Det er de intellektuelles flugt fra det konkrete og forpligtende fællesskabs byrder og begrænsninger. Det er de velhavendes unddragelse af deres (skatte) forpligtelser. Det er elitens retorisk elegante foragt for folket. Det er de fås mulighed på bekostning af de mange. Det er livet for et mindretal og en (ond) drøm for flertallet.
Globaliseringsdebatten har fremmet en renæssance for både kosmopolitismen og dens kritikere. Fra mange sider kritiseres den globale elite som de nye kosmopolitter, der forråder nation og demokrati. Fra ganske andre sider fremhæves kosmopolitismen som svaret på fællesskabets og demokratiets overlevelse i en global tidsalder; som en demokratisering og begrænsning af de globale eliter.
Det er en af dette kapitels bærende teser, at der er en stærk modsætning mellem det negative billede af kosmopolitten, som dens kritikere fremmaner, og så den kosmopolitisme, der forsvares i dag af en række fremtrædende intellektuelle. Dette kapitel tager dikotomien mellem rødder og vinger op i en diskussion af den nye kosmopolitisme. Det ‘nye’ angår en selvkritisk besindelse på rødderne i kosmopolitismen. En besindelse, der i det store hele er forblevet uerkendt hos ‘rødderne’, som fortsat kritiserer den gamle og klassiske kosmopolitisme med billeder fra en svunden (hvis overhovedet eksisterende) kosmopolitisme.
Det er det gamle billede, der får en kosmopolitisk (!) sociolog som Manuel Castells til at kalde den nye globaliserede elite for “identitetsløse individer (‘verdensborgere’)”.79 Påstanden er, at de udskifter deres nationale tilhørsforhold med det, sociologen Craig Calhoun med et herligt udtryk kalder “the class consciousness of frequent travelers”.80 Den nye kosmopolitisme deler den bekymring for en globaliseret uansvarlighed, som historikeren og kritikeren Christopher Lasch gav betegnelsen “eliternes oprør og forræderiet mod demokratiet”,81 og de forsøger modsat Castells’ udsagn både at have en stærk identitet og at være ansvarlige, samtidig med at de er verdensborgere.
Kapitlet indledes med nogle betragtninger om den nye kosmopolitismes karakteristika, inden vi i afsnit 2 og 3 ser på henholdsvis den kulturelle og politiske kosmopolitisme samt dens aktuelle kritikere. Kapitlet afsluttes med nogle refleksioner over den kosmopolitiske tanke.
1. DEN NYE KOSMOPOLITISME: VINGER MED RØDDER
Kosmopolitismens kerne er en mistro over for det partikulære – bystaten, nationen, racen, klassen etc. Fra sine første manifestationer og til i dag har dens drivkraft været en kritik af indelukkethed, af begrænsede horisonter, af grænser for viden og bevægelighed, af udpegning af fjenden og af hjemmets selvfølgelighed. Påberåbelsen af det universelle og én menneskehed er en kritisk kommentar til det partikulære og den opdelte menneskehed, der, som den store engelske filosof Thomas Hobbes skrev om dens moderne form, står over for hinanden som jaloux gladiatorer.82
Kosmopolitismen angriber grænsers selvfølgelighed og afgrænsede enheders påståede naturlighed; kosmopolitismen mistror fasthed og lukkethed og frygter renhed. Kosmopolitten er altid nysgerrig efter at vide, hvad der ligger på den anden side af grænsen; at møde dem og det, der endnu er ukendt. Han eller hun er en opdagelsesrejsende i sin egen og andres verden, og vedkommende slæber alle indtrykkene med sig og forsøger at gøre verdens mangfoldighed til sin egen horisont og forståelse. Den dybe kilde til kosmopolittens længsel og ubehag er hans eller hendes afvisning af at lade sig begrænse af tilfældet. Det ‘tilfældige’ sted, hvor man fødes eller bor, må ikke diktere ens hele væren. Man er altid allerede langt mere.
Begrebet kosmopolis antyder ‘verdensbyen’ eller ‘verden som en by’, og den betydning udtrykker ganske godt både begrebets tilhængeres og dets modstanderes billede af kosmopolis. Verden som by vækker både håb om en spændende verden og afsky som syndens og forfladigelsens hjemsted. Kosmopolitten ønsker verden som by, da den tilbyder muligheder, foranderlighed, basarens labyrintiske vrimmel og den menneskelige værens pluralisme. Her er enhver fri til at udtrykke sin individualitet; alt er i stadig bevægelse; alt bydes indenfor. Verden som by er modsætningen til grænsen og begrænsningen.
Antikosmopolitten derimod foragter verden som by som hjemstedet for det upersonlige, det ens og grå, her er alt og alle til salg, livet er fordærvet og forfladiget. Det er markedets og bordellets sted.83 Denne modstand mod verden som by er del af en større modernitetskritik eller modoplysning, der anfægter det modernes påståede nivellering og forfladigelse; dets opgør med alle forskelle og hierarkier. Ifølge politologen Pierre-André Taquieff installerer moderniteten “det indeimellem og ‘hverken det ene eller det andet’, det neutrale og det blandede, det at være hjemme overalt og at være hjemme intetsteds, nomaden og kosmopolitten som normative typer.”84 Det er i bekæmpelse af denne manglende forskelssætten mellem køn, racer, nationer, stater, klasser etc., at antikosmopolitismen finder sin motivation.
Derfor er der også en stærk indre sammenhæng mellem på den ene side kosmopolitismen og menneskerettighederne og på den anden side antikosmopolitismen og modstanden mod menneskerettighederne. Den katolske reaktionære