Sarbarheder. Mikkel ThorupЧитать онлайн книгу.
‘liberale reformister’ er ofte politologer og folk, der arbejder med globaliseringens politiske spørgsmål i internationale organisationer, hvor de ‘neoliberale’ arbejder med de økonomiske spørgsmål. Fokus her er at opstille styringsrammer i en ‘delvist globaliseret verden’.70 Der er her en forståelse af globaliseringens kompleksitet og et fokus på at gøre globaliseringen arbejdsdygtig og stabil gennem international og global institutionalisering, uden at den økonomiske globalisering afgørende anfægtes eller begrænses.
‘Den tredje vej’ er Anthony Giddens’ både teoretiske og politiske omformulering af det samfundsmæssige og politiske felt.71 Det dækker over en anerkendelse af globaliseringens eksistens, en begejstring over dens frisættelse af muligheder men samtidig også en bekymring over udviklingens mulige tabere. Løsningen bliver en ‘reguleret globalisering’, der accepterer det neoliberale økonomiske paradigme, men som ønsker at udstrække den socialdemokratiske reguleringsmodel til et regionalt eller globalt plan.72
‘Kosmopolitterne’ placerer sig tæt på ‘den tredje vej’ men skilles primært på spørgsmålet om graden af politisk regulering, ikke mindst af økonomien,73 hvor der er et større fokus på illegitime magt- og velstandsasymmetrier, og hvordan disse systematisk hindrer store befolkningsgruppers mulighed for at deltage og tage del i de nye muligheder. Der er desuden et større fokus på oprettelsen og demokratiseringen af globale politiske institutioner.
For indeværende oplever vi en voldsom koncentrering omkring midten: transformationalismen er blevet den vigtigste teoretiske anskuelsesramme, og ‘den tredje vej’ er i forskellige udformninger blevet den vigtigste politiske dagsorden i hvert fald i Europa, efterhånden som snakken om en ukontrollabel globalisering er blevet skiftet ud med ønsket om at regulere globaliseringen og sikre forskellige velfærdsmæssige og demokratiske goder selv i en globaliseret tidsalder. Alligevel er det vigtigt at holde sig pluraliteten af mulige positioner for øje. Hyperglobalisterne ser et (allerede indtruffet) magtskifte, hvor transformationalisterne og skeptikerne ser en (igangværende) magtkamp.
3. GLOBALISERINGENS KONSEKVENSER
Diskussionen om globaliseringens konsekvenser for statsmagt, politiske institutioner og velfærd er til tider stærkt eurocentrisk, da debatten ofte tager eksklusivt udgangspunkt i den moderne vestlige nationalstat. Som sociologen Michael Mann siger: “For store dele af verden er en sand nationalstat stadig en fremtidsdrøm snarere end virkeligheden nu og her.”74 Den stat, som Vesten tilsyneladende er på vej væk fra, står stadig for mange nationer som idealet, der stræbes efter, hvilket også kan ses i eksplosionen af anerkendte nationalstater efter Anden Verdenskrig (fra cirka 50 i 1945 til cirka 200 i 2000) og de fortsatte kampe og krige for statsanerkendelse. I kapitel 3 skal vi se, hvorledes der opereres med tre eller måske kun to statsformer i nutiden, og her kan vi opsummere en stor del af globaliseringsdiskussionen om statens udvikling med denne figur, hvori det hævdes, at den moderne territorialstat nu har to skæbneveje at gå, postmoderne eller præmoderne.
I en vestlig kontekst kan man observere, hvordan staten i stigende grad presses fra de to modsatrettede udviklinger, vi så i figur 5. Staten skal positionere sig i forhold til det globale, hvor staten er blevet for lille til at håndtere de nye udfordringer, men hvor den samtidig også er blevet for stor til at tilgodese de nye lokale og individualistiske krav, den også bliver mødt af. At vælge globaliseringen og særligt den globale kapitalisme betyder ofte sociale nedskæringer, barberet demokrati samt tab af national enhed og statslig legitimitet. At vælge det lokale betyder ofte økonomisk nedtur og international isolation. Decentraliseringen og globaliseringen presser statens legitimitet, der til dels beror på dens enhedskarakter, dvs. forestillingen om det store, autonome fællesskab. Men staten er tvunget til en omstrukturering af sine hierarkiske dominans- og kontrolstrukturer, da globale strømme og lokale identiteter enten er for store eller for små til statens herredømme.
Figur 10. Statsformer og -forestillinger
Den vestlige stat er ved at bevæge sig fra at være en sikkerhedsstat (med fokus på militær overlevelse) til at blive en konkurrencestat (med fokus på økonomisk overlevelse), der får sin legitimitet fra dens evne til at tiltrække investeringer, hjernemagt og virksomheder i den globale konkurrence.75 Staten udskifter sin traditionelle velfærds- og nationalitetslegitimitet med en konkurrencelegitimitet og sin rolle som centrum med rollen som strategisk aktør i et multilateralt netværk. Staten er for tiden overvældet af udviklingen og er først i gang med den radikale selvomskabelse, der skal forvandle den fra enhedsligt beslutningscentrum til decentralt koordinationspunkt, hvor magt deles med en pluralitet af lokale, nationale, regionale og internationale centre og niveauer, hvor forskellige loyaliteter og forpligtelser overlapper hinanden, og hvor skæbne- samt beslutningsfællesskabet ikke længere nødvendigvis er sammenfaldende med nationen. Politikkens og statens funktioner og betingelser reduceres ikke nødvendigvis, men de rekonfigureres og rekonstrueres i en verden, hvor suverænitet ikke længere er en attribut ved statslighed men en forhandlingsressource i de mellem- og transstatslige netværk, staterne nu i stigende grad indgår i.
Staten omdefinerer sig selv fra at være centrum til at blive et knudepunkt – et afgørende knudepunkt men dog bare ét blandt mange i det globale netværk. Det sker i en dobbeltbevægelse ved at afgive magt til det globale og lokale niveau. Der decentraliseres funktioner og magt til lokalstyrer og NGO’er; det er starten på et nyt civilsamfund, der kan bevare, udstrække og rationalisere statens kontrol. Ved at decentralisere sikrer staten sig en bedre fordeling af ressourcer, en tættere kontakt mellem borgere og styre og en stødpudezone mellem folks utilfredshed og det politiske system. På det højere niveau afgives magt til supranationale institutioner og organisationer i et forsøg på at bytte suverænitet for en større stemme i globale og lokale anliggender. Multilateralisme og interdependens indbinder staten i et stadig tættere fletværk af interesser og forhandlinger. Staten forsøger derfor at tilegne sig noget af den magt, den har mistet ved at indgå i forskellige politiske, juridiske, funktionelle og økonomiske globale netværk. I formel forstand mistes der suverænitet, og udviklingen går på tværs af den nationalstatslige modernitets skel imellem indenrigs- og udenrigspolitik, mellem politik og bureaukrati, mellem politik og jura, politik og økonomi; til gengæld vinder staten i samarbejde med andre stater og ikke-statslige aktører en vis mængde kontrol over sit territorium i forhold til international kriminalitet, miljøproblemer, flygtningestrømme, økonomisk turbulens etc. Det er derfor formodentlig forkert at se enhver forandring i statens virkerum og funktionsområder som et tab.
Man ser ofte udviklingen væk fra en nationalstatscentreret politik benævnt som overgangen fra government (politik) til governance (styring). Argumentet eller analysen er, at politik har ændret karakter fra at udgå fra ét statsligt hierarkisk organiseret centrum præget af kommandoer og autoritative beslutninger til nu i stigende grad at have karakter af en pluralitet af magtinstanser, der indgår i skiftende alliancer og partnerskaber med hinanden, hvor ens magt er mere afhængig af, hvad man kan tilbyde de andre i økonomisk, militær, funktionel, organisatorisk eller anden forstand, end af hvilken titel man har.
Denne læsning af nutiden er del af en bredere forståelse af et magtskifte eller rettere transformation af magten selv, der kan opsummeres i to figurer. Den første76 viser to påvirkningsformer, magt og indflydelse, hvor det, vi skal hæfte os ved, er, at globaliserings- og kosmopolitisme-diskurserne ofte abonnerer på en teori om, at ‘magt’-formen er ved at blive udskiftet med ‘indflydelses’-formen, at der altså sker et afgørende skifte i den sociale påvirknings grundform fra det kommanderende til det samarbejdende:
Figur 11.
| Magt | Indflydelse | |
| Hovedkriterium | konflikt; begrænsning af selvbestemmelse | enighed; mulighed for selvbestemmelse |
| Kommunikation | Vertikal | horisontal |
| Organisationsprincip | centralisme, hierarki, autoritet | decentralisme, lighed |
| Påvirkningsformer | tvang, |