Projektmennesket. Anders Fogh JensenЧитать онлайн книгу.
i Paris dette år. I virkeligheden er der tale om et langt mere omfattende opgør med traditioner og hierarkier. Nu, langt senere, kan de aktuelle forsøg på at eksperimentere med alternative livsformer måske godt se ud som pubertære oprør mod en faderautoritets orden eller mod moderens renlige hjem. Men i virkeligheden er der tale om en langstrakt opstand mod bestemte måder at organisere og styre mennesker på, en protest, der strækker sig fra de tidlige 60’ere til de sene 70’ere.
Så pludselig i 1980’erne blev der stille. Hvad skete der? Oprøret var tilsyneladende mislykket. Folk flyttede tilbage i familierne, fik bil og hund og fast arbejde. Der var godt nok stadig lidt punk og lidt bz-bevægelse, men de lignede mest nogle, der var kommet en halv generation for sent.
Min første påstand er, at samfundet og måden at leve på faktisk blev ændret, men at det, der blev kastet op af de langstrakte opgør, ikke landede, som man havde forudsagt. Det er i den forbindelse også min påstand, at dette opgør ikke var så selvstændigt, som det til tider gav sig ud for, men at det var fortsættelsen af en meget længere bevægelse, der fik stemme af bl.a. Nietzsche, Heidegger, Sartre og en række forfattere, f.eks. Virginia Woolf, Franz Kafka og Robert Musil.
Min anden påstand er, at det, der blev kastet op, landede som projekt. Når der blev stille i 1980’erne, så var det ikke, fordi opgøret med systemet og ordensmagten var mislykket, men fordi opgørets krav til nedbrydning af hierarkier, flade strukturer, menneskelige omgangs- og arbejdsformer var blevet indløst – som projektsamfund.
Hvis det er rigtigt, at opgøret med ældre strukturer tog projektets form, så er det ikke tilfældigt, at alle taler om projekter og har projekter for. Eller i det mindste: Det er en historisk frembragt orden. Projektet er netop brændpunktet mellem menneske, samfund og historie. Det fører mig til min tredje påstand, nemlig at projektorganiseringen rækker langt dybere end til blot at være noget, man hele tiden skal sige på arbejdet, i skolerne og i forvaltningerne, det er en måde at leve på. En måde at være i rum og tid på. En måde at danne forbindelser på. En måde at gøre ting på. En måde at leve på, som vi ikke selv har opfundet, men som vi er blevet spillet i hænde, som vi har overtaget og nu forvalter. Projektsamfundet er ikke noget, vi kan vælge, det er noget, der er over os og i os. Det er noget, der er alle steder. Når jeg nu vil give mig til at undersøge, hvori projektsamfundet består, er det altså for at forstå vor tids menneske og dets vilkår.
Når jeg taler om samfundet som et projektsamfund, så menes dermed ikke, at hele samfundet er blevet projektorganiseret. Jeg mener, at en bestemt måde at udfolde rum og tid på, at danne relationer på og udføre aktiviteter på igennem projekter bliver stadig mere fremherskende. Det er indlysende, at der også findes andre organiseringsformer end projektets, men idet projektet vinder frem, forholder det sig til disse ældre former. For at et projekt f.eks. kan være tværfagligt, må der være faglige traditioner med færdigheder og sandheder, som projektet kan gå på tværs af. Projektet spiller hele tiden op imod eller sammen med andre måder at organisere på – ofte det, jeg her vil kalde disciplin. Et tværdisciplinært projekt forudsætter discipliner. Et andet eksempel er et terrorprojekt. Terrorprojekter organiseres i netværk, der gør det svært for traditionelle hære, der er organiseret disciplinært, pyramideformet, at gå imod projektet. Projektet udfordrer andre organiseringsformer, og det er ikke enerådende, men hele tiden i samspil med dem. Så når jeg siger, at oprøret landede som projekt, og at det gav os et projektsamfund, så er det en påstand, der ikke bare er sand, men bliver det stadig mere.
Projektet er ikke bare en form, der kommer ét sted fra, som f.eks. fra den projektorganiserede virksomhed. Ombrydningen af vores omgang med de grundlæggende vilkår (tid, rum, relationer, handlinger) kan forklares som overgangen til et projektorganiseret samfund. Som jeg skal komme tilbage til i særlig grad som overgangen fra et disciplinært organiseret samfund. I projektsamfundet stiller der sig nye problemer, løsninger og muligheder, der har at gøre med den måde, vi organiserer os på. De nye måder at eksistere på kan opleves vidt forskelligt inden for forskellige områder som fodbold, dans, børneopdragelse, bygningskonstruktion, arbejde, sygehusvæsen eller krigsførelse, også selv om omdannelserne foregår nogenlunde ensartet. Ikke desto mindre bevirker de grundlæggende fællestræk, at vi kan tale om en samlet overgang til projektsamfundet.
For at demonstrere, hvorledes projektsamfundet fungerer, vil jeg begynde i et af de hjørner, der for mig meget slående genererer nye oplevelser af disse vilkår: måden, vi danser på.
2.
Sådan danser projektmennesket
Midt på dansegulvet kan man føle sig mærkeligt til mode. Man står der og ved ikke rigtigt helt, hvem man danser med, men man ved, at man skal se ud, som om det er fedt. Man skal trække en energi ud af sig selv, eller man skal modtage en musikalsk energi, som man udtrykker. Man må først og fremmest udtrykke.
Det findes der i hvert fald to måder at gøre på: Man kan lukke øjnene og se ud, som om der går en farlig masse nydelse eller dyb melankoli igennem én, eller man kan kaste om sig med arme og ben, som var man den kropslige manifestation af en radioværts talestrøm.
Engang kaldte man dette fænomen ‘at danse moderne’. I dag kalder man det blot at danse. Fælles er, at alle kender til de måder, dansen fungerer på, uden at de følger et bestemt system, som de møjsommeligt har indlært sig på danseskoler. Man kunne sige, at vi danser samme stil – en energistil – på hver vores måde. En del af denne stil består i, at man udtrykker energi og følelse. Men bevægelserne synes ikke at være bestemte, i hvert fald hvis man ser det fra den gamle dans’ synspunkt. Så ser dansegulvet fuldstændig kaotisk ud.
Jeg vil hævde, at dansegulvets situation afspejler vor tids tilstand. Dansegulvet er del af samfundet og struktureret på samme måde som det – og hvis vi kigger nærmere på dansen, vil vi derfor kunne lære noget om vores samfund. Vi ville tilsvarende kunne kigge på en lang række andre fænomener, og vi ville da få øje på en række fællestræk og beskrive dem som vores samfund. Der er nogle strukturelle fællestræk ved de måder, hvorpå vi laver virksomheder, opdrager børn, spiller fodbold, behandler klienter, forebygger sygdomme, spiller spil, administrerer penge, finder venner og kærester, går i krig og danser. Denne bog handler om, hvorledes vi organiserer os, og hvilke oplevelser og erfaringer det bringer med sig, at vi organiserer os, som vi gør.
Lad os for en stund vende tilbage til dansegulvet for at få et første indtryk af vores samfund. Dansegulvet viser sig nemlig ved nærmere øjesyn ikke at være det blotte kaos. Det udfolder en logik, hvor spørgsmålet om, hvem der danser med hvem, ikke nødvendigvis lader sig besvare ud fra, hvem der holder hinanden i hånden, eller sågar hvem der står nær ved hinanden. Det er i højere grad afgjort af, hvem der danser samme stil, dvs. laver lignende bevægelser, og indimellem – men langtfra hele tiden – henvender sig til hinanden. At man ikke længere holder om hinanden eller holder hinanden i hånden, åbner en lang række forhold til uophørlig koordinering: Hvem der danser med hvem, hvor mange der danser sammen, hvor tæt man står på hinanden, hvor og hvordan man kommer i gang med at danse med hinanden, hvornår dansen begynder og slutter, og hvad der overhovedet er dans. Til en koncert vil der f.eks. være en glidende overgang mellem at stå og vrikke lidt og så at danse. Til en privat fest kan dansen opstå i baren, i hjørnet eller ude midt i stuen, og så er det aktiviteten, der bestemmer, hvor dansegulvet er. Man byder ikke nødvendigvis op, men begiver sig ud i dansen og danser sig ind på nogen. Man kan da være med blandt flere, man kan danse med én, eller man kan danse alene. Man følger ikke noget bestemt program, men improviserer og varierer over sine egne grundbevægelser, eller man imiterer andres. Man kan møve sig lidt ind et sted for at danse med nogen, eller man kan bevæge sig lidt væk fra nogen, man danser med, mens man stadig holder kontakten. Eller man kan gøre begge dele, man kan gradvis nedtone dansen med dem, man danser med, og trænge sig ind på nogle andre. Der er en logik i det, der afgør, hvem der danser med hvem, uden at der afspilles nogen programmer. Denne logik er i høj grad båret oppe af aktivitet, dvs. at det er selve aktiviteten, der afgør, om man danser, og med hvem man danser, og ikke afspilningen af et program inden for en ramme. Og det er blandt andet det, at dansen kun opretholdes af individers egen aktivitet, der gør, at følelsen kommer ind i