Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole HoirisЧитать онлайн книгу.
de fleste af middelalderens tænkere, at hebræisk var det eneste sprog i verden frem til sprogforvirringen ved Babelstårnet.16
I Edens Have navngav Adam alle levende væsener, og her var der ud over alle de spiselige planter også Livets Træ og Kundskabens Træ.17 Eva lokkede Adam til at spise af Kundskabens Træ, og dette førte til det syndefald, som medførte, at mennesket skammede sig ved sin nøgenhed og begyndte at udvikle tøj.18 Gud blev sur, og ud over at smide Adam og Eva ud af Edens Have, straffede han dem på den måde, at kvinden i fremtiden skulle have et plagsomt og pinefuldt svangerskab, føde børn i smerte, begære sin mand og beherskes af ham, mens manden skulle skaffe føden af agerjorden med møje og i sit ansigts sved spise sit brød, indtil han vendte tilbage til den jord, han var kommet af.19 Endelig gav Gud mennesket skindtøj, for jagten, som var det samme som drab, var endnu ikke mulig, så Adam kunne jo ikke selv skaffe det. For at forhindre at Adam og Eva skulle vende tilbage til Edens Have og måske endog få fat i Livets Træ, hvis frugter ville give evigt liv, satte Gud keruberne øst for haven, for at de der med lynende flammesværd kunne bevogte vejen til Livets Træ.20
Antropologisk set var der således fra begyndelsen kun Adam og Eva, og derfor måtte alle mennesker stamme fra dem. Mennesket kom fra øst, hvor Edens Have lå, og efter planteindsamling var agerbrug det første erhverv. Kvinder skulle i al fremtid straffes ved at føde børn med smerte og beherskes af manden. Dette skulle senere give store problemer, når man mødte folk eller monstrøse menneskelignende væsner, som det var vanskeligt at forbinde med Adam, eller som ikke levede i overensstemmelse med denne straf. Om der her var tale om mennesker, kunne således diskuteres. Det var f.eks. tilfældet med amazonerne og senere matriarkalske eller matrilineære folk, hvor kvinderne ikke var underkastet manden, og det samme gjaldt kvinder, der tilsyneladende fødte uden smerte som f.eks. i de tilfælde, hvor man havde couvade. Problemet var især udtalt i forbindelse med nøgne mennesker, der ikke skammede sig over deres nøgenhed. Siden St. Augustin var nøgenhed blevet forbundet med den seksualitet, der opstod i forlængelse af den oprindelige synd, og til dette tilføjede Augustin at:
Fra da af er den skik at skjule skamdelene indplantet i alle folkeslag, fordi de alle stammer fra denne ene rod. Nogle barbarfolk har end ikke de dele af deres legeme blottede, når de er i bad, men vasker sig med disse klædningsstykker på. Også i de skyggefulde og ensomme steder i Indien bruger de mænd, der filosoferer nøgne (de kaldes derfor gymnosofister [af »gymno« – nøgen, og »sofistes« – vismand]21), dog dækkener for deres kønsdele, selv om de ikke har noget på de øvrige legemsdele.22
Manden skulle så ifølge Augustin herske over sin hustru på samme måde, som ånden skulle herske over kødet.23
Det var derfor ikke så sært, at da de kristne for første gang stod over for nøgne folk, reagerede de med forundring. Portugiserne må have mødt nøgne folk, da de i slutningen af det 15. århundrede sejlede ned langs Afrikas vestkyst, men her er der ikke kilder, der beskriver deres reaktion. Derfor bliver mødet med de amerikanske indianere de første kilder til et sådant møde, og man ser da også, at Christoffer Columbus (1451-1506) i næsten alle sine beskrivelser af de folk, han mødte i Amerika, ud over at konstatere, om de havde guld, og om de var kannibaler, skrev, at de var nøgne eller næsten nøgne, og at Amerigo Vespucci (1454-1512) i 1505 som noget af det første skrev om de amerikanske indianere, at de gik fuldstændig nøgne uden at skamme sig, og at kvinderne fødte deres børn helt uden smerte. Dertil kom, at de ingen konger og ingen regering havde, de havde så mange koner, de lystede, og de bedrev blodskam på alle leder og kanter. De kunne ophæve ægteskaber, når de havde lyst, de havde ikke hverken kirke eller religion, de åd hinanden, især krigsfanger, men det var også sådan, at fædre åd både koner og børn. Endelig kunne Vespucci meddele, at de blev op til 150 år gamle og sjældent var syge. Forundringen var stor, men han gav ikke nogen forklaring på det.24
Endelig kunne det, at Edens Have skulle bevogtes, også tyde på, at Edens Have lå på jorden et fjernt sted i Østen, hvad der igen betød, at man ved at følge en af de fire floder, Nilen, Ganges eller Indus, Eufrat og Tigris, der udsprang i Paradis, til kilden måske kunne komme frem til, om end ikke ind i, Edens Have. De brændende flammesværd kunne dog også tydes på den måde, at det var den uigennemtrængelige ækvatoriale varme, der beskyttede det jordiske paradis, som så kunne placeres på den sydlige halvkugle.
Adam og Eva fik sønnerne Abel, som blev fårehyrde, og Kain, som blev agerdyrker.25 Agerbrug blev således suppleret med dyreavl, men da Kain dræbte Abel,26 forsvandt dyreavlen for en tid. Agerbruget blev videreført af Adam, idet Gud fratog Kain agerbruget, da han sendte ham i eksil i landet Nod, øst for Edens Have.27 Kain formerede sig, og nogle generationer senere fødtes Jabal, som blev stamfader til alle kvægnomader, mens broderen Jubal blev stamfader til alle dem, der spiller på citar og fløjte. En halvbror blev stamfader til alle former for smede.28 Fra dette tidspunkt var samfundet således udviklet med agerbrug, dyreavl og smedekunst.
Men alle disse efterkommere efter Kain levede uden for Guds område. Den sande gudstro blev båret videre i en anden gren af Adams slægt, nemlig af Adams søn Seth, som blev født, efter at Kain var fordrevet.29 Derefter idet såvel Kain som Abel ligesom i Biens Bog har en tvillingsøster. Problemet med Kain opstod, da han hellere ville gifte sig med sin tvillingsøster end med Abels. Efter mordet på Abel drager han af sted med begge kvinder. Seth og hans efterkommere forbliver boende på det bjerg, hvor det jordiske paradis lå, mens Kain og hans efterudviklede denne gren af slægten sig, og der var mange, der blev over 900 år gamle. Efter mange generationer fik Metusalem en søn ved navn Noa, som i en alder af 500 år fik tre sønner, Sem, Kam og Jafet.30 Nu skete der det, at nogle engle blev betaget af de jordiske kvinder, og de drog ned på jorden og tog alle de kvinder, de ville. Af disse forhold opstod kæmperne, men også den guddommelige vrede over, at jorden nu var blevet fuld af vold og utugt, hvorfor Gud fortrød sit skaberværk.31 Men i stedet for at udrydde det hele, lod han Noa bygge en ark, som var over 200 meter lang og 34 meter bred, og her kunne Noa, hans kone, sønner og svigerdøtre samt et eller flere par af alle dyr overleve syndfloden.32 Dermed måtte alle folk, der siden har eksisteret, stamme fra Noa og hans tre sønner,33 og bestemmelsen af disse folks identitet måtte i overensstemmelse med den genealogiske metode, som i Gamle Testamente blev brugt til at ordne og bestemme relationerne mellem alle, være den metode, der skulle etablere denne identitet. Dog var der ud over spørgsmålet, om Kains slægt havde overlevet syndfloden i deres land langt mod øst, også mere generelt tvivl om syndflodens globalitet, idet dette ikke fremstod klart i Gamle Testamente. Således var det usikkert, om syndfloden havde ramt de folkeslag, der levede i nærheden af det jordiske paradis. Man vidste jo med sikkerhed, at det jordiske paradis ikke var blevet oversvømmet.34
Noa strandede på Ararats bjerge, og efter at alle fortrædelighederne var overstået, ofrede han til Gud, som blev så rørt, at han besluttede sig for aldrig igen at udrydde alt levende.35 Herefter var det Noas sønner, der som agerbrugere, kvægavlere og jægere skulle ud og mangfoldiggøre sig og befolke jorden. Men inden da opstod der problemer, idet Noa som agerdyrker opfandt vinen, drak sig fuld og lagde sig til at sove nøgen. Kam så sin far nøgen og fortalte det til sine to brødre, som uden at kigge gik ind i teltet og dækkede ham til. Da Noa vågnede, blev han sur og idømte sin yngste søn Kam den straf, at han og alle hans efterkommere for evigt skulle være de usleste trælle for Sem og Jafet og deres efterkommere.36
Noas sønner befolkede nu verden.37 Den mellemste søn Jafets efterkommere befolkede den nordlige og nordøstlige del af verden, herunder »de fjerne øer«, en formulering som kunne bruges til at omfatte nogle af de områder, der dukkede op i det 15. og 16. århundrede, og som det i øvrigt var vanskeligt at finde benævnt i Biblen. Jafets sønner tog hver sit land og havde hver sit sprog, og de spaltede sig med generationerne op i stadig nye slægter og herfra i nye folkeslag.38 Blandt Jafets sønner skulle Magog, som af nogle blev betragtet som stamfader til eller som slet og ret værende skytherne, senere komme til at spille en speciel rolle. Også den yngste og nu forbandede søn Kam fik mange efter kommere, og blandt disse skal især nævnes Nimrod, som med Babylon som udgangspunkt blev den