barcelona. Aarhus University PressЧитать онлайн книгу.
og vidt udsyn over Barcelona, så det trods de uendelig mange spanske turister er til at være her.
Vi skal selvfølgelig også besøge parkens højeste punkt, et ’stenbjerg’ med en formidabel udsigt over Barcelona. ’Bjerget’ er bygget som en forhistorisk mallorkinsk talayot, men omtales i dag ofte som Kalvariebjerget. Heroppe, side om side med Gaudís elskede kors, der peger lige op i himlen, kommer vi til at filosofere over, hvor sammensat en person han selv var. Inderligt troende katolik og inspireret af naturens bølgende organiske former i sin arkitektur, men arkitekt for storbyens industrimagnater og selv en foregangsmand, der byggede videre på maurernes sindrige ingeniørarbejder, hvad enten det gjaldt om at opsamle og distribuere vand eller lede luften ind til naturlig afkøling af husene.
Bænken, der danner brystværn foran den store flade plads i Güell-parken, slynger sig med sine keramikmosaikker og giver plads til mennesker af alle sprog, også musikkens, der gerne går i dialog med pengenes klingende tale © Luana Bandeira
Herfra går vi ned til hovedindgangen ved Carrer d’Olot for at se den legendariske drage Phyton, de underjordiske vandes vogter, der med sin farvestrålende keramikmosaik ikke er spor skræmmende. Dragen, eller måske bare salamanderen, viser Gaudí i hans bestandige dialog mellem praktisk hensyn og kulturhistorisk udsyn, for de underjordiske vande er her det regnvand, der ledes ned gennem søjlerne. Hovedindgangen er flankeret af to bygninger, der rejser sig som eksklusive portnerhuse, bygget med inspiration fra brødrene Grimm. Huset til højre er heksens, mens det til venstre med korset er Hans og Grethes. Her møder der os endnu en stribe sælgere med varerne bredt ud på hvide klæder. Men pludselig lyder der et højt råb, som varskoer sælgerne om, at politiet er på vej. Hurtigere end lynet bliver varerne rullet sammen til små bylter, og parksælgerne slentrer skødesløst og uskyldigt af sted.
Også vi skal af sted, så for at undgå omveje stikker vi hovedet ind hos en lille lokal købmand og spørger om vej. Butikkens eneste kunde, Pepe, en transseksuel fra Guatemala, slår følge med os. Senere kommer vi i tvivl, om Pepe er en kvindelig mand eller en mandlig kvinde, men i situationen forekommer det ligegyldigt. Hun er på hjemmebane her i kvarteret, hvor der mestendels bor homoseksuelle og illegale indvandrere. Det er strengt forbudt at spille fodbold i parken, men her udenfor må vi dukke os for en bold på afveje. Hun følger os hen til metro Lesseps, en station fra metroens oprindelse i 1924, én ud af nu 165 stationer på en 125 km lang strækning.
tibidabo
For at styrke sin spirende nationale identitet skaffede Catalonien i 1992 De Olympiske Lege til Barcelona, så regionen over for verden kunne præsentere sig som et selvstændigt politisk og kulturelt område. Tv- og radiotransmission skulle selvfølgelig fungere upåklageligt, og derfor bestilte man den engelske arkitekt sir Norman Foster til at bygge Torre de Collserola, der knejser øverst på bjergkæden. Der er adgang til tiende etage i det 3.000 tons tunge tårn, der byder på en prægtig udsigt. Tårnet ligger på Tibidabo-bjerget, der med sine 512 meter er det højeste bjerg i Collserola-bjergkæden. Her finder man også Parc d’Atraccions del Tibidabo, Barcelonas ældste forlystelsespark fra 1901, der stadig bevarer mange af de gamle installationer, fra dengang de blev bygget i 1905. Man kan selvfølgelig køre derop i bil, men for rigtig at få stemningen med kan man tage den gamle svævebane fra Plaça del Doctor Andreu. Svævebanen, der er fra 1901, er 1152 m lang og stiger 275 meter i højden.
Alene udsigten over Barcelona gør det til en oplevelse at besøge Tibidaboforlystelsesparken. Og endnu mere fantastisk bliver det, hvis man svæver i pariserhjulet mellem himlen og udsigten © SLDigi Fotolia
Da Woody Allen indspillede sin kærlighedserklæring til Barcelona, Vicky Cristina Barcelona, i 2008, kom hans kamera selvfølgelig forbi Güell-parken, så både fabeldyr og tallerkenskårsmosaikker trænger sig frem mellem filmens hovedpersoner. Og han finder også anledning til at sende de to unge damer med mand og elsker op til Tibidabo-forlystelsesparken, så man ved selvsyn kan se flyvemaskinekarrusellen fra 1928, pariserhjulet og den traditionelle karrusel.
Og selvfølgelig stiller et af filmens mange par sig op ved et brystværn, så vi får lejlighed til rigtig at se ud over Barcelona. Til gengæld skriver journalist Nicolás Boullosa i sin blog om filmen, at han undrer sig over, at da maleren, dennes ekskone og Cristina endnu danner en lykkelig trekant, kører de på cykel i stedet for den allestedsnærværende scooter, der bliver brugt af catalanere i alle samfundslag – i øvrigt er Catalonien meget passende europæisk storproducent af scootere og motorcykler. Men netop den sekvens signalerer ikke Barcelona og byens nye bycykler og heller ikke Collserola. Maleren, ekskonen og Cristina cykler i Allens film, fordi det gør Jules, Jim og Catherine i François Truffauts legendariske film Jules et Jim fra 1962. På den måde bindes de to trekanter sammen på tværs af tid og sted. Jules, Jim og Catherine bliver på forunderlig vis vakt til live igen i den spejlvendte trekant med Cristina, María Elena og Juan Antonio. Gennem filmens plot foreslår Allen således, at man kan tage til Barcelona og lade sig udfordre til at ændre sit liv. Men for at det sker, skal man ikke kun tage udfordringen op som Cristina, men også gå linen helt ud i stedet for at gifte sig som Vicky eller flagre videre til næste oplevelse som Cristina.
parker med historie
I mange år var Parc de la Ciutadella, Citadelparken, stort set den eneste park i hjertet af Barcelona. Parken, der ligger i nærheden af Ciutat Vella og La Barceloneta, har sit navn efter det citadel, der blev bygget på stedet, da Spanien endegyldigt besejrede Barcelona i 1714 og dermed satte en stopper for at genetablere et catalansk uafhængigt rige. Citadellet, det største i Europa, kom til at symbolisere spansk overherredømme, så da det endegyldigt blev jævnet med jorden i 1869-78, begyndte catalanernes selvfølelse igen at vokse. Det var nok ikke tilfældigt, at Barcelona få år efter afholdt en strålende verdensudstilling på netop samme område. Verdensudstillingen i 1888 er i øvrigt strålende beskrevet i den catalanske forfatter Eduardo Mendozas hovedværk Miraklernes by fra 1986. Nogle af pavillonerne, der stod tilbage efter verdensudstillingen, blev herefter brugt som starten på den zoologiske have, der i dag er parkens største attraktion. Parkens store springvand, hvor arkitekten Josep Fontserè i Mestre lod sig inspirere af den italienske Trevi-fontæne, er udsmykket med fantasifulde fabeldyr, men vandet, der løber, falder og springer, skyldes hans assistent, den unge Gaudís sindrige ingeniørarbejde. Den store park giver desuden plads til en sø, hvor man kan sejle rundt i robåde. De få bygninger, der står tilbage efter citadellet og verdensudstillingen, huser bl.a. det naturvidenskabelige museum og det catalanske parlament.
Antoni Tàpies’ installation Monument Homenatge a Picasso fra 1981. Læg mærke til, hvordan vandet løber ned ad glassets vægge. Installationen står på det brede fortov mellem Passeig de Picasso og Parc de la Ciutadella © Peter Collins
Ud til Passeig de Picasso, der løber langs Citadelparken, står Antoni Tàpies’ skulptur, Monument Homenatge a Picasso, i et rektangulært vandbassin. Værket er en særegen installation, placeret i en glaskube, hvor vandet siver ned som i et omvendt springvand, mens en sindrig luftanordning sørger for, at der ikke danner sig kondensvand.
Går man derfra langs havnepromenaderne forbi Ciutat Vella og El Raval i retning af Montjuïc-bjerget, kommer man til Jardins de Mossén Costa i Llobera, opkaldt efter den mallorkinske digter Miquel Costa i Llobera. Her kan man glæde sig over en stor samling kaktusser, vortemælk (euphorbia), sukkulenter og palmer fra de fem kontinenter. Haven har været lukket i fem år for en gennemgribende renovering, men blev genåbnet for offentligheden i 2011. Den 60.000 kvadratmeter store have rummer 800 forskellige arter, hvoraf ganske mange er store gamle eksemplarer. Hvis man ikke bare vil glæde sig over de mange spændende former, kan man gå på jagt efter den to hundrede år gamle kaktus Oreocereus neocelsianus. Der er navneskilte ved planterne.
Fortsætter man