barcelona. Aarhus University PressЧитать онлайн книгу.
tør sommer, et regnfuldt efterår og en mild vinter. Der er samlinger fra fem væsentlige områder med mediterran plantevækst: Fra den nordlige halvkugle er Nordafrika, De Kanariske Øer, Middelhavet og Californien repræsenteret, mens den sydlige halvkugles samlinger stammer fra områder med mediterrant klima i Chile, Sydafrika og det sydlige Australien.
Går man højre om det olympiske stadion, kan man herefter enten gå til venstre mod Pavelló Mies van der Rohe, den pavillon, der blev rejst til den anden verdensudstilling i Barcelona i 1929 eller gå mod højre for at komme hen til Fundació Joan Miró. For den catalanske surrealist Joan Miró har selvfølgelig sit eget museum i hjembyen Barcelona. Maleri, plakatkunst, radering, litografi, collage, skulptur, keramik. Så vidtfavnende er Mirós omfangsrige værk. Hans nære kontakt til dadaister og surrealister førte ham tidligt til at udvikle sin helt egen stil, med streger og pletter i rene stærke farver. Selv om værkerne er abstrakte, aner man alligevel figurative motiver, måske næsten en fortælling, hvor de runde pletter enten bliver himmellegemer eller tegneserieagtige han- og hunkønsvæsener. Miró selv kunne virke næsten bedsteborgerlig i sin fremtoning, også i sin nære omgang med de franske og spanske avantgardemalere i Paris. Alligevel udviklede han sin stil som frontalangreb på den eksisterende malerkunst og æstetik, så den aldrig kom til at tage form eller farve af hverken klassisk eller surrealistisk æstetik.
På Miró-museet kan man glæde sig over et bredt udsnit af malerens farveglade værker, der på én gang fremstår naivistiske og abstrakte, tegneserieagtige og tankevækkende. Museet lægger op til at være et sted for børn og børnefamilier, men bag kulisserne er der desuden adgang til en vældig samling bøger, skitser, forstudier, tryk og plakater, som Miró gennem et langt liv omhyggeligt bevarede. Herfra kan man fortsætte til Parc Joan Miró. I Miró-parken knejser den 22 m høje Miró-skulptur Dona i Ocell (Kvinde og fugl) i gul, rød og blå. Skulpturen blev færdiggjort i 1982-83, kort før Miró døde 90 år gammel.
Hvis man fra Miró-parken vil videre for at se Antoni Tàpies-museet på Carrer d’Aragó, skal man tage metroen fra Tarragona et stop hen til Passeig de Gràcia. Så har man placeret sig godt for at se den ligeledes catalanske kunstner, der er abstrakt på en ganske anden måde end Miró. Tàpies startede med afsæt i art brut, men udviklede sig over en surrealistisk inspireret modstand mod Franco-diktaturet til at arbejde med at gøre materialet selv så mærkbart, at man nærmest kan føle det med synet. Gennem sit navn Tàpies, der på catalansk betyder mur, blev han optaget af muren selv eller af underlag med murkarakter, som han bearbejdede i graffitiagtige strøg eller ved collageagtig påførelse af andre materialer. I inspiration fra middelalderlig mystik lod han materialerne selv tage over, mens værket blev nærmest tømt for indhold, så man taler om Tàpies som en tomhedens maler.
Selv om man kan køre gade op og gade ned uden at se et eneste træ, ligger der selvfølgelig også interessante parker som små åndehuller rundt omkring i Storbarcelona. For foden af Collserola finder man således Parc del Laberint d’Horta, Labyrintparken. Familien Desvalls, der som andre adelige og velhavere havde deres sommerresidens her, indledte i 1791 opbygningen af en labyrint, der inspireret af antikkens labyrint på Kreta var viet til kærligheden. Den er opbygget af to en halv meter høje knivskarpt klippede cypreshække. Labyrintparken er udsmykket med skulpturer fra den græske mytologi, hvor man selvfølgelig har afbildet Ariadne, der gav Theseus et garnnøgle, så han kunne afmærke vejen ind i labyrinten i Knossos med garnet, der viste ham vejen ud igen, da han havde dræbt Minotauros.
Labyrintparken virker overskuelig set ovenfra, men formgivet som labyrint er naturen svær at beherske og truer tværtimod med at beherske os. Imidlertid plejer børn og barnlige sjæle at more sig overdådigt over vildfarelsens kildrende gys © Till F. Teenck
I midten af 1800-tallet udvidede familien parken med en romantisk have, der havde døden som tema og var udstyret med det uundværlige vandfald. I 1967 overlod Desvalls-familien parken til Barcelona by, der åbnede parken for offentligheden i 1971. På førstedagen kom der 50.000 besøgende, hvad den nyrestaurerede park blev stærkt medtaget af. I 1994 blev parken, der er på 9,1 hektar, restaureret med støtte fra EU. I dag fungerer labyrinten og den romantiske have som et parkmuseum, mens Desvalls-paladset, hvis arkitektur er inspireret af gotik og maurisk byggekunst, huser en uddannelse som anlægsgartner. Paladset er bygget omkring et vagttårn fra middelalderen. I dag er de fleste spor efter den romantiske haves dødstema forsvundet, men selve den romantiske have står der stadig ligesom labyrinten, der med sine skarpt klippede cypreshække regnes for en af de eleganteste parklabyrinter i Europa. Den orientalske have er stort set forsvundet, og det samme er kirkegården, der indgik i det romantiske dødstema, men der er stadig meget at gå på opdagelse efter i parken. Da parken oprindelig er anlagt som en privat have, hvor man højst modtog besøg af kongelige og andre elegante gæster i forbindelse med kulturelle arrangementer, kan den ikke holde til et stort antal besøgende. Derfor lukker Labyrintparken i dag højst 750 besøgende ind ad gangen.
naturparken collserola
Güell-parken og Labyrintparken ligger på vej op mod Collserola. Den langt større Parc Natural de Collserola eller Collserola-park starter længere oppe, på den lave Collserola-bjergkædes kam. Her har man ikke kun udsigt ud over Barcelona, men også ind over baglandet, hvor den ca. 8.000 hektar store park breder sig som en blanding af forstadsbebyggelser og varierede naturområder. For at komme derop kører man nede fra Barcelona og op mod Vallvidrera-kvarteret, hvor detektiven Pepe Carvalho fra Manuel Vázquez Montalbáns krimier bor, igennem et område, hvor villaerne putter sig spredt ud over skråningerne mellem havernes træer og buske. Ikke en park i dansk forstand, men faktisk er vi på vej ind i Collserola-parken, der i 1987 fik status af park og i 2010 blev erklæret naturpark.
Nu hvor området er blevet naturpark, håber folk selvfølgelig, at bebyggelserne ikke vil brede sig yderligere, så de lave bjerge kan få lov at blive liggende, som de er. Ikke som uberørt natur, men som et gigantisk naturområde, der bliver brugt ekstensivt af Barcelonas befolkning. Collserola-parken afgrænses mod nord af Besòs-floden, mod syd af Llobregat-floden og mod vest af Vallès, tre områder, der danner en ’økonomisk trekant’ uden om Barcelona for vidensintensive virksomheder. Men langsomt og ubønhørligt har bebyggelserne gnavet sig ind i det store parkområde, så der har dannet sig en glidende overgang mellem selve Barcelonas højhusområder uden bevoksning og Collserolaparkens naturområder, hvor naturen (endnu) kun udfordres af små bebyggelser og slyngede bjergveje. Men kører man bare hurtigt igennem Vallvidrera-tunnelen, bliver man ledt frem til det, der om noget bekymrer parkens tilhængere: motorvejen, der går tværs igennem parken og deler den i to. Dyrene kan bedre klare småvejene, der slynger sig rundt i landskabet, men med motorvejen bliver landskabet hakket midt over.
Parken er et rigt og varieret naturområde. Der er flere slags ege, bl.a. den stedsegrønne eg, der er noget mere grågrøn end den danske eg. Egene danner den oprindelige bevoksning, men kryber nu sammen under de højere og hurtigere voksende fyrretræer, som man ‘høstede’ før i tiden. I underskoven gror der bregner og viburnum, mens vedbend, kaprifolium, klematis og sarsaparil slynger sig lianagtigt op om træernes stammer. I parken finder man også den lave makibevoksning, der er så karakteristisk for kyststrækningerne ud til Middelhavet, hvor rosmarin og citrus udsender deres stærke aromatiske dufte. Mediterran er også jordbærtræet, der ikke har det mindste med de jordbærplanter at gøre, vi kender fra vores hjemlige haver. Jordbærtræet har alene fået sit navn, fordi det står med røde runde frugter om efteråret.
Den opmærksomme skovtursgæst vil dog også kunne glæde sig over sommerfugle og guldsmede, mens salamanderne til gengæld lever skjult i fugt og skygge under sten og rødder. Selv om bjergene er lave og på ingen måde pittoresk forrevne, giver de alligevel ly til et varieret dyreliv, der blandt de større dyr tæller vildsvin og ræve, pindsvin og egern. Især bestanden af vildsvin vokser, så det sker stadig hyppigere, at folk på udflugt render over et vildsvin eller to. For da der efterhånden er flere vildsvin, end skovområderne kan ernære, har en del vildsvin fundet vej ind til udflugtssteder og beboelsesområder, hvor de har vænnet sig til en kost bestående af pizzaer og andre efterladenskaber.