Fornuftens perversion. Mikkel ThorupЧитать онлайн книгу.
al orden og enhver autoritet.
4 Den moderne dekadensproces er irreversibel og har uvægerligt retning mod den yderste dekadens, det totale anarki og det store kollaps.48
De tre første principper ligger klart inden for gængs modoplysning, hvorimod det sidste forekommer mere uregelmæssigt og nærmere bør forstås som en langstrakt degenerering frem for et ultimativt kollaps. Det væsentlige her er det fælles i de fire principper, der sætter lighedstegn mellem nivellering, dekadens, diskutabilitet og uregerlighed. Det oplyste samfund er ifølge modoplysningen karakteriseret ved sammenblanding af fremmedheder fra det groveste til det fineste og af en monstrøs evne til at assimilere kontraster. Det indoptager og fordøjer alt og er væsentligst karakteriseret ved dets manglende evne til at skelne. Det moderne er lunkent, fladt og udglattende: “Moderniteten etablerer det inde-i-mellem og ‘hverken det ene eller det andet’; det neutrale og det blandede; det, der er hjemme ingen steder, og det, der er hjemme overalt; nomaden og kosmopolitten som normative typer”.49
Disse forestillinger er ikke unikke for modoplysningen og har en langt længere historie samt en bredere udbredelse i forestillingen om, at lighed er lig ensartethed, ligesom de er udtryk for et generelt modernitetsubehag, men forestillingerne er vigtige i forståelsen af, hvad det er, modoplysningen forstår og frygter ved det realiserede, oplyste samfund. Oplysningens nivellering gør alting kritiserbart, diskuterbart og manipulerbart. Der er ingen hellige principper eller urørlige institutioner. Det er kendetegnet ved det, jeg vil kalde den foreløbige sandheds regimer: Pressen genfortæller dagens begivenheder, offentligheden vurderer og diskuterer, parlamentet debatterer, beslutter og ombeslutter sig, domstolene dømmer, og der appelleres, videnskaben tester og forkaster til tider etablerede sandheder etc. I en modoplysnings-fortolkning er det ikke kun tvivlens institutionalisering, der kendetegner det moderne, men også altings stadige undergravning og følelsen af absolut usikkerhed. Det liberale credo om tolerance er netop en besindelse på tvivlens status, hvorfor det også er et af modoplysningens hadeobjekter. Tolerance sættes lig indifference, der er den manglende evne eller lyst til at skelne mellem godt og ondt, vigtigt og ligegyldigt.
Den, der sætter spørgsmålstegn ved en institution, forlanger et svar. Og dette svar vil give anledning til nye spørgsmål i en evig regres. Og hvert svar vil være åbent for tvivl og skepsis. Når denne skepsis først er etableret, bliver mennesket rastløst, da der ikke synes at være nogen ende på dets stillen spørgsmål. Når først der er blevet spurgt til fundamentet for institutionen, kan intet permanent etableres. Tvivl og forandring hænger sammen. Institutioner og praksisser undergraves. Mennesket jager rastløst og aggressivt efter nye spørgsmål og nye svar. Der er ingen hvileplads mulig; intet sted hinsides spørgsmål og tvivl. Dette er den verden, som modoplysningen mener at betragte, og som den kritiserer. I de følgende tre kapitler vil det blive forsøgt vist, hvordan en både filosofisk og social egalitarisme var en af de aktive årsager til modoplysningens opståen. Egalitarisme blev betragtet som et opgør med naturlige hierarkier, der med nødvendighed ville føre til en anarkisk nivellering uden de menings- og standsforskelle, der garanterer samfundsordenen. I et videre perspektiv kan det overvejes, om de historiske udtryk for modoplysning, der i denne bog bare kan antydes, ikke alle knytter sig til distinkte opgør med, hvad der forstås som nye egalitarismer, som fx i Weimar-republikkens demokratiske egalitarisme, 1968’s sociale egalitarisme og nutidens postnationale egalitarisme.
V
Et helt afgørende element i modoplysningens forestillingsverden, og et af dens mest direkte og indflydelsesrige påvirkninger af vores nutidige syn på oplysningen, er den påståede nødvendige og intime forbindelse mellem oplysningsfilosofien og den franske revolution, hvilket jeg vender tilbage til nedenfor. Her skal en anden forbindelse kritiseres, nemlig forbindelsen mellem den franske revolution og modoplysningen. Som Jonathan Israel skriver:
Modoplysningen er knap blevet studeret af historikere, og hvor det er sket, er den som regel fejlagtigt blevet set som en konsekvens af den franske revolution. Faktisk er der i de ideologiske kernepunkter ikke megen forskel mellem katolsk og protestantisk modoplysning før og efter 1789 (eller for den sags skyld mellem før og efter 1830); for den generelle tråd er alle steder […], at kristendommen bliver ødelagt af en lumsk filosofisk konspiration, og at der i hjertet af denne konspiration er en ny filosofi – l’esprit philosophique – en universel trussel, der underminerer autoritetens og traditionens fundament, som er kristent, royalt og aristokratisk. Så modoplysningens ophav skal, logisk nok, findes i det sene 17. århundrede med opkomsten af en bevidst, selvproklameret ‘oplysningstid’.50
På samme måde skriver McMahon, at ‘anti-filosofferne’ havde ført krig imod oplysningsfilosofien fra midten af 1750’erne og tilføjer, at “siden 1755 havde hvert af [den franske katolske] kirkes nationale forsamlinger […] diskuteret problemet med den ‘smitte’, der blev spredt ‘i hele riget’ af de giftige skriverier fra ‘de såkaldte philosophes’”.51 Den franske revolution og ikke mindst terrorregimet blev for modoplysningen beviset på, at de havde haft ret hele tiden i påstanden om fornuftens perversion: Oplysningsfilosofien var revolutionen. Revolutionen var terror. Denne forestilling har sikkert mere end noget andet været med til at give deres udlægning af forholdet mellem oplysningsfilosofi og politisk aktivisme en plausibilitet og udbredelse, der er uden sammenhæng med den egentlige relation mellem filosofi og social forandring.
Jonathan Israel tilføjer, i modsætning til sit eget analytiske udgangspunkt i kontroversialismen, at modoplysningen var en “uundgåelig og naturlig reaktion”; og så skriver han ydermere, at den var en reaktion på en “mere eller mindre korrekt forstået universel udfordring”.52 Begge dele er, vil jeg mene, tvivlsomme påstande, i hvert fald hvis de skal udlægges sådan, at modoplysningen havde en korrekt opfattelse af oplysningsfilosofien. I det omfang, man overhovedet kan tale om én oplysningstid, én oplysningsfilosofi eller endda oplysningen, så synes det klart, at modoplysningen systematisk fejllæste dens ærinde, overså dens indre uenigheder, overdrev dens ateisme og revolutionisme, misforstod dens brug af begreber som fornuft, frihed og lighed, fokuserede på de mest radikale udsagn taget ud af deres sammenhæng og kun var i stand til at se kaos, trældom og amoralitet som dens konsekvens. Modoplysningen tog fejl af oplysningen, men McMahon har ret i at skrive:
På trods af al deres overdrivelse, had og fjendtlighed, så fangede modoplysningen noget essentielt omkring den moderne verden; de anede meget tidligt, at sekulariseringen af samfundet og afsakraliseringen af det politiske ville have dybe og varige konsekvenser. På det punkt havde de, på trods af alle deres begrænsninger, ret. Det var deres evne til at spille på denne erkendelse – at dramatisere affortryllelsens kulturelle omkostninger – der gav deres vision næring og magt.53
Hvor modoplysningen tog fejl, var ikke mindst i beskrivelsen af oplysningen som et naivt fornuftsoptimistisk projekt for omfattende social forandring samt i den entydigt negative udlægning af oplysningsfilosofiens konsekvenser. En udlægning, der i øvrigt undergraver dens egen påstand om at være oplysningen overlegen i sin betragtning af mennesket og virkeligheden i dens fulde kompleksitet og hemmelighed. Modoplysningens angreb på oplysningen kan ses som et forsøg på at genintroducere sikkerhed, om end sikkerhed om katastrofen, stor og lille, men alligevel sikkerhed i det sociale rum og i det historiske forløb.
VI
Den valgte tilgang med fire kapitler, der hver fokuserer på én tænker, har sine fordele og ulemper. Fordelen er først og fremmest muligheden for at introducere og udfolde hver enkelts tænkning som et unikt bidrag; ulempen er, at den overordnede sammenhæng og forbindelserne imellem dem måske sløres eller kommer til at stå uklart. Jeg afslutter derfor indledningen med at opsummere bogens grundlæggende teser, de operative (og indbyrdes sammenhængende) forestillinger omkring modoplysningen, der er forsøgt skrevet ud i de enkelte kapitler, og som har struktureret selve skriveprocessen:
Modoplysningen er basalt set en forestilling om verdens grundlæggende religiøse karakter, hvor enhver fravigelse fra denne sandhed er at forstå som antireligion.
For modoplysningen er oplysningens særegenhed dens frontalangreb