Fornuftens perversion. Mikkel ThorupЧитать онлайн книгу.
og i dens senere manifestationer været en reaktion på det, der er blevet set som grænseløshedens udfordring af de naturlige grænser, hierarkier og begrænsninger, dvs. at oplysning er blevet set som den aktive undergravelse af det sociales fundament, som en basalt set antireligiøs og revolutionær overskridelse af det givne og naturlige.
Enhver sådan overskridelse slår tilbage i perverteret form. Virkeligheden er religiøs og kan give sig udtryk enten som sand og sund religion eller som perverterede religiøse udtryk, hvor mennesket, mammon, racen, klassen eller andet gøres til afguden. Oplysningens påståede ateisme slår med nødvendighed om i perverterede religiøse former, hvor mennesket selv gør sig til gud, og hvor det derved mister de restriktioner, der holder det socialt, fredeligt, lykkeligt m.m.
Modoplysningen har været et underbelyst, men utrolig vigtigt grundlag for vores nutidige forståelse af oplysning, revolution, fremskridt, fornuft m.m.
Modoplysningen, som den præsenteres her, kan siges at være blevet gentaget i tre ordens-traditioner, som de mere eller mindre har inspireret: konservatismen (Burke), fascismen (de Maistre) og militærkuppet/ kontrarevolutionen (Cortés).
Rousseau tilhører hverken oplysningen eller modoplysningen, men er blevet en kampplads imellem de to, hvor enten ‘frihedens Rousseau’ og ‘terrorens Rousseau’ mobiliseres for at styrke egen position.
Mange af modoplysningens argumenter gentages stadig om end oftest i en oplysningskritisk position, der ikke kender eller vedkender sig modoplysningen, og som overtager idéerne om oplysningens fornuftsimperialisme og om fornuftens behov for begrænsning fra modoplysningen uden derfor at afvise oplysningen som sådan.
Modoplysningens argumenter har deres rod i det religiøse, men de er fra deres udsigelsestidspunkt og frem til i dag blevet stadig mere afteologiseret. Argumenter og kritikker, der før blev formuleret religiøst, gentages i dag ofte afteologiseret eller mindre direkte religiøst; en udvikling, der også kan observeres i bevægelsen fra Burke i 1790’erne til Cortés i 1850’erne.
Et tydeligt eksempel på modoplysningens afteologisering er overgangen fra katastrofen – mest paradigmatisk udtrykt i den franske revolution og terrorregimet – til degenerationen som oplysningens vigtigste fremtrædelsesform.
Heraf følger, at modoplysningen i dag stort set har besindet sig på oplysningens realitet og i sine fleste udtryk har omdannet sig til en oplysnings- eller modernitetskritik, der søger en sameksistens mellem religiøs sandhed og pragmatisk oplyst modernitet.
Modoplysningen skal først og fremmest forstås som en reaktion på en påstået trussel imod socialitet og moralitet, hvorfor dens beskrivelse af oplysningen tjener stridens snarere end forståelsens formål.
Ganske som oplysningen bør forstås i sin egen oplevede kontekst af et opgør med uretfærdighed i form af absolutisme, intolerance og religiøs fanatisme, således bør også modoplysningen forstås i sin egen oplevede kontekst af et opgør med uretmæssighed i form af oprør imod det givne og naturlige, opløsning af orden, skabelse af uoverskuelighed m.m.
Perversion defineres i klassisk freudiansk psykoanalyse som “seksuel adfærd hos voksne, som afviger fra den normale seksuelle akt ved at have et andet mål eller objekt”.54 Modoplysningen kan siges at påstå noget lignende for fornuften, der ifølge denne tænkning har et naturligt objekt, den religiøst betingede sandhed, et naturligt mål, det enkelte menneskes plads i det sociale hierarki, og en naturlig begrænsning for sin fatteevne og skaberkraft. Men ifølge modoplysningen forråder oplysningen denne naturlige fornuft ved at udstrække den hinsides dens grænser, foreskrive den nye altomfattende mål og løsrive den fra dens naturlige forankring i religion og tradition. Resultatet er en pervertering af fornuften.
Fornuftens perversion er påstanden om, at selv om oplysningsfilosofien forandrer og ødelægger alt, så forbliver alt det samme, nemlig begrænset, lokalt, konkret og kristent. Frigørelse kan derfor ikke føre til frihed, da virkeligheden i sin konkrethed stritter imod. Resultatet er forvrængning af det sociale og det menneskelige, menneskets omdannelse af sig selv og sine resultater til noget monstrøst, en frihedens udarten sig til trældom og terror, fornuftens omvending til ufornuft og oplysningens kollaps i mørke.
2. OPLYSNINGENS MONSTRE: EDMUND BURKE
Edmund Burke (1729-1797) er uden sammenligning den vigtigste og mest kendte af modoplysningstænkerne. Hans skrifter formede store dele af også den kontinentale modoplysning efter den franske revolution.55 Som så mange andre startede han med at være moderat eller konservativ liberal, men skiftede mening under indtryk af, hvad han betragtede som oplysningen og den franske revolutions anarkiske konsekvenser, demokratiske tøjlesløshed og moralske løssluppenhed.56 Fra at have været forsigtig optimistisk på frihedens vegne, da han først hørte om den franske revolution, skiftede han hurtigt til en klar og entydigt negativ indstilling. Det skete især under indtryk af revolutionens blodige elementer, og i særlig grad fordi Burke frygtede dens eksport til England. Han så meget klart, at den franske revolution udtrykte en ny politik, der problematiserede, hvad han anså for den naturlige orden. Burkes polemiske skrifter henvendte sig i overvejende grad til det engelske publikum som en advarsel imod at lade sig inspirere af det franske eksperiment. Hans tekster er derfor ikke videnskabelige afhandlinger, men interventioner i dagsaktuelle stridigheder.57 Det gælder i særlig grad Reflections on the Revolution in France fra 1790. I tiden umiddelbart efter den franske revolution tog Burke ikke stilling hverken for eller imod. Han rejste sig først imod revolutionen i januar 1790, da han læste en pamflet fra det engelske Revolution Society, der med pastor Richard Price (1723-1791) i spidsen var en forening af protestantiske dissenter, der i november 1789 havde mødtes til deres årlige møde, hvor de havde hyldet den franske revolution. Frygten for at den revolutionære begejstring skulle sprede sig i det engelske samfund fik ham til at mobilisere imod den franske revolution.58
I Reflections skriver Edmund Burke, at den franske revolution “er det mest bemærkelsesværdige, der hidtil er sket i verden”.59 Den adskiller sig fra andre oprør og krige ved at have frembragt “en ny form for regering”, hvilket har skabt “en virkelig krise i europæisk politik”. Det er en “revolution af doktriner og teoretisk dogmatik”,60 hvorfor Burkes skrifter i perioden efter 1789 handler om afvisningen og nedkæmpelsen af disse nye doktriner. Der er sket et brud, der er indtrådt et fremmedelement, men Burke anser ikke bruddet for endeligt eller fremmedelementet for permanent, hvorfor han mobiliserer sine betydelige intellektuelle og retoriske evner i en åndelig krig imod dem, der ifølge hans opfattelse har startet en krig imod Europas eksisterende og forholdsvis stabile orden.
Den krig imod Frankrig, som Burke er stærk fortaler for, er netop ikke en klassisk mellemstatslig krig om territorier eller ære, men derimod en idéernes krig. “Det er en religiøs krig”,61 men ulig tidligere religionskrige er det denne gang ikke sekt imod sekt, men en krig, som modstanderne fører imod alle religioner og alle sekter. En krig imod religion som sådan. Det er fra franskmændenes side “en krig imod menneskeheden”, idet vi ikke er vidne til “en revolution i regeringen. Det er ikke et partis sejr over et andet parti. Det er en destruktion og nedbrydning af hele samfundet”.62 Burke er i sine skrifter stærkt optaget af ejendomsret og af jordejeraristokratiets interesser,63 og han understreger da også, at den “nuværende krig er først og fremmest […] en krig imod jordejendom”, mens forsvaret af jordejendom er forsvaret for totaliteten af den gamle orden imod “forstyrrerne og ødelæggerne af Europa”.64
Fra Englands side er det en krig imod kongemord: “Det er ikke en krig for Ludvig den attende eller endda for Frankrigs ejendom, dyd og troskab. Det er en krig for Georg den tredje, for Frans den anden og for værdigheden, ejendommen, æren, dyden og religionen i England, Tyskland og alle andre nationer”,65 altså for det gamle monarkiske regime. England er “ikke i krig med [det revolutionære Frankrigs] opførsel men med dets eksistens; overbevist om at dets eksistens og dets fjendtlighed er det samme”.66
Burke