Antiterrorismens idehistorie. Группа авторовЧитать онлайн книгу.
en alternativ tilgang, der insisterer på en ‘civilisering af det politiske’, en stadig spørgen til fundamentet for og konsekvenserne af de eksisterende magtstrukturer.
Bogen afsluttes med fire primærtekster. Den første er et uddrag fra The Turner Diaries af den amerikanske nynazist William Pierce, der skildrer en højreorienteret terrorgruppes kamp imod the Zionist Occupation Government, ‘Den Zionistiske Besættelsesregering’. Pierces bog er egentlig affattet allerede i 1978, men når vi bringer uddraget i dette afsnit, skyldes det, at netop denne passage om et fiktivt terrorangreb kom til at udgøre den helt konkrete inspirationskilde for Timothy McWeigh, da han med bombesprængningen af den føderale bygning i Oklahoma den 19. april 1995 sendte 168 mennesker i døden. Dernæst bringer vi en tekst fra 1998 udsendt af den mand, der mere end nogen anden symboliserer terroren i vores samtid, Osama bin Laden. Både Timothy McVeigh og Osama bin Laden er arketypiske som ikke-statslige voldsaktører. Vi afslutter antologien med to udsagn, der repræsenterer den statsligt autoriserede brug af vold i dag – og som kom til at sætte rammerne for den mest vidtgående mobilisering af statslige ressourcer i bekæmpelsen af ikke-statslige voldsaktører nogensinde: George W. Bushs tale til Kongressen den 20. september 2001, der kan betegnes som den formelle erklæring af krigen mod terror, og Tony Blairs tale på Labours kongres den 2. oktober 2001, hvori han erklærede sin og ethvert moralsk individs uforbeholdne opbakning til krigshandlingernes begyndelse.
*
Det er en antologis styrke, at den favner bredt, både indholdsmæssigt og metodisk. Den styrke har vi søgt at udnytte ved at bede forfattere med meget forskellige baggrunde og med meget forskellige tilgange – deskriptivt som normativt – om at komme med deres bidrag. I modsætning til en monografi, der tillader den enkelte forfatter at forfølge sin overordnede hypotese, og hvor forfatteren står til ansvar for det samlede værk, skal det derfor understreges, at de enkelte bidragydere til denne bog, dens bredde og emne taget i betragtning, kun hæfter for deres egen artikel og ikke kan holdes ansvarlige for påstande bragt andetsteds i bogen endsige for redaktørernes overordnede hensigt med og ramme for antologien. Et forbehold, det nok ikke er mindre vigtigt at tage i en tid, hvor begge konfliktens parter hævder, at man enten er med dem eller imod dem.
Mikkel Thorup & Morten Brænder
1. DEL
Introduktion: stat og terror
STATEN OG DENS UDFORDRERE – VOLD SOM TERROR ELLER KRIG
Mikkel Thorup & Morten Brænder
Staten har kun inden for de sidste ca. 100 år og stort set kun i Vesten monopoliseret større voldsudøvelse internt såvel som eksternt. Hvis vi derfor ønsker at forstå terror/antiterror-konflikten i et historisk perspektiv, så nytter det ikke noget, at vi kun ser på de stabiliserede, de konsoliderede og de regulariserede sider af statsmagten (Hirst 1990: 109). Vi bør også søge at forstå statens genese, dens blodige og skrøbelige erobring af voldsmonopolet samt den lange række af ikke-statslige voldsaktører, der har udfordret statens voldsmonopol. Det nytter heller ikke noget, at vi kun forstår statens voldsapparat som bestående af politi og militær, det vil sige dets konventionelle stridskræfter internt og eksternt. Vi bliver nødt til at kigge på statens brug af ikke-statslige, men statsligt autoriserede voldsaktører såsom lejesoldater og paramilitære militser, som staten har anvendt og til en vis grad stadig anvender for at hævde og konsolidere sin dominans og sit hegemoni.
Krig mod terror er en moderne foreteelse, men ikke helt så ny, som det oftest hævdes. For siden opkomsten af den moderne stat har der hersket en uerklæret, international krig imod terror. Den moderne stat har i sin kritiske og langstrakte etableringsfase samt i sin stadige overlevelseskamp ført en krig imod en række af ‘terroristiske figurer’, hvis primære kendetegn hverken har været deres brug af vold eller mere specifikt deres brug af vold imod civile. Den terroristiske figur er ikke kendetegnet ved sine midler eller mål, men ved sin status som privat voldsaktør. Fra den terroristiske figurs første former i krigen mod sørøveriet, i den spanske modstand imod Napoleon 1808-1813, i anarkistiske og røde terrorismer og til nutidens al Qaeda er terrorisme blevet forstået som, romantiseret som og bekæmpet som privat voldsudøvelse med private formål.
Fra den 24. november til den 21. december 1898 blev der i Rom afholdt en anti-anarkistisk konference med deltagelse af 54 delegerede fra 21 lande heriblandt Danmark og ikke mindst de europæiske stormagter. Der går en lige linje fra denne første antiterrorkonference og til den moderne statslige antiterrorisme. Således havde anarkismen ifølge konferencedeltagernes opfattelse “som mål ødelæggelsen af al social organisering med voldelige midler” (citeret fra Jensen 1981: 327). Det er en definition med klare affiniteter til nutidens terrorisme-definition. Man enedes også i den endelige protokol om at erklære, at “anarkisme har ingen relation til politik“ – altså ødelæggelse for ødelæggelsens skyld. I 1906 skrev den engelske avis Saturday Review: “Anarkisten er ingen politisk snigmyrder; han er intet andet end et afskyeligt bæst. Anarkismen har ingen politik” (citeret fra Houen 2002: 36) – en karakteristik med klare paralleller til vores dages karakteristik af al Qaedas selvmordsterrorisme som apolitisk, som når menneskerettigheds-tænkeren Michael Ignatieff skriver: “Men den 11. september var ikke politik med andre midler. Der blev ikke fremsat nogen krav, og det vil der heller aldrig. Ingen tog politisk ansvar for handlingen, og det er der aldrig nogen, der vil. Det var en handling begået uden nogen forventning om at opnå et politisk mål […] Det, vi står over for, er apokalyptisk nihilisme” (Ignatieff 2001). Selv om man kan have sympati for den frygt og vrede, der motiverer denne og lignende påstande, så er den bevisligt forkert, hvilket man kan forsikre sig om ved at konsultere terroristerne selv, der så godt som altid og også i dag søger at legitimere deres eksistens og handlinger politisk (Hegghammer 2002 & 2005; Lawrence 2005).
Disse definitioner af anarkisme og Ignatieffs bemærkning om 11. september afdækker en klar holdning til den irregulære private voldsanvendelse. Det er systemekstern vold, det vil sige, dels er det vold rettet imod samfundsordenen som sådan, dels er volden distinkt ikke-politisk, det vil sige uden for den gængse politiske praksis. Det er voldens private karakter, der definerer den som ulovlig og terroristisk. Det er ikke den måde, volden udøves på, men derimod hvem der udøver den, der fra statens perspektiv bestemmer volden som enten statslig eller terroristisk.
Derfor er der heller ikke principielt set noget, der én gang for alle adskiller statens voldsudøvelse fra den ikke-statslige, sådan at terrorisme er en aktivitet rettet imod staten og de indbyggere, den er sat i verden for at beskytte, mens antiterrorisme er en aktivitet anvendt af staten til dette formål. Både staten og dens udfordrere kan benytte såvel terror som antiterror. General William T. Shermans ord “frygt er visdommens begyndelse”, med hvilke han begrundede den ‘march mod havet’, der lagde størstedelen af Georgia øde i slutningen af Den Amerikanske Borgerkrig, står som vartegn over et af de første og måske mest berømte eksempler på en statsligt autoriseret brug af terror som våben (Weigley 1973: 151).
Omvendt findes der også en ikke-statslig antiterror, som eksempelvis udøves af væbnede grupper, der beskytter civile imod enten staten eller andre væbnede grupper. Det gælder eksempelvis private vagtværn, der forestår bevogtningen af såkaldte ‘gated communities’ i Latinamerika, USA eller Sydeuropa, eller semimilitære organisationer og oprørsgrupper i den tredje verden, der hævder at kæmpe for den oprindelige befolknings rettigheder. Fælles for sådanne grupper er, at de udgør helt konkrete manifestationer af, at grænsen mellem terror og antiterror er hårfin, og at den løbende ændrer sig. Som Charles Tilly (1985: 170) siger, så “hører banditvirksomhed, sørøveri, bandekrige, politi og krigsførelse til på samme kontinuum”. Staten har ingen a priori moralsk overhøjhed eller noget væsensforskelligt instrumentarium i forhold til terroristen, når det kommer til voldsudøvelse. Brutalt sagt så har den kun sin egen selvtildelte legalitet og et institutionaliseret apparat for voldsudøvelsen. Terrorisme er af staten altid blevet beskrevet som en privat, nihilistisk, basalt set formålsløs, erklæringsløs brug af vold for at fremme nogle private formål af psykologisk, økonomisk eller destruktiv art. Formål, der ikke anerkendes af staten som legitime, politiske eller offentlige mål; og antiterrorisme