Genbrugskirker i Rom. Maria Fabricius HansenЧитать онлайн книгу.

      8 Saturntemplet (formentlig ca. 360-80), Forum Romanum. Søjleskafterne er spolier af iøjnefaldende forskellige dimensioner og i rød og grå granit. Også bjælkeværket er genbrug, og den dekorerede side, der oprindeligt har vendt udad, er her vendt indad, så den glatte side udvendigt kunne forsynes med en inskription. De joniske kapitæler er fra templets opførelsestid og tilpasset de enkelte søjleskafters tykkelse.

      Der var i det hele taget en stærk respekt for det gamle, hvilket i og for sig er forståeligt nok i en forfædredyrkende kultur som den romerske. Der var en udpræget bevidsthed om, at byens status hang sammen med dens mængde og kvalitet af offentligt monumentalbyggeri. Derfor kunne selv bygninger som templer, som de kristne også forbandt med endog meget farlige, dæmoniske kræfter, værdsættes som en positiv størrelse i bybilledet – hvis man vel at mærke undlod at bruge dem til deres problematiske, fortidige formål.

      At lovene om bevaring af det antikke byggeri og forbuddene mod spoliering blev udstedt igen og igen i løbet af 300-400-tallet, kan dog kun ses som et tegn på, at man havde et problem: Hvis myndighederne var blevet respekteret, og bygningerne havde fået lov at stå i fred, havde det jo ikke været nødvendigt med de mange genudstedelser af disse love. Alligevel er der intet, der tyder på, at man i disse første kristne århundreder ligefrem nedrev ældre antikt byggeri såsom templer for at skaffe de nødvendige byggematerialer til opførelse af kirker. De spolier, man rent faktisk anvendte, må have stammet fra bygninger, der i forvejen var forfaldne, og som man måtte opgive at vedligeholde.

      Med krisetiderne ophørte også produktionen af nyt byggemateriale i Det Vestromerske Rige. Stenhugning fortsatte dog i Det Østromerske Rige, så man endnu en tid kunne importere seriefremstillede standardvarer derfra. Igennem 400-tallet er der – fx i Santa Maria Maggiore [16] og i Santo Stefano Rotondo [103] – tale om en vis anvendelse af serieproduceret materiale af østromersk (græsk) herkomst, fortrinsvis noget, man i forvejen havde liggende på lager i byen. Men på lidt længere sigt er det en kendsgerning, at der stort set kun blev brugt ældre antikke bestanddele i de romerske middelalderkirker. Vi skal frem til 1100-tallet, før der atter er eksempler på kirker med en stor del nyproduceret materiale, såsom fine serier af joniske kapitæler.

      Der kan vel næppe være tvivl om, at spoliebrugen hang sammen med de økonomiske nedgangstider i senantikken og det manglende tekniske, produktionsmæssige overskud, som krisetiderne og befolkningsnedgangen medførte. Men kigger man nærmere på den genbrugsarkitektur, der var resultatet af disse samfundsmæssige vilkår, viser det sig interessant nok, at de kunstneriske muligheder kom til at hænge ganske nøje sammen med en ny æstetik. Man forstod at udnytte de givne betingelser, så der faktisk kom både betydningsfulde og smukke bygninger ud af det. Da vi i vores egen nutid oplever, at genbrug af alt fra bygninger til tøj kan være at foretrække frem for det nyfremstillede – at vi ligefrem kan finde det gamle og sammenstykkede smukkere og mere meningsfuldt eller tilfredsstillende at bruge og bo i end det splinternye – kan vi godt sætte os ind i, at det også tidligere i historien kan have forholdt sig på omtrent samme måde. Men denne genbrugssympati og den dertil hørende forståelse for den tidlige middelalders skæve, utilpassede bygningsværker er relativt ny. Der har været en tendens i historieskrivningen til at bortforklare genbrugsarkitekturens variationsrigdom som en i-mangel-af-bedre-løsning. I modsætning til en sådan opfattelse bygger denne bog på en formodning om, at man i den oldkristne tid og i den tidlige middelalder snarere gjorde en dyd af nødvendigheden. For ser man nærmere på anvendelsen af spolierne, viser det sig, at man dengang ikke alene nøjedes med, men ligefrem foretrak det forskelligartede frem for det ensartede, fordi variationen i materialer og farver og forarbejdninger muliggjorde et særlig attraktivt arkitektonisk og rumligt udtryk.

      9 Vievandskar i San Bartolomeo all’Isola (ca. 1000). Marmor. Helgenerne er indrammet af søjler af to forskellige typer: Til højre en spiralsnoet og til venstre en skafttype med en kombination af bladdekoration nederst og spiralkannelurer øverst. Kunstneren har valgt at udarbejde relieffet med forskelligartede søjler i stedet for ensartede. Det viser, at variationen var en efterstræbt kvalitet og ikke en løsning, man valgte i mangel af bedre.

      10 Santa Maria in Aracoeli (ca. 1260-70). Kirken, som rummer mange fornyelser fra renæssancen og senere såsom altre, kapeludsmykninger og det storslåede træloft, går i sine grundbestanddele og i genanvendelse og fordeling af det antikke søjlemateriale tilbage til den periode, der i det nordlige Europa kaldes gotikken. Ved kirkebyggeri i Rom vedblev man imidlertid at forholde sig til den antikke fortid dels gennem spoliebrugen og dels ved anvendelsen af de rundbuede arkader i stedet for de nordeuropæiske, gotiske spidsbuer. Kirkens søjlemateriale er meget varieret. De store højdeforskelle på skafterne er udlignet ved baser og plinte af forskellig størrelse og udformning eller ved kombination med lave joniske eller højere korintiske eller kompositte kapitæler. Skafterne er af rød og grå granit og af glat eller kanneleret marmor.

      Tilsvarende viser det sig, hvis man kigger efter søjler i billedkunst (fresker, bogmaleri, relieffer), hvor det sådan set stod kunstneren frit for at fremstille arkitektur nøjagtig, som han kunne ønske sig den, at variationen er et gennemgående træk. Når man i sådanne værker, hvor man lige så godt kunne male eller udhugge ensformigt materiale, foretrak det uensartede, bliver det klart, at det forskelligartede var værdsat [9].

      Vi kan ikke forvente at finde skriftlige redegørelser fra middelalderen for hensigten med at bruge spolier. Sådanne bygningsteoretiske overvejelser gjorde man sig ikke dengang. En væsentlig kilde til kirkebyggeriet er en pavekrønike, Liber Pontificalis, der blev påbegyndt i 500-tallet, og som rummer fortegnelser over pavernes byggevirksomhed. Men her er ingen forklaring på, hvorfor bygningerne blev udformet, som de gjorde. En sådan »arkitekturkritik« findes først i moderne tid. Til gengæld er der bevaret masser af andre former for skriftlige kilder – om teologi, retorik, musik, litteratur og meget andet – hvor det tydeligt fremgår, at man værdsatte det sammenstykkede, at man tillagde foreningen af nyt og gammelt stor betydning, og at man fandt, at det var den »rigtige« måde at arbejde på, hvis man ville nå frem til et både 27 etisk og æstetisk godt resultat. Som vi skal se i det følgende, understreger den systematiske (men netop ikke ensformige) måde, spolierne er brugt på i kirkerne, hvor betydningsladet genbruget og variationsrigdommen kunne være.

      Brugen af antikke spolier i middelalderligt byggeri er et fænomen, der ikke er begrænset til byen Rom, men som kendes overalt i det område, der oprindelig havde udgjort det romerske imperium. Men hvor man nord for Alperne ophørte med at bruge spolier omkring romansk og især gotisk tid (fra ca. 1100 og frem), hvor en ny arkitekturopfattelse og en forbedret økonomi gik hånd i hånd med ønsker om ensartede bygningsdele, vedblev det varierede genbrugsmateriale at finde plads i kirkearkitekturen i Rom helt frem til 1200-tallet [10]. Endnu i højrenæssancens projekteringer af en ny Peterskirke med arkitekten Bramante som frontfigur omkring år 1500, lader det til, at man overvejede, om man kunne genanvende spoliesøjlerne fra den gamle Petersbasilika opført i 300-tallet som udvendig udsmykning af den nye kirkes store kuppel [ 11]. Dette projekt blev dog ikke gennemført. Og hvis der i Rom i sengotikkens og renæssancens arkitektur (1300-1500-tallet) rent faktisk blev brugt spoliemateriale, var det efterhånden i en så tilpasset og bearbejdet

---

Скачать книгу